Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/175

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
147
Udvandring.

lade sig gjøre, fik en Deling af Odelsgodset tilvejebragt, og derpaa tiltraadte hver sin Lod af dette.

Den stadige Syslen med Vaabenfærd, hvorved Agerbruget forsømtes i Forbindelse med Landets lidet opdyrkede og opryddede Tilstand, maatte hyppigt give Anledning til, at den dyrkede Jord ej forslog til at nære Beboerne, eller at der, med andre Ord, indtraadte en Overbefolkning. Ved slig Lejlighed var det da især, at Udvandringslysten indfandt sig, og at det ovenfor (S. 130) anførte Tilfælde indtraf, at enkelte Høvdinger droge ud med Skarer af Ynglinger til fremmede Lande. De frankisk-normanniske Skribenters Fortælling om at Ynglingerne endog formelig bleve udstedte eller nødsagede til at drage ud[1], er vistnok grundet paa Sagn om ældgamle Vedtægter. Der antydes endog, at man i Tilfælde af Hungersnød dræbte dem, der ej vare istand til at ernære sig selv[2]; Udsættelsesretten stod maaskee og hermed i Forbindelse, og endelig tydes der, skjønt vistnok ikke i ret gamle Skrifter, hen paa en i de allerældste Tider herskende Skik, at gamle Folk, naar de følte Alderdomssvagheden tiltage, selv fremskyndte Døden ved at styrte sig ned af et højt Fjeld[3]. Disse Levninger fra en raa forhistorisk Tidsalder synes dog temmelig tidlig at være gangne af Brug, og kun dunkle Minder om dem at have levet hos Folket. Udvandringerne foregik i den historisk bekjendte Tidsalder efter frit Valg, og Familiens ældste Medlemmer nøde ligetil sin Død den kjærligste og ærbødigste Behandling

10. Offentligt Liv. Folkeforsamlinger.

Der har ovenfor oftere været Anledning til at nævne vore Forfædres offentlige Forsamlinger eller Thing, hvor alle fælles Anliggender afgjordes, Retstrætter paadømtes og Love vedtoges. Allerede i Navnet skiller det virkelige „Thing“ sig fra det blotte „Mot“ eller „Møde“, thi i Ordet „Thing“ ligger Begrebet af at „thinge“, d. e. forhandle og famtale, og det er dette, for alle germaniske Folk, som det synes, fælles Ord, der senere i Middelalderens Latin gjengaves ved „parliamentum“ (af det franske parler, tale). Fra de ældste Tider af omtales Thing før mindre og større Kredse, nemlig Heredsthing, Fjerdingsthing, Fylkesthing og flere Fylkers Thing, alt eftersom de Gjenstande, der skulde forhandles, angik den mindre eller større Kreds. Disse Thing have vel i Regelen været afholdte til bestemte Tider, især de

  1. Se ovenfor S. 130.
  2. Olaf Tryggv. Saga Cap. 226. Jvf. Saxo, om Langobardernes Udvandring, S. 418.
  3. Gautreks Saga, Cap. 1. Det samme, eller noget lignende, fortæller Pomponius Mela om Hyperboræerne.