Men hvad enten denne Ret i de ældste Tider tilkom Fylkesstyreren eller ej, saa ligger det dog endog i hans Titel som Fylkesstyrer, at han i Krigstid var den staaende Anfører for de af Fylket til fælles Forsvar udbudne Krigere, ligesom Hersen var Anfører for Heredets eller Hundredets Skare. Det ovenfor anførte Sted hos Beda, der beskriver Saxernes gamle Krigsforfatning, antyder vistnok ogsaa, hvorledes det gik til i Norge førend Kongemagten fik Overhaand over Herse- og Fylker-Magten. „Overanførselen“, heder det, „overdroges i Krigstilfælde efter Lodkastning til en af Distrikts-Høvdingerne (satrapæ), men naar Krigen er til Ende, stilles alles Myndighed igjen paa lige Fod“. Her sigtes vel nærmest til det Tilfælde, at flere Gauer eller Fylker (gentes) forenede sig til fælles Værn; men det samme maa ganske vist ogsaa have været Tilfældet i en mindre Maalestok, naar enkelte Hereder eller Hundreder, ikke et heelt Fylke, udrustede en Hær i Fællesskab. Nogen Ret til at føre Overbefalingen kunde Kongen eller Jarlen ikke have, førend den Tid var indtraadt, da Kongemagten havde faaet Overhaand, eller med andre Ord, da Folket ikke længer nøjedes med den rolige Besiddelse af sit egentlige Hjemland og indskrænkede sin Krigervirksomhed til at forsvare dette, men fik Lyst til at gjøre Erobringer og foretage Krigstog udenfor Fædrelandet.
Denne krigerske Tilbøjelighed maatte nødvendigviis fremkaldes ved de Lærdomme, vore Forfædres Religion, saadan som den i Landet selv udviklede sig, indeholdt. Dog var Religionsforfatningen selv fra først af ingenlunde bygget paa et saadant Krigs-Grundlag. Fylkesforbindelsen var, som vi allerede lejlighedsviis have omtalt, ej alene et Forbund under fælles Lov og Rettergang og et Forbund til fælles Krigsforsvar, men ogsaa et Forbund til fælles Gudsdyrkelse. Ligesom hvert Hered havde sit eget Thing og sin egen Høvding i Fred og Krig, saaledes havde det og sit eget Tempel, hvorved den samme Høvding som Gode (Offerprest) forrettede Offringerne; og ligesom Herederne forenedes om et fælles Fylkesthing og fælles Overanfører, saaledes forenedes de ogsaa om et fælles Fylkestempel, ved hvilket Fylkesstyreren forrettede Offringerne. Udtrykkeligt siges vel ikke dette, men der henpeges i vore Oldskrifter ved mange Lejligheder derpaa, og Islands ældste Rets- og Religions-Administration, der ej kan andet end have været indrettet efter det norske Forbillede, kjendes endnu fuldstændigt og giver de nøjagtigste Oplysninger i denne Henseende.
I sit Skrift om de gamle Germaner omtaler Tacitus ved flere Lejligheder Presterne som meget formaaende, men fordetmeste som forskjellige
