stemmelser om at Kongen, ligesaavel som Jarlen og Lendermanden, skulde fordrives, naar han ulovligt gjorde „Atfør“ (voldelig Hjemsøgelse) hos nogen Mand.
Det er ovenfor omtalt, at Æren for vundne Sejre tilkom Høvdingen, og at Byttet deeltes under hans Opsigt. Alt, hvad der erhvervedes, erhvervedes for ham, og alt, hvad hans Mænd modtoge, modtoge de kun ved hans Godhed, hvorfor enhver saadan Gave i Middelalderens Latin ogsaa kaldtes beneficium, d. e. Velgjerning, og, naar dens Gjenstand var Grundstykker, blot betragtedes som et Laan („lén“, Tydsk „Lehen“, hvoraf vort „Lehn“), af hvilke Høvdingen fremdeles vedblev at være Ejer, medens Modtageren kun blev dets Bruger, imod at forpligte sig til visse Ydelser, og fornemmelig til at underholde et vist Antal Stridsmænd, med hvilke han selv paa Høvdingens Opfordring i Krigstilfælde havde at møde frem og gjøre Tjeneste i Høvdingens Hær. Et saadant Lehn var oprindelig ikke arveligt, men skulde, hvad ogsaa Sagens egen Natur tilsiger, falde tilbage til Høvdingen ved Besidderens Død; det var først sildigere Tiders Misbrug, som gjorde Lehnene arvelige, eller i Virkeligheden forvandlede dem fra blotte Lehn til fuldstændig Ejendom. Ifølge den oprindelige Lehnsforfatning var Lehnsbesidderen saaledes ikke egentlig Ejer af den hele Herlighed (al-auðr, alód); han nød kun godt af dets Afkastning i Gods eller Pengeværdi, (fé–auð, féód), og derfor er i Middelalderens Latin feodum eller feudum (Fransk fief) blevet den almindelige Benævnelse paa et Lehn. Besiddelse af et Lehn var saaledes ganske modsat Besiddelse af et Odel. Det første var oprindelig kun Brugsret, den sidste fuldkommen Ejendom; og om hiin endogsaa i Tidens Løb var gaaen over til at blive Ejendom eller saagodtsom Ejendom, udlededes denne Ejendom dog ikke fra Besidderens egen oprindelige Ret, men fra Høvdingens, medens derimod Odelet tilhørte Besidderen og hans Familie ifølge den samme oprindelige Adkomst, der gjorde Høvdingen til den egentlige Ejer af Lehnet[1].
Dette er altsaa den store Forskjel mellem Odelsbesiddelse og Feudalbesiddelse; begge ere lige oprindelig germaniske, men den første forudsætter en oprindeligere Fordeling af Jordegodset mellem et heelt paa een Gang indvandrende, eller efterhaanden sig nedsættende, Folk; den sidste forudsætter en Erobring eller Besiddelsestagelse ved en af haandgangne Mænd ledsaget Drottinn eller Konge. Feudalforfatningens Tilværelse i et Land er altsaa et umiddelbart Vidnesbyrd om at en saadan Besiddelsestagelse eengang i Tiden har fundet Sted; den antyder saaledes et bestemt historisk Faktum, der ved Undersøgelsen af de germaniske Nationers Udbredelse og Vandringer bliver af særdeles Vigtighed. Man kan let forestille sig, hvorledes det
- ↑ I England, hvor Besiddelsen er grundet paa Feudalret, betragtes endnu i streng juridisk Forstand Dronningen som Ejer af det hele Land, og de enkelte Grundstykker kun som om de af hende vare givne i Lehn til deres egentlige Ejere.
