Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/177

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
149
Thing.

ifølge vore egne Oldſkrifter ogſaa en højtidelig Fredlysning forbunden, hvilken var ſaameget mere nødvendig, ſom man kom ſammen bevæbnet. Brud paa Thingfreden anſaaes derfor ſom en ſtor Forbrydelſe. Paa Thinget var der igjen en ſæregen fredhellig Plads for de egentlige Dommere, eller, ſom de idetmindſte paa Hereds-Thingene fra de ældſte Tider ſynes at have været kaldte, Lagretten. Deres Plads var indhegnet af Skranker eller Vebaand (ɔ: viede Baand), der ſom ofteſt kun var indrettede af ſimple Hasſelſtænger; og den ſom vovede at forgribe ſig paa eller bryde gjennem disſe Vebaand betragtedes ſom en Helligdomsſkjender[1], og blev fredløs. Lagretten udnævntes, ſom det ſynes, af Herſen; idetmindſte har man Vidnesbyrd om, at de tre Tylfter Dommere ved de tre Fylkers Thing i Gula i Begyndelſen af det 10de Aarhundrede udnævntes af de fornemſte Herſer i Hørdaland, Sogn og Fjordefylke[2]. Kongens og Drottnernes Indflydelſe ved Thinget var, ſom man lettelig vil ſee, aldeles afhængig af deres ſtørre eller mindre Magt og Indflydelſe ſom Høvdinger for et ſtørre eller mindre Følge; retsligt begrundet i Samfunds-Inſtitutionerne kunde den ikke være. At der ved Thingene i de ældſte Tider ej vel kunde finde nogen Forhandlinger eller Debatter Sted paa den Maade, ſom de nu foregaa, laa i de ſimple Forhold; det Hele har viſtnok indſkrænket ſig til et Forſlag eller et kort Foredrag fra en eller anden Høvding, og en ſimpel Antagelſe eller Forkaſtelſe, enkelte Gange maaſkee ledſaget af anbefalende eller misbilligende Ord. Bekræftelſen ved Vaabentag omtales ogſaa i vore gamle Love.

Sammenkaldelſen til Thing, ſom overhoved til alle almindelige Møder, ſkede fra de ældſte Tider af, ſaaledes ſom den endnu ſkeer, ved Omſendelſe af det ſaakaldte Bud (boð), der efter en vis beſtemt Orden blev baaret fra Gaard til Gaard ſaaledes at enhver Bonde kun havde at ſørge for at bringe det til ſin Granne, der da paa ſamme Maade bragte det videre. Til ſædvanlige Thing brugtes kun en almindelig Stok eller Stikke, hvoraf vort Budſtikke (i Sverige Budkaſle); til de overordentlige Thing, ſom ſammenkaldtes i Anledning af et begaaet Drab, brugtes en Orv eller Piil (ör), hvorfor ſlige Thing kaldtes Orvarthing.

11. Krigsforfatning.

De enkelte Hereders Foreninger til Fylker vare ej alene Foreninger til fælles Retsſikkerhed eller til Forſvar mod indre Fiender, men ogſaa Foreninger til Forſvar mod ydre Fiender. Man maa endog antage, at Fylkesforbundet ſom Krigsforbund er ældre end ſom Fredsforbund, ligeſom den perſonlige Forening af de enkelte indvandrende Familier er ældre end den territoriale. Om de ældſte Væbningsforhold handle vel ingen af vore

  1. Vargr i véum, ſom det hed.
  2. Egils Saga, Cap. 57.