Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/182

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
154
Kongemagt og Preſtemagt.

tilegnet ſig et, der allerede var anſeet og beſøgt af eet eller flere Fylkers Indbyggere. Snorre fortæller om de ældſte Uppſala-Drottner, endnu førend de antog Kongenavn, at de ejede og havde opført det berømte Uppſala-Tempel, til hvilket der over hele Sverige laa Jordegods, kaldet Uppſala-Aud, der betragtedes ſom deres Æts Odel, og hvilket endog længe efter Chriſtendommens Indførelſe laa ſom Krongods til den ſvenſke Kongeæt. Her var aabenbart Magten benyttet til Erhvervelſen af Templet og Tempelgodſet, og om denne Magt end ikke ſtedſe medførte Overherredømmet over de øvrige ſelvſtændige Folklande, ſaa gav det dog Uppſaladrotten den overvejende Indflydelſe[1], medens han dog ſom Drotten, altſaa Følgehøvding, ej kan have været den oprindelige Herſker over Folklandet. I Sælund i Danmark var Magten øjenſynligt knyttet til Beſiddelſen af Helligdommen i Hleidr eller den ſaakaldte Hleidrarſtol, det vil ſige den arvelige Offerpreſteværdighed; derfor kaldtes Hleidrekongerne ogſaa Stolkonger, og Udtrykket „ikke længer at beholde Hleidrarſtolen“ bruges eenstydigt med „at miſte Riget“[2].

Kongemagtens Overhaand over eller Sammenſmeltning med den arvelige Overpreſteværdighed betegner overalt i den germaniſke Verden, at det oprindeligere, fredelige Familieliv i Hjembygden afløſtes ved det mere bevægede og glimrende Krigerliv. Men denne Forandring teede ſig ikke i Norge og Tydſkland paa ſamme Maade. I Norge kunde nemlig, ſom vi have ſeet, Kongemagten og Følge-Inſtitutionen, ſaa længe de indſkrænkede ſin politiſke Virkſomhed inden Fylket og ej forſøgte nogen formelig Erobring af dette, ikke omſtyrte den oprindelige Forbundsforfatning, men maatte udvikle ſig ved Siden af denne; og de Skranker, den ſtillede mod Kongemagtens Udvidelſe, maatte næſten udelukke enhver anden Udſigt for Kongen til at erhverve den egentlige Styrelſe, end den, ſom frembød ſig i Forbunds-Inſtitutionen ſelv, nemlig ved at komme i Beſiddelſe af den arvelige Gode-Værdighed for det hele Fylke, hvilket igjen nærmeſt opnaaedes ved Erhvervelſe af Templet, eller af det Odel, til hvilket Templet hørte. Dette behøvede ikke altid at ſkee ad Voldſomhedens Vej; det kunde ſkee ved Giftermaal, ved Kjøb eller Bytte, idet man tillige lagde den perſonlige Anſeelſe i Vægtſkaalen. Anderledes forholdt det ſig derimod, naar Kongen allerede troede ſig ſaa mægtig, at han kunde ſætte ſig ud over de beſtaaende Indretninger og med væbnet Magt tilrøve ſig Regjeringen over

  1. Snorre, Yngl S. Cap. 39, 40, omtaler, hvorledes Fyrſterne eller, ſom han kalder dem, Heredskongerne i Svithjod oprindelig havde været Uppſalakongerne underkaſtede, men ſiden vundet etſlags Uafhængighed, der dog ikke afholdt dem fra at ſøge til Oſſringerne i Uppſala.
  2. Se Gretteſangen, Str. 19.