Det er allerede ovenfor (S. 58, 59) nævnt, at vore Forfædres Religion i dens Hovedlærdomme og Hovedomrids var den samme, som den, hvortil den hele germaniske Folkestamme bekjendte sig. Dette erfares noksom ved Sammenligning mellem vore Forfædres gamle Mythesagn og dem, som ere opbevarede hos andre germaniske Folk. Dog kjende vi ikke Nordmændenes hedenske Religionslære i dens oprindelige Reenhed. Vi kjende den kun i den Form, den havde antaget i den sidste Tid førend den fortrængtes af Christendommen, og som frembyder ikke faa iøjnefaldende Beviser paa Udskejelser fra hvad der maa antages at have været det oprindelige og uforvanskede. Vi have imidlertid den Fordeel, at den i hiin Form ej alene har været brugt som Grundlag for hele den oldnorske Poesi, men at dens Sætninger og de vigtigste af de Kvad, gjennem hvilke disse opbevaredes, ere blevne omhyggeligt optegnede[1], saa at vi derved sættes istand til at lære den fuldstændigt at kjende, og ved at underkaste den en kritisk Prøvelse og Sammenligning med de beslægtede Nationers religiøse Sagn, med nogenlunde Sikkerhed at udfinde, hvad der er det oprindelige, og hvad der maa ansees som en senere Tilsætning. Denne Fordeel savne alle de øvrige germaniske Folk, de Svenske og Danske ikke undtagne. Deres hedenske Religionssagn bleve ingensinde gjorte til Gjenstand for særskilt Optegnelse, og man kjender dem kun deels gjennem tilfældige Antydninger i historiske Skrifter, deels gjennem senere Tiders Folketro, forsaavidt de endnu havde holdt sig i denne. En omstændelig Meddelelse af vore Forfædres hedenske Religionslære i den os ved hine Optegnelser opbevarede Form vilde her være paa sit urette Sted, da den deels vilde lede til for stor Vidtløftighed, deels vilde komme til at foregribe, hvad der under den fremskridende Fortællings Løb under enhver Omstændighed maatte komme til at omhandles. Her er det kun af Vigtighed at angive de, saavidt det lader sig gjøre, fra alle Lokalfarver rensede Hovedomrids af Nordmændenes Religionslære, saadan som det maa antages at de have medbragt den fra deres Urhjem, eller med andre Ord, den germaniske Religionslære i dens oprindelige, for alle germaniske Stammer fælles Form. Thi den Form, under hvilken vi gjennem vore egne Oldskrifter lære hine Religionssagn at kjende, bærer saa fuldkommen det norske Nationalpræg, at Tanken ledes hen paa en gjennem Aarhundreder fortsat Paavirkning af den norske Fjeldnatur og den norske Folkecharakteer.
Den germaniske Religionslære var, som det synes, oprindelig mono-
- ↑ Nemlig i begge Eddaer, den ældre, der indeholder de ældste mythiske Kvad, den yngre, eller Snorres Edda, der indeholder en prosaisk Fremstilling af Gudelæren.
