Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/162

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
134
Thegner.

siden de jure blev Folkets Herrer. Det er merkeligt nok, at vore Oldsagn fornemmelig sætte Kongenavnets Oprindelse i Forbindelse med Dan og Danp, altsaa med Hleidrekongernes Rige, i hvilket, som vi have seet, gotisk Kultur var forherskende. Thi ogsaa Tacitus siger udtrykkeligt om Goterne, at de regjeredes af en Konge, allerede noget strengere end de øvrige Germaner. Heraf skulde man formode, at de egentlige Kongeriger i Norden først oprettedes af Goterne, og at de øvrige Nationer siden fulgte deres Exempel. Dette bliver i og for sig ej usandsynligt, naar man overvejer, hvorledes Goterne ogsaa i andre Henseender synes at have været forud for de øvrige Germaner i Dannelse, og ligesom at have viist dem den Vej, de i deres videre Kultur-Udvikling havde at betræde[1].

Hvor en Konge herskede med anerkjendt Myndighed, kunde man saaledes med Hensyn til ham inddele de fribaarne Indbyggere i to Klasser, de, som ikke stode i noget Afhængighedsforhold til ham, uden forsaavidt de erkjendte ham som Folkets Regent, og de, der vare hans haandgangne Mænd. De første bleve i Almindelighed, som det synes, kaldte Kongens Thegner, et Navn, der oprindeligt lader til at have betegnet „et Sverd“ (saaledes endnu det tydske „Degen“), siden en „Kriger“, men som i vore Oldskrifter aldrig bruges, uden i Betydningen „fri undersaat“, deels i Forhold til Kongen, deels lige overfor de Ufrie eller Trællene[2]. Hvor derimod Forholdene vare indviklede, nemlig hvor en ældre Befolkning var undertvungen, der laa det i Sagens Natur, at man ved „Thegn“ ej alene forstod „en Undersaat“, men en Undersaat af den højere Klasse, der igjen havde flere Undergivne under sin Raadighed, eller at Thegnerne optraadte som en Art af Odel lige overfor Efterkommerne af den undertvungne Befolkning. I denne Betydning toges Navnet (þegen, þen) blandt Angelsaxerne, og dette oplyser igjen, deels hvad man og ellers finder omtalt, at Angelsaxerne virkelig maa have fordeelt beboede Grundstykker mellem sig, deels at Angelsaxernes Besiddelsestagelse af

  1. Endog Snorres Ord om den af Dan indførte Begravelsesmaade blive her af en særegen Betydning. Det heder, at han, tvertimod den ældgamle (af Odin indførte) Skik, at Ligene skulde brændes, lod sig højlægge ubrændt med Hest og Vaaben, og at fornemme Mænd sidenefter fulgte denne Skik. Men denne Begravelsesmaade er alene den, som Frauja-Dyrkelsen synes at have medført, eller den gotiske, der fornemmelig i Danmark, efter de undersøgte Grave at dømme, synes at have været den sædvanlige, og følgelig ogsaa viser sig som udgaaen fra Goterne.
  2. I vore ældre Love og Retsakter tales der hyppigt om „Thegngilde“, eller den Bod, som en Thegns Drabsmand havde at betale til Kongen, fordi han berøvede ham en Undersaat; og den islandske Skald Egil Skallagrimssøn, berømmer i et Kvad sin afdøde Søn, fordi der i ham var „et daarligt Evne til en Thegn“ (ills þegns efni vaxit), det vil sige, han var for stolt og frisindet til at ville adlyde nogen Konge. Ligeledes heder det ofte i Love og Sagaen þegn ok þræll d. e. „Fri og Ufri“.