Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/160

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
132
Lehn, Feudalbeſiddelſe.

ſtemmelſer om at Kongen, ligeſaavel ſom Jarlen og Lendermanden, ſkulde fordrives, naar han ulovligt gjorde „Atfør“ (voldelig Hjemſøgelſe) hos nogen Mand.

Det er ovenfor omtalt, at Æren for vundne Sejre tilkom Høvdingen, og at Byttet deeltes under hans Opſigt. Alt, hvad der erhvervedes, erhvervedes for ham, og alt, hvad hans Mænd modtoge, modtoge de kun ved hans Godhed, hvorfor enhver ſaadan Gave i Middelalderens Latin ogſaa kaldtes beneficium, d. e. Velgjerning, og, naar dens Gjenſtand var Grundſtykker, blot betragtedes ſom et Laan („lén“, Tydſk „Lehen“, hvoraf vort „Lehn“), af hvilke Høvdingen fremdeles vedblev at være Ejer, medens Modtageren kun blev dets Bruger, imod at forpligte ſig til visſe Ydelſer, og fornemmelig til at underholde et viſt Antal Stridsmænd, med hvilke han ſelv paa Høvdingens Opfordring i Krigstilfælde havde at møde frem og gjøre Tjeneſte i Høvdingens Hær. Et ſaadant Lehn var oprindelig ikke arveligt, men ſkulde, hvad ogſaa Sagens egen Natur tilſiger, falde tilbage til Høvdingen ved Beſidderens Død; det var førſt ſildigere Tiders Misbrug, ſom gjorde Lehnene arvelige, eller i Virkeligheden forvandlede dem fra blotte Lehn til fuldſtændig Ejendom. Ifølge den oprindelige Lehnsforfatning var Lehnsbeſidderen ſaaledes ikke egentlig Ejer af den hele Herlighed (al-auðr, alód); han nød kun godt af dets Afkaſtning i Gods eller Pengeværdi, (fé–auð, féód), og derfor er i Middelalderens Latin feodum eller feudum (Franſk fief) blevet den almindelige Benævnelſe paa et Lehn. Beſiddelſe af et Lehn var ſaaledes ganſke modſat Beſiddelſe af et Odel. Det førſte var oprindelig kun Brugsret, den ſidſte fuldkommen Ejendom; og om hiin endogſaa i Tidens Løb var gaaen over til at blive Ejendom eller ſaagodtſom Ejendom, udlededes denne Ejendom dog ikke fra Beſidderens egen oprindelige Ret, men fra Høvdingens, medens derimod Odelet tilhørte Beſidderen og hans Familie ifølge den ſamme oprindelige Adkomſt, der gjorde Høvdingen til den egentlige Ejer af Lehnet[1].

Dette er altſaa den ſtore Forſkjel mellem Odelsbeſiddelſe og Feudalbeſiddelſe; begge ere lige oprindelig germaniſke, men den førſte forudſætter en oprindeligere Fordeling af Jordegodſet mellem et heelt paa een Gang indvandrende, eller efterhaanden ſig nedſættende, Folk; den ſidſte forudſætter en Erobring eller Beſiddelſestagelſe ved en af haandgangne Mænd ledſaget Drottinn eller Konge. Feudalforfatningens Tilværelſe i et Land er altſaa et umiddelbart Vidnesbyrd om at en ſaadan Beſiddelſestagelſe eengang i Tiden har fundet Sted; den antyder ſaaledes et beſtemt hiſtoriſk Faktum, der ved Underſøgelſen af de germaniſke Nationers Udbredelſe og Vandringer bliver af ſærdeles Vigtighed. Man kan let foreſtille ſig, hvorledes det

  1. I England, hvor Beſiddelſen er grundet paa Feudalret, betragtes endnu i ſtreng juridiſk Forſtand Dronningen ſom Ejer af det hele Land, og de enkelte Grundſtykker kun ſom om de af hende vare givne i Lehn til deres egentlige Ejere.