Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/179

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
151
Krigsanføreren.


Men hvad enten denne Ret i de ældſte Tider tilkom Fylkesſtyreren eller ej, ſaa ligger det dog endog i hans Titel ſom Fylkesſtyrer, at han i Krigstid var den ſtaaende Anfører for de af Fylket til fælles Forſvar udbudne Krigere, ligeſom Herſen var Anfører for Heredets eller Hundredets Skare. Det ovenfor anførte Sted hos Beda, der beſkriver Saxernes gamle Krigsforfatning, antyder viſtnok ogſaa, hvorledes det gik til i Norge førend Kongemagten fik Overhaand over Herſe- og Fylker-Magten. „Overanførſelen“, heder det, „overdroges i Krigstilfælde efter Lodkaſtning til en af Diſtrikts-Høvdingerne (satrapæ), men naar Krigen er til Ende, ſtilles alles Myndighed igjen paa lige Fod“. Her ſigtes vel nærmeſt til det Tilfælde, at flere Gauer eller Fylker (gentes) forenede ſig til fælles Værn; men det ſamme maa ganſke viſt ogſaa have været Tilfældet i en mindre Maaleſtok, naar enkelte Hereder eller Hundreder, ikke et heelt Fylke, udruſtede en Hær i Fællesſkab. Nogen Ret til at føre Overbefalingen kunde Kongen eller Jarlen ikke have, førend den Tid var indtraadt, da Kongemagten havde faaet Overhaand, eller med andre Ord, da Folket ikke længer nøjedes med den rolige Beſiddelſe af ſit egentlige Hjemland og indſkrænkede ſin Krigervirkſomhed til at forſvare dette, men fik Lyſt til at gjøre Erobringer og foretage Krigstog udenfor Fædrelandet.

12. Religionsforfatningen.

Denne krigerſke Tilbøjelighed maatte nødvendigviis fremkaldes ved de Lærdomme, vore Forfædres Religion, ſaadan ſom den i Landet ſelv udviklede ſig, indeholdt. Dog var Religionsforfatningen ſelv fra førſt af ingenlunde bygget paa et ſaadant Krigs-Grundlag. Fylkesforbindelſen var, ſom vi allerede lejlighedsviis have omtalt, ej alene et Forbund under fælles Lov og Rettergang og et Forbund til fælles Krigsforſvar, men ogſaa et Forbund til fælles Gudsdyrkelſe. Ligeſom hvert Hered havde ſit eget Thing og ſin egen Høvding i Fred og Krig, ſaaledes havde det og ſit eget Tempel, hvorved den ſamme Høvding ſom Gode (Offerpreſt) forrettede Offringerne; og ligeſom Herederne forenedes om et fælles Fylkesthing og fælles Overanfører, ſaaledes forenedes de ogſaa om et fælles Fylkestempel, ved hvilket Fylkesſtyreren forrettede Offringerne. Udtrykkeligt ſiges vel ikke dette, men der henpeges i vore Oldſkrifter ved mange Lejligheder derpaa, og Islands ældſte Rets- og Religions-Adminiſtration, der ej kan andet end have været indrettet efter det norſke Forbillede, kjendes endnu fuldſtændigt og giver de nøjagtigſte Oplysninger i denne Henſeende.

I ſit Skrift om de gamle Germaner omtaler Tacitus ved flere Lejligheder Preſterne ſom meget formaaende, men fordetmeſte ſom forſkjellige