Barbari, og den formildede og forskjønnede det Krigerliv, som Religion og Vedtægter forresten medførte.
Med det patriarchalske Familieliv var den meest udstrakte Gjestfrihed forbunden. Det ansaaes som en Skjændsel at vise den vejfarende Gjest, om han endog var aldeles fremmed og ukjendt, fra sin Dør, og selv Betlerne traadte uden Betænkelighed ind i Hallen, endog hos de fornemste Mænd, deeltoge i Maaltidet og fik Natteleje. I det daglige Samliv fandt den største Fortrolighed og Ligefremhed Sted, og endog Trællene synes her ikke i nogen væsentlig Grad at have staaet tilbage for Familiens fribaarne Medlemmer.
Fædrenemagten maa i de ældste Tider have været uindskrænket. Faderen havde Ret til at udsætte sit nyfødte Barn. Denne Ret blev heller ikke saa sjælden benyttet, men medførte ikke den Forestilling om Grusomhed, som den nu medfører, især da, som det synes, Udsættelsen som oftest skede saaledes at Barnet kunde blive fundet og opdraget af andre. Fædrenemagten medførte ogsaa Ret til at opfostre og antage i Søns Sted, hvem man vilde, og at æt-lede eller legitimere uegte Børn. Opfostringsvæsenet spillede overhoved en stor Rolle i Norden; den ene Ven viste den anden en Ære ved at opfostre hans Barn, og i Almindelighed betragtedes det som om den Opfostrende derved erklærede sig for ringere Mand end den anden. Baandet mellem Fosterfader og Fostersøn var i Regelen ligesaa sterkt, som mellem den virkelige Fader og Søn, ofte endog sterkere; Fostbrødre stode ligeledes i et fuldkommen Broderskabsforhold til hinanden, og dette Forhold kunde tvende Venner indgaa, om de end ej havde været opfostrede tilfælles. De tilsvore hinanden da Troskab med visse Højtideligheder, og kaldtes, foruden Fostbrødre, ogsaa Edbrødre eller svorne Brødre.
Ved Arv kan man oprindelig kun have tænkt paa Løsøret eller det rørlige Gods, der kunde skiftes mellem alle de Arveberettigede; Odelet var den hele Families Ejendom, og Familiens Medlemmer vare allerede fra Fødselen af Medejere deri. Repræsentationsretten som Familiens Hoved kunde naturligviis blot arves af een ad Gangen, og det laa derfor i Sagens Natur, at Odels-Arv og Løsøre-Arv forsaavidt maatte blive forskjellig. Arvens eller rettere Odelsbestyrelsens Tiltrædelse og den Afdødes Begravelse højtideligholdtes sædvanligviis ved et festligt Gilde (erfi), hvor den Afdødes Minde blev drukket og Løfter om Stordaad aflagte for den kommende Tid. Ved slig Lejlighed synes det ogsaa, som om enkelte Trælle bleve frigivne. Det tiltrædende Familiehoved opslog nu gjerne sin Bolig paa Hovedbølet, medens de øvrige Odelsbaarne deels opholdt sig hos ham, deels søgte at vinde sig Anseelse og selvstændig Ejendom ved at slutte sig til Kongers eller andre Drottners Følge; deels endelig ogsaa, hvor det kunde
