Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/161

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
133
Kongetitel.

ved en ſaadan Beſiddelſestagelſe gik til i et allerede ſterkt befolket Land, f. Ex. i Gallien, da Frankerne bleve dets Herrer, og i de Egne af Tydſkland, hvor de indvandrende Germaner allerede fandt keltiſke Nationer boſatte. Her maatte den af os allerede ovenfor (S.115) antydede Ordning af Forholdene indtræde, at nemlig de paa ethvert Grundſtykke boſatte Jorddyrkere fulgte med Grundſtykkerne ſom hørige, maaſkee endog ſom Livegne, medens de enkelte haandgangne Mænd eller Baroner hver for ſig optraadte ſom Herrer eller Odelsmænd. Forſaavidt der fandtes Stæder, ſom f. Ex. i det aldeles romaniſerede Gallien, da bleve disſe de ſædvanlige Tilflugtsſteder for dem, der for Invaſionen udgjorde den egentlige højere Klasſe, og her kunde de idetmindſte en Tidlang leve nogenledes uforſtyrrede, da Germanerne, ſom ikke yndede Bylivet, rimeligviis bedſt fandt ſin Regning ved at lade dem tilkjøbe ſig Rolighed ved betydelige Afgifter. Af denne Stad-Befolkning der efterhaanden forøgedes med enkelte indflyttede Medlemmer af Jorddyrkerklasſen, udviklede ſig i Tidens Løb i disſe Lande den ſaakaldte Tredieſtand eller Borgerſtand ligeoverfor Adelſtanden.

Hvor altſaa Følge-Inſtitutionen frembragte hele Riger, maatte Statsforfatningen blive feudaliſtiſk, og der kunde naturligviis Odels-Inſtitutionen ikke komme til Udvikling. Hvor Følge-Inſtitutionen derimod kun var tilſtede i ſin oprindelige, beſkednere Skikkelſe, ſom i Norge i den tidligere Periode, der maatte Odels-Inſtitutionen blive den forherſkende, og Følge-Inſtitutionen ſelv antage en Charakteer, der var fordragelig med Odels-Inſtitutionen. Her var det ſaaledes heel tænkeligt, at en Odelsmand, naar han forreſten intet havde imod at give Slip paa ſin perſonlige Uafhængighed, eller naar han antog at kunne erhverve ſtørre Magt og Anſeelſe under en Høvdings Beſkyttelſe, ſluttede ſig til denne og blev hans haandgangne Mand. Og forſaavidt denne Høvding beſad ſaa ſtore Landejendomme, at han kunde bortforlene enkelte Dele deraf, maatte der kunne være Haulder eller Odelsmænd, ſom ved Siden af deres private Odelsgods tillige beſad Lehnsgods, for hvilket de vare deres Høvdinger visſe Tjeneſter eller Afgifter pligtige. Det kom nu kun an paa, hvilken af disſe to Interesſer, Odels- eller Lehns-Interesſen, der blev den overvejende i Fylket. Lykkedes det en Konge, paa denne Maade at knytte Fleerheden af de mægtigſte Odelsmænd til ſig, blev han i Virkeligheden Fylkets Herre.

Naar det i Norden blev det ſædvanlige, at Kongetitelen ved en ſtiltiende Vedtægt ſmeltede ſammen med Herſkerværdigheden i de enkelte Fylker, lader ſig vanſkeligt beſtemme. Vi have ovenfor antydet, at Kongetitelen ſelv neppe opkom førend efterat Drottnerne havde begyndt at gjøre mere udſtrakte Erobringstog; og det kan blot have været den uforholdsmæsſige ſtore Magt og Rigdom, flere fra ſlige Tog hjemvendende Konger havde erhvervet, ſom hjemme gav dem en ſaadan Overvægt, at de førſt de facto,