theistisk, men udartede siden, som det oftere er gaaet, til at blive polytheistisk. Den røber saavel herved, som i andre Henseender sit Slægtskab med de øvrige indo-europæiske hedenske Religionssystemer, hvad der og er en rimelig Følge af at Folkene selv ere oprundne af een og samme fælles Rod. Især sporer man denne Lighed mellem vor ældre, og de ældste bekjendte indo-europæiske Folks, Indernes og Persernes, eller, som de tilsammen kaldes, Ariernes Religionslære. Striden mellem et godt og et ondt Princip, og Læren om Verdens og Gudernes egen Undergang og Gjenfødelse, der saa aabenbart tyder hen paa Anelsen om de samme Guders Underordnethed under eet øverste verdensstyrende Væsen, er fælles for dem begge, saavelsom den i Tidens Løb sig udviklende Betragtning af Verdenstyrerens forskjellige Virkemaader som udgaaende fra forskjellige Væsener, med andre Ord Polytheismens Udvikling i Monotheismens Sted.
De Guder, vore Forfædre saavelsom de øvrige Germaner dyrkede, efterat allerede de polytheistiske Ideer vare blevne de forherskende, kaldtes af dem, som bekjendt, Æser (æsir), i Enkelttal Aas (áss), hvilken Form kun er en Modifikation af det oprindelige ans, hvilket allerede Jornandes nævner som det Navn, hvormed Goterne betegnede deres hedenske Guder, og som vi gjenkjende baade hos Tydskerne og hos Angelsaxerne. Betydningen af dette Navn kjendes ikke med Sikkerhed; størst Rimelighed har det for sig at antage det beslægtet med ans, Oldnorsk áss, der betyder „en Bjelke“, saaledes at man ved Navnet nærmest har tænkt paa Guderne som Verdens Støtter og Opretholdere[1]. Den øverste af Guderne fører hos Tydskere, Angelsaxer og Nordboer samme Navn, kun lempet efter de enkelte Sprogs særegne Regler, nemlig hos Højtydskerne Wuotan, hos Nedertydskerne og Angelsaxerne Wodan, Woden, hos vore Forfædre Odin; og der er heller ikke nogen Tvivl om at Goterne ligeledes havde deres Vodans. Efter hans Navn har man ogsaa kaldet den germaniske Gudsdyrkelse Wodans-Dyrkelsen. Men Wodan fremtræder endog i vore egne mythologiske Oldsagn under forskjellige Omgivelser. I de Sagn, der hidrøre fra Hedendommens senere Periode, og som ligge til Grund baade for vor ældre Skaldekunst og den yngre Eddas systematiske Fremstilling af Gudelæren, finde vi Odin omgiven af tolv Hovedguder; men hvor der handles om Verdens og Menneskernes Skabelse, og hvor man maa antage at Sagn fra en langt ældre Tid komme for Dagen, fremtræder Odin kun selv tredie, og hans tvende Ledsagere eller Med-Guder føre ikke engang altid samme Navn, men ere enten Vilje og Vee, eller Høner og Lodur[2]. Ved Edsaflæg-
