Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/183

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
155
Kongemagt og Prestemagt.

større Landsdele, eller optræde som Erobrer; der var Forbundsforfatningen omstyrtet, det hele Land blev den erobrende Konges Odel, og de deres verdslige Magt berøvede Herser eller Hereds-Goder kunde af denne blot beholde den gejstlige Deel tilbage; med andre Ord, her adskiltes Preste-Standen fra Høvdinge-Standen. Et saadant Forhold synes, ifølge Tacitus’s Skildring, for en Deel allerede at være indtraadt i Tydskland paa hans Tid, forsaavidt vi finde Presterne omtalte som forskjellige fra Kongerne og Fyrsterne. Dog er det rigtignok at lægge Merke til, at vore ældre Sagn ej alene omtale enkelte Goder, men hele Gode-Kollegier ved de fornemste Templer. I Ynglinga-Saga fortæller Snorre, at der i Aasgaard, Gudernes Hjem, var et Tempel med 12 Offre-Goder eller Diar[1]. Denne Beretning angaar nu vistnok fabelagtige Gjenstande, men da det heder, at Odin siden kom til Svithjod og der opførte Sigtuna-Templet, hvor der offredes „efter Æsernes Sædvane“[2], kan man ikke betvivle, at Sagnet har henført til Aasgaards Tempel, hvad der fandt Sted i Sigtuna’s, og at dette virkelig havde et Kollegium af 12 Offergoder, enten foruden Kongen selv, eller med Kongen i Spidsen. Paa denne Maade kan man vistnok tænke sig, at der ogsaa, hvor den ældre germaniske Forbundsforfatning herskede, ved Siden af den egentlige Over-Gode, der tillige udøvede den verdslige Magt, fandtes Under-Goder, der kun havde med Offringerne at bestille, og som altsaa virkelig kunne siges at have dannet en egen Preste-Stand[3]. Ved Templet i Hleidr var der upaatvivleligt ogsaa flere Goder, om endog blot for at kunne udføre de uhyre Offringer, som der aarligt fandt Sted. Man tør saaledes ikke ubetinget af Tacitus’s Ord slutte, at Prestestanden overalt i Tydskland var adskilt fra Herskerstanden. Det synes kun at have været Tilfældet hos de Folk, med hvilke han, eller Romerne, nærmest kom i Berørelse, nemlig de sydligere og vestligere Germaner. Om Saxerne vide vi gjennem Beda (se ovenf. S. 131), at Forbundsforfatningen endnu i en langt sildigere Tid hos dem var den herskende.

  1. Yngl. Saga Cap. 2.
  2. Yngl. Saga Cap. 5: „Odin tog sin Bopæl ved Mælaren paa det Sted, som nu kaldes Sigtuna; der opførte han et stort Tempel, hvor der offredes efter Æsernes Sædvane“.
  3. Der nævnes undertiden visse Bestillingsmænd, hvis Hverv upaatvivleligt synes at maatte gjøre dem til etslags Gejstlige, nemlig de saakaldte þulir (Angels. þyle), der, som det lader, offentligt foredroge eller foresang Folket Gudelærens Myther. Dette kunde de neppe, uden at være i Besiddelse af en højere Religionskundskab end Menigmand, og neppe engang uden at være indviede i Religionens Mysterier.