Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/176

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
148
Thing.

ſtørre, hvilke ikke med Lethed i Haſt kunde ſammenkaldes, og ſom efter al Rimelighed for en ſtor Deel faldt ſammen med de ſtore Offerfeſter; mindre Thing kunde ifølge vor ældſte Lovgivning ogſaa ſammenkaldes paa enkelt Mands Opfordring[1]. Dette laa i vor Samfundsforfatnings Natur, da den var grundet paa frivillig Overeenskomſt; ethvert Medlem maatte have lige ſtor Ret til at fordre ſine Anliggender afgjorte ſaa ſnart ſom muligt. Den ældſte Beſkrivelſe over et germaniſk Thing finde vi atter hos Tacitus. „I mindre vigtige Sager“, heder det, „raadſlaa Drottnerne for ſig ſelv; i vigtigere derimod Alle, dog ſaaledes, at ogſaa de Sager, hvis Afgjørelſe tilkommer Folket, førſt behandles af Drottnerne. Naar der ikke tilfældigviis er indtruffet noget, ſom fordrer en øjeblikkelig Afgjørelſe, komme de ſammen paa beſtemte Dage, enten ved Ny- eller Fuld-Maane, thi disſe Tider anſees ſom de heldigſte at udføre Forretninger paa. Deres ubundne Frihed medfører den Ulempe, at de ikke alle indfinde ſig paa een Gang eller ſaaledes ſom de ere tilſagte, men baade to og tre Dage kunne gaa hen under de ſig Forſamlendes Nølen. De ſætte ſig bevæbnede ned, alt efterſom Mængden finder for godt. Taushed paalydes af Preſterne, ſom ved disſe Lejligheder ogſaa have Ret til at anvende Tvangsmidler. Derpaa fremtræder enten en Konge, eller en Drotten, og man lytter til hans Ord, alt efter hans Højbyrdighed, Krigshæder eller Veltalenhed, mere ſom den, der har Anſeelſe til at raade, end ſom den, der har Magt til at befale. Finder hans Mening ikke Bifald, da forkaſte de den ved Knurren; finder den Behag, da ſlaa de Spydene ſammen; thi den hæderligſte Maade at ſamtykke paa er ved Vaabentag. Paa Thinget kan man ogſaa fremføre Anklager og paaſtaa Dødsſtraf anvendt. … Paa disſe Thing vælges ogſaa Høvdinger (Herſer, Hundredmænd), ſom ſkifte Ret i Hereder og Landsbyer. Enhver af dem har hundrede Fælgeſvende, valgte blandt Folket, hvilke baade ere hans Raadgivere og underſtøtte hans Anſeelſe. De forhandle ingen enten offentlig eller privat Sag uden at være bevæbnede“[2]. Tacitus ſkildrer her nærmeſt Thingordningen, ſaaledes ſom den paa hans Tid var beſkaffen i Tydſkland, hvor allerede Følge-Inſtitutionen og med den Konge- og Drottne-Magten havde vundet et ſtørre Omraade; men Sammenkomſternes oprindelige, paa et fuldkomment Lighedsforhold grundede Charakteer ſkinner dog tydeligt nok gjennem hans Beſkrivelſe. Det er let at indſee, at den egentlige Præſident eller Foredragende i de ældſte Tider maa have været Herſen eller Fylkeren; og den Preſt, der paabød Taushed, eller, ſom vore Forfædre udtrykte ſig, „krævede Lyd“, var i Norge neppe nogen anden end Herſen eller Fylkeren ſelv. Med Thingets Aabning var

  1. Ældre Gul. Lov, Cap. 131. „Nu ſkal enhver kunne ſammenkalde Thing, der tykkes at behøve Thing“.
  2. Tacitus, Germ. Cap. 11, 12, 13.