Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/180

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
152
Preſter.

fra de egentlige Høvdinger. „Anførerne“, ſiger han, „virke mere ved ſit Exempel, end ved ſin Myndighed; … forøvrigt har Ingen Lov til at paalyde Dødsſtraf, eller binde, eller endog at ſlaa, uden Preſterne, da dette nemlig ikke ſkal anſees ſom en egentlig Straf, eller ſom om det ſkede efter Anførerens Befaling, men efter den Guds Bud, der ſtaar de Kæmpende bi. — Naar man gaar til Frett[1], da er det, hvis Sagen vedkommer det offentlige, Heredets Preſt, men hvis den kun er privat, Familiefaderen, ſom optager de henkaſtede Stave og fortolker dem … En Egenhed hos Folket er, ogſaa at hente Varſler og Spaadomme fra Heſte. Paa offentlig Bekoſtning opfødes hvide Heſte i de hellige Lunde; de ſpændes for den hellige Vogn, og ledſages af Preſten, Kongen eller Fyrſten, der iagttage deres Vrinſken og Pruſten; der er intet Slags Varſel, hvortil ej alene Folket, men ogſaa de Fornemmere og Kongerne ſelv, have mere Tillid … Stilhed (ved Thingene) paalydes af Preſterne, ſom da og have Myndighed til at anvende Tvangsmidler“[2]. Jo længere op i Tiden vi underſøge vore egne Oldſagn, deſto færre Spor finde vi af denne Adſkillelſe mellem Preſte- og Høvdinge-Magten. Høvdingerne forrettede ſelv Offringerne, adſpurgte ſelv Guderne[3], og udøvede ſelv den Myndighed, Tacitus tillægger Preſterne. Denne Forening af den preſtelige og civile Myndighed ſynes altſaa hos os at have været den oprindelige, ligeſom den ogſaa visſelig var den naturligſte Tingenes Orden. Den har derfor viſtnok ogſaa i ſin Tid herſket hos Tydſkerne, og naar man hos Tacitus finder en anden Indretning omtalt, ſee vi her uden al Tvivl allerede et nyt Beviis paa, at Kongemagten paa mange eller de fleſte Steder i Tydſkland allerede i hans Tid havde fortrængt den oprind lige Forbunds-Forfatning.

Uagtet det ſkulde ſynes ſimpleſt og naturligſt, at Indbyggerne af hvert enkelt Hered i Fællesſkab ejede og vedligeholdt det fælles Hereds-Tempel, og Herederne igjen tilſammen ejede og vedligeholdt det fælles Fylkes-Tempel, lader det dog til, at en ſaadan Indretning enten aldeles ikke, eller kun undtagelſesviis fandt Sted[4]. Det ſædvanlige ſynes at have været, at Templet tilhørte den Gaard, paa hvis Grund det laa, og at Ejeren af denne Gaard tillige foreſtod Offringerne og vedligeholdt Templet, imod at de, der beſøgte det, baade betalte en vis Afgift i Penge eller Penges Værd (Hov-

  1. D. e. at udforſke Gudernes Vilje ved etſlags Lodkaſtning, udfritte Guderne.
  2. Tac. Germ. Cap. 7, 10, 11.
  3. F. Ex. Haakon Jarl, ſe Snorres Ol. Tr. Saga Cap. 28.
  4. I Olaf d. Helliges Saga omtales, hvorledes de fornemſte Bønder i et Fylke ſkifteviis foreſtode Offringerne ved Templet paa Mæren, ſom følgelig ſynes at have været hele Fylkets Ejendom; men det ſamme Tempel paa Mæren nævnes dog tidligere (ſe Landnaama IV. 6) næſten ſom om det tilhørte en enkelt Mand.