Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/174

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
146
Udſættelſe. Arv.

Barbari, og den formildede og forſkjønnede det Krigerliv, ſom Religion og Vedtægter forreſten medførte.

Med det patriarchalſke Familieliv var den meeſt udſtrakte Gjeſtfrihed forbunden. Det anſaaes ſom en Skjændſel at viſe den vejfarende Gjeſt, om han endog var aldeles fremmed og ukjendt, fra ſin Dør, og ſelv Betlerne traadte uden Betænkelighed ind i Hallen, endog hos de fornemſte Mænd, deeltoge i Maaltidet og fik Natteleje. I det daglige Samliv fandt den ſtørſte Fortrolighed og Ligefremhed Sted, og endog Trællene ſynes her ikke i nogen væſentlig Grad at have ſtaaet tilbage for Familiens fribaarne Medlemmer.

Fædrenemagten maa i de ældſte Tider have været uindſkrænket. Faderen havde Ret til at udſætte ſit nyfødte Barn. Denne Ret blev heller ikke ſaa ſjælden benyttet, men medførte ikke den Foreſtilling om Gruſomhed, ſom den nu medfører, iſær da, ſom det ſynes, Udſættelſen ſom ofteſt ſkede ſaaledes at Barnet kunde blive fundet og opdraget af andre. Fædrenemagten medførte ogſaa Ret til at opfoſtre og antage i Søns Sted, hvem man vilde, og at æt-lede eller legitimere uegte Børn. Opfoſtringsvæſenet ſpillede overhoved en ſtor Rolle i Norden; den ene Ven viſte den anden en Ære ved at opfoſtre hans Barn, og i Almindelighed betragtedes det ſom om den Opfoſtrende derved erklærede ſig for ringere Mand end den anden. Baandet mellem Foſterfader og Foſterſøn var i Regelen ligeſaa ſterkt, ſom mellem den virkelige Fader og Søn, ofte endog ſterkere; Foſtbrødre ſtode ligeledes i et fuldkommen Broderſkabsforhold til hinanden, og dette Forhold kunde tvende Venner indgaa, om de end ej havde været opfoſtrede tilfælles. De tilſvore hinanden da Troſkab med visſe Højtideligheder, og kaldtes, foruden Foſtbrødre, ogſaa Edbrødre eller ſvorne Brødre.

Ved Arv kan man oprindelig kun have tænkt paa Løsøret eller det rørlige Gods, der kunde ſkiftes mellem alle de Arveberettigede; Odelet var den hele Families Ejendom, og Familiens Medlemmer vare allerede fra Fødſelen af Medejere deri. Repræſentationsretten ſom Familiens Hoved kunde naturligviis blot arves af een ad Gangen, og det laa derfor i Sagens Natur, at Odels-Arv og Løsøre-Arv forſaavidt maatte blive forſkjellig. Arvens eller rettere Odelsbeſtyrelſens Tiltrædelſe og den Afdødes Begravelſe højtideligholdtes ſædvanligviis ved et feſtligt Gilde (erfi), hvor den Afdødes Minde blev drukket og Løfter om Stordaad aflagte for den kommende Tid. Ved ſlig Lejlighed ſynes det ogſaa, ſom om enkelte Trælle bleve frigivne. Det tiltrædende Familiehoved opſlog nu gjerne ſin Bolig paa Hovedbølet, medens de øvrige Odelsbaarne deels opholdt ſig hos ham, deels ſøgte at vinde ſig Anſeelſe og ſelvſtændig Ejendom ved at ſlutte ſig til Kongers eller andre Drottners Følge; deels endelig ogſaa, hvor det kunde