Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/183

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
155
Kongemagt og Preſtemagt.

ſtørre Landsdele, eller optræde ſom Erobrer; der var Forbundsforfatningen omſtyrtet, det hele Land blev den erobrende Konges Odel, og de deres verdslige Magt berøvede Herſer eller Hereds-Goder kunde af denne blot beholde den gejſtlige Deel tilbage; med andre Ord, her adſkiltes Preſte-Standen fra Høvdinge-Standen. Et ſaadant Forhold ſynes, ifølge Tacitus’s Skildring, for en Deel allerede at være indtraadt i Tydſkland paa hans Tid, forſaavidt vi finde Preſterne omtalte ſom forſkjellige fra Kongerne og Fyrſterne. Dog er det rigtignok at lægge Merke til, at vore ældre Sagn ej alene omtale enkelte Goder, men hele Gode-Kollegier ved de fornemſte Templer. I Ynglinga-Saga fortæller Snorre, at der i Aasgaard, Gudernes Hjem, var et Tempel med 12 Offre-Goder eller Diar[1]. Denne Beretning angaar nu viſtnok fabelagtige Gjenſtande, men da det heder, at Odin ſiden kom til Svithjod og der opførte Sigtuna-Templet, hvor der offredes „efter Æſernes Sædvane“[2], kan man ikke betvivle, at Sagnet har henført til Aasgaards Tempel, hvad der fandt Sted i Sigtuna’s, og at dette virkelig havde et Kollegium af 12 Offergoder, enten foruden Kongen ſelv, eller med Kongen i Spidſen. Paa denne Maade kan man viſtnok tænke ſig, at der ogſaa, hvor den ældre germaniſke Forbundsforfatning herſkede, ved Siden af den egentlige Over-Gode, der tillige udøvede den verdslige Magt, fandtes Under-Goder, der kun havde med Offringerne at beſtille, og ſom altſaa virkelig kunne ſiges at have dannet en egen Preſte-Stand[3]. Ved Templet i Hleidr var der upaatvivleligt ogſaa flere Goder, om endog blot for at kunne udføre de uhyre Offringer, ſom der aarligt fandt Sted. Man tør ſaaledes ikke ubetinget af Tacitus’s Ord ſlutte, at Preſteſtanden overalt i Tydſkland var adſkilt fra Herſkerſtanden. Det ſynes kun at have været Tilfældet hos de Folk, med hvilke han, eller Romerne, nærmeſt kom i Berørelſe, nemlig de ſydligere og veſtligere Germaner. Om Saxerne vide vi gjennem Beda (ſe ovenf. S. 131), at Forbundsforfatningen endnu i en langt ſildigere Tid hos dem var den herſkende.

  1. Yngl. Saga Cap. 2.
  2. Yngl. Saga Cap. 5: „Odin tog ſin Bopæl ved Mælaren paa det Sted, ſom nu kaldes Sigtuna; der opførte han et ſtort Tempel, hvor der offredes efter Æſernes Sædvane“.
  3. Der nævnes undertiden visſe Beſtillingsmænd, hvis Hverv upaatvivleligt ſynes at maatte gjøre dem til etſlags Gejſtlige, nemlig de ſaakaldte þulir (Angelſ. þyle), der, ſom det lader, offentligt foredroge eller foreſang Folket Gudelærens Myther. Dette kunde de neppe, uden at være i Beſiddelſe af en højere Religionskundſkab end Menigmand, og neppe engang uden at være indviede i Religionens Myſterier.