Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/185

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
157
Guder. Æſer.

theiſtiſk, men udartede ſiden, ſom det oftere er gaaet, til at blive polytheiſtiſk. Den røber ſaavel herved, ſom i andre Henſeender ſit Slægtſkab med de øvrige indo-europæiſke hedenſke Religionsſyſtemer, hvad der og er en rimelig Følge af at Folkene ſelv ere oprundne af een og ſamme fælles Rod. Iſær ſporer man denne Lighed mellem vor ældre, og de ældſte bekjendte indo-europæiſke Folks, Indernes og Perſernes, eller, ſom de tilſammen kaldes, Ariernes Religionslære. Striden mellem et godt og et ondt Princip, og Læren om Verdens og Gudernes egen Undergang og Gjenfødelſe, der ſaa aabenbart tyder hen paa Anelſen om de ſamme Guders Underordnethed under eet øverſte verdensſtyrende Væſen, er fælles for dem begge, ſaavelſom den i Tidens Løb ſig udviklende Betragtning af Verdenſtyrerens forſkjellige Virkemaader ſom udgaaende fra forſkjellige Væſener, med andre Ord Polytheismens Udvikling i Monotheismens Sted.

De Guder, vore Forfædre ſaavelſom de øvrige Germaner dyrkede, efterat allerede de polytheiſtiſke Ideer vare blevne de forherſkende, kaldtes af dem, ſom bekjendt, Æſer (æsir), i Enkelttal Aas (áss), hvilken Form kun er en Modifikation af det oprindelige ans, hvilket allerede Jornandes nævner ſom det Navn, hvormed Goterne betegnede deres hedenſke Guder, og ſom vi gjenkjende baade hos Tydſkerne og hos Angelſaxerne. Betydningen af dette Navn kjendes ikke med Sikkerhed; ſtørſt Rimelighed har det for ſig at antage det beſlægtet med ans, Oldnorſk áss, der betyder „en Bjelke“, ſaaledes at man ved Navnet nærmeſt har tænkt paa Guderne ſom Verdens Støtter og Opretholdere[1]. Den øverſte af Guderne fører hos Tydſkere, Angelſaxer og Nordboer ſamme Navn, kun lempet efter de enkelte Sprogs ſæregne Regler, nemlig hos Højtydſkerne Wuotan, hos Nedertydſkerne og Angelſaxerne Wodan, Woden, hos vore Forfædre Odin; og der er heller ikke nogen Tvivl om at Goterne ligeledes havde deres Vodans. Efter hans Navn har man ogſaa kaldet den germaniſke Gudsdyrkelſe Wodans-Dyrkelſen. Men Wodan fremtræder endog i vore egne mythologiſke Oldſagn under forſkjellige Omgivelſer. I de Sagn, der hidrøre fra Hedendommens ſenere Periode, og ſom ligge til Grund baade for vor ældre Skaldekunſt og den yngre Eddas ſyſtematiſke Fremſtilling af Gudelæren, finde vi Odin omgiven af tolv Hovedguder; men hvor der handles om Verdens og Menneſkernes Skabelſe, og hvor man maa antage at Sagn fra en langt ældre Tid komme for Dagen, fremtræder Odin kun ſelv tredie, og hans tvende Ledſagere eller Med-Guder føre ikke engang altid ſamme Navn, men ere enten Vilje og Vee, eller Høner og Lodur[2]. Ved Edsaflæg-

  1. Den gotiſke Form er, ſom oven anført, ans, Fleertal anzeis, den højtydſke ans, Fl. ensí; den ſaxiſke ans, Fl. ense, den Angelſ. ós, Fl. ése.
  2. Se Snorres Yngl. Saga, jvfr. Snorres Edda.