Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/162

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
134
Thegner.

ſiden de jure blev Folkets Herrer. Det er merkeligt nok, at vore Oldſagn fornemmelig ſætte Kongenavnets Oprindelſe i Forbindelſe med Dan og Danp, altſaa med Hleidrekongernes Rige, i hvilket, ſom vi have ſeet, gotiſk Kultur var forherſkende. Thi ogſaa Tacitus ſiger udtrykkeligt om Goterne, at de regjeredes af en Konge, allerede noget ſtrengere end de øvrige Germaner. Heraf ſkulde man formode, at de egentlige Kongeriger i Norden førſt oprettedes af Goterne, og at de øvrige Nationer ſiden fulgte deres Exempel. Dette bliver i og for ſig ej uſandſynligt, naar man overvejer, hvorledes Goterne ogſaa i andre Henſeender ſynes at have været forud for de øvrige Germaner i Dannelſe, og ligeſom at have viiſt dem den Vej, de i deres videre Kultur-Udvikling havde at betræde[1].

Hvor en Konge herſkede med anerkjendt Myndighed, kunde man ſaaledes med Henſyn til ham inddele de fribaarne Indbyggere i to Klasſer, de, ſom ikke ſtode i noget Afhængighedsforhold til ham, uden forſaavidt de erkjendte ham ſom Folkets Regent, og de, der vare hans haandgangne Mænd. De førſte bleve i Almindelighed, ſom det ſynes, kaldte Kongens Thegner, et Navn, der oprindeligt lader til at have betegnet „et Sverd“ (ſaaledes endnu det tydſke „Degen“), ſiden en „Kriger“, men ſom i vore Oldſkrifter aldrig bruges, uden i Betydningen „fri underſaat“, deels i Forhold til Kongen, deels lige overfor de Ufrie eller Trællene[2]. Hvor derimod Forholdene vare indviklede, nemlig hvor en ældre Befolkning var undertvungen, der laa det i Sagens Natur, at man ved „Thegn“ ej alene forſtod „en Underſaat“, men en Underſaat af den højere Klasſe, der igjen havde flere Undergivne under ſin Raadighed, eller at Thegnerne optraadte ſom en Art af Odel lige overfor Efterkommerne af den undertvungne Befolkning. I denne Betydning toges Navnet (þegen, þen) blandt Angelſaxerne, og dette oplyſer igjen, deels hvad man og ellers finder omtalt, at Angelſaxerne virkelig maa have fordeelt beboede Grundſtykker mellem ſig, deels at Angelſaxernes Beſiddelſestagelſe af

  1. Endog Snorres Ord om den af Dan indførte Begravelſesmaade blive her af en ſæregen Betydning. Det heder, at han, tvertimod den ældgamle (af Odin indførte) Skik, at Ligene ſkulde brændes, lod ſig højlægge ubrændt med Heſt og Vaaben, og at fornemme Mænd ſidenefter fulgte denne Skik. Men denne Begravelſesmaade er alene den, ſom Frauja-Dyrkelſen ſynes at have medført, eller den gotiſke, der fornemmelig i Danmark, efter de underſøgte Grave at dømme, ſynes at have været den ſædvanlige, og følgelig ogſaa viſer ſig ſom udgaaen fra Goterne.
  2. I vore ældre Love og Retsakter tales der hyppigt om „Thegngilde“, eller den Bod, ſom en Thegns Drabsmand havde at betale til Kongen, fordi han berøvede ham en Underſaat; og den islandſke Skald Egil Skallagrimsſøn, berømmer i et Kvad ſin afdøde Søn, fordi der i ham var „et daarligt Evne til en Thegn“ (ills þegns efni vaxit), det vil ſige, han var for ſtolt og friſindet til at ville adlyde nogen Konge. Ligeledes heder det ofte i Love og Sagaen þegn ok þræll d. e. „Fri og Ufri“.