Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/175

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
147
Udvandring.

lade ſig gjøre, fik en Deling af Odelsgodſet tilvejebragt, og derpaa tiltraadte hver ſin Lod af dette.

Den ſtadige Syslen med Vaabenfærd, hvorved Agerbruget forſømtes i Forbindelſe med Landets lidet opdyrkede og opryddede Tilſtand, maatte hyppigt give Anledning til, at den dyrkede Jord ej forſlog til at nære Beboerne, eller at der, med andre Ord, indtraadte en Overbefolkning. Ved ſlig Lejlighed var det da iſær, at Udvandringslyſten indfandt ſig, og at det ovenfor (S. 130) anførte Tilfælde indtraf, at enkelte Høvdinger droge ud med Skarer af Ynglinger til fremmede Lande. De frankiſk-normanniſke Skribenters Fortælling om at Ynglingerne endog formelig bleve udſtedte eller nødſagede til at drage ud[1], er viſtnok grundet paa Sagn om ældgamle Vedtægter. Der antydes endog, at man i Tilfælde af Hungersnød dræbte dem, der ej vare iſtand til at ernære ſig ſelv[2]; Udſættelſesretten ſtod maaſkee og hermed i Forbindelſe, og endelig tydes der, ſkjønt viſtnok ikke i ret gamle Skrifter, hen paa en i de allerældſte Tider herſkende Skik, at gamle Folk, naar de følte Alderdomsſvagheden tiltage, ſelv fremſkyndte Døden ved at ſtyrte ſig ned af et højt Fjeld[3]. Disſe Levninger fra en raa forhiſtoriſk Tidsalder ſynes dog temmelig tidlig at være gangne af Brug, og kun dunkle Minder om dem at have levet hos Folket. Udvandringerne foregik i den hiſtoriſk bekjendte Tidsalder efter frit Valg, og Familiens ældſte Medlemmer nøde ligetil ſin Død den kjærligſte og ærbødigſte Behandling

10. Offentligt Liv. Folkeforſamlinger.

Der har ovenfor oftere været Anledning til at nævne vore Forfædres offentlige Forſamlinger eller Thing, hvor alle fælles Anliggender afgjordes, Retstrætter paadømtes og Love vedtoges. Allerede i Navnet ſkiller det virkelige „Thing“ ſig fra det blotte „Mot“ eller „Møde“, thi i Ordet „Thing“ ligger Begrebet af at „thinge“, d. e. forhandle og famtale, og det er dette, for alle germaniſke Folk, ſom det ſynes, fælles Ord, der ſenere i Middelalderens Latin gjengaves ved „parliamentum“ (af det franſke parler, tale). Fra de ældſte Tider af omtales Thing før mindre og ſtørre Kredſe, nemlig Heredsthing, Fjerdingsthing, Fylkesthing og flere Fylkers Thing, alt efterſom de Gjenſtande, der ſkulde forhandles, angik den mindre eller ſtørre Kreds. Disſe Thing have vel i Regelen været afholdte til beſtemte Tider, iſær de

  1. Se ovenfor S. 130.
  2. Olaf Tryggv. Saga Cap. 226. Jvf. Saxo, om Langobardernes Udvandring, S. 418.
  3. Gautreks Saga, Cap. 1. Det ſamme, eller noget lignende, fortæller Pomponius Mela om Hyperboræerne.