Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/178

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
150
Krigsbud.

Oldskrifter udtrykkeligt, men hvad der meldes om Krigsforfatningen i sildigere Tider, indeholder dog tilstrækkelige Vink til nogenledes at slutte, hvorledes Forholdet var i den allerældste Tid. Vi finde nemlig to Slags Krigere omtalte, de frie Bønder, der efter almindeligt Udbud samlede sig for at værne om Fædrelandet, og de kongelige eller fyrstelige Krigere, der, som vi ovenfor have seet, fulgte en bestemt Høvding og tjente paa hans Bekostning. Det sidste Slags Krigere maa vi ved den oprindelige Samfundsforfatning tænke os borte, og de havde i alle Fald intet med Hereds- eller Fylkes-Forbundet at bestille, ja kunde vel endog under visse Omstændigheder blive det farlige. Det oprindelige og naturlige Forhold var, at de frie Bønder ogsaa, naar Fylkets Sikkerhed truedes af udvortes Fiender, efter Udbud mødte frem for at udføre den dem efter Forbundets Natur og Hensigt paahvilende Værnepligt. Om en Konge eller Drotten ved slig Leilighed vilde møde frem med sit hele Følge af haandgangne Mænd, blev hans egen Sag; forpligtet dertil kunde han naturligviis ikke være. Ligesom Thingbud, saaledes kunde og Udbud til Landværn foranstaltes af enkelt Mand. Den, der først blev Fiendens Angreb var, opskar, som det heder, Hærorv (herör), det vil sige, han udsendte Krigs-Budstikken, der ogsaa havde Formen af en Piil, og hvor den kom, havde alle vaabenføre Mænd at møde frem bevæbnede[1]. Det kom da rimeligviis an paa Fiendens Styrke og den udbydendes eget Skjøn, hvor vidt Krigsbudstikken sendtes; hvor det kun var en liden Fiendehob, behøvede man heller ikke at udbyde Krigsmænd fra mange Gaarde. Det almindelige Krigsbud for det hele Fylke kunde sandsynligviis kun udgaa fra Fylkes-Styrreren, og det er dette hvortil i Tydskland det bekjendte saakaldte Heerbann (Hær-Opraab) aldeles svarer. Det indsees let, at et saadant Landværnssystem aldeles udelukkede Tanken om at foretage Erobringer, ja endog om at foretage Krigstog udenfor selve Fylket. Den Konge eller Høvding, der havde Lyst til at gjøre Erobringer, maatte holde sig til sit Følge og ved dettes Hjelp søge at tilfredsstille sin Ærgjerrighed; og paa denne Maade bleve ogsaa, som vi ovenfor have viist, de germaniske Erobringer udførte. Men om Fylkesstyrrerne i ældre Tider, ligesom Kongerne senere, vare berettigede til at udbyde et vist Antal vaabenføre Mænd fra enhver Familie, for med dem at foretage Tog udenfor Fylkets Grændser, (den saakaldte Leding, leiðangr) – er temmelig usikkert. Ledingen synes at være saa uadskillelig forbunden med Søforsvaret og den i det 10de Aarhundrede indførte Skibrede-Indretning, at der før den Tid, og medens Fylkerne endnu ikke havde sluttet sig nærmere sammen, – da følgelig Krig mellem Fylkerne indbyrdes snarere førtes til Lands end til Vands – ikke vel kan have været Tale om noget Opbud af dette Slags

  1. „Da skal fare baade Thegn og Træl“, ældre Gul. L. Cap. 312.