større, hvilke ikke med Lethed i Hast kunde sammenkaldes, og som efter al Rimelighed for en stor Deel faldt sammen med de store Offerfester; mindre Thing kunde ifølge vor ældste Lovgivning ogsaa sammenkaldes paa enkelt Mands Opfordring[1]. Dette laa i vor Samfundsforfatnings Natur, da den var grundet paa frivillig Overeenskomst; ethvert Medlem maatte have lige stor Ret til at fordre sine Anliggender afgjorte saa snart som muligt. Den ældste Beskrivelse over et germanisk Thing finde vi atter hos Tacitus. „I mindre vigtige Sager“, heder det, „raadslaa Drottnerne for sig selv; i vigtigere derimod Alle, dog saaledes, at ogsaa de Sager, hvis Afgjørelse tilkommer Folket, først behandles af Drottnerne. Naar der ikke tilfældigviis er indtruffet noget, som fordrer en øjeblikkelig Afgjørelse, komme de sammen paa bestemte Dage, enten ved Ny- eller Fuld-Maane, thi disse Tider ansees som de heldigste at udføre Forretninger paa. Deres ubundne Frihed medfører den Ulempe, at de ikke alle indfinde sig paa een Gang eller saaledes som de ere tilsagte, men baade to og tre Dage kunne gaa hen under de sig Forsamlendes Nølen. De sætte sig bevæbnede ned, alt eftersom Mængden finder for godt. Taushed paalydes af Presterne, som ved disse Lejligheder ogsaa have Ret til at anvende Tvangsmidler. Derpaa fremtræder enten en Konge, eller en Drotten, og man lytter til hans Ord, alt efter hans Højbyrdighed, Krigshæder eller Veltalenhed, mere som den, der har Anseelse til at raade, end som den, der har Magt til at befale. Finder hans Mening ikke Bifald, da forkaste de den ved Knurren; finder den Behag, da slaa de Spydene sammen; thi den hæderligste Maade at samtykke paa er ved Vaabentag. Paa Thinget kan man ogsaa fremføre Anklager og paastaa Dødsstraf anvendt. … Paa disse Thing vælges ogsaa Høvdinger (Herser, Hundredmænd), som skifte Ret i Hereder og Landsbyer. Enhver af dem har hundrede Fælgesvende, valgte blandt Folket, hvilke baade ere hans Raadgivere og understøtte hans Anseelse. De forhandle ingen enten offentlig eller privat Sag uden at være bevæbnede“[2]. Tacitus skildrer her nærmest Thingordningen, saaledes som den paa hans Tid var beskaffen i Tydskland, hvor allerede Følge-Institutionen og med den Konge- og Drottne-Magten havde vundet et større Omraade; men Sammenkomsternes oprindelige, paa et fuldkomment Lighedsforhold grundede Charakteer skinner dog tydeligt nok gjennem hans Beskrivelse. Det er let at indsee, at den egentlige Præsident eller Foredragende i de ældste Tider maa have været Hersen eller Fylkeren; og den Prest, der paabød Taushed, eller, som vore Forfædre udtrykte sig, „krævede Lyd“, var i Norge neppe nogen anden end Hersen eller Fylkeren selv. Med Thingets Aabning var
