Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/159

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
131
Hirdmænd, Huuskarle.

(Angels. gesíðas) d. e. Følgesvende, hvoraf „Hofsinder“; Sverdtagere fordi de sædvanligviis fæstede sig i Tjenesten ved at modtage et Sverd af Drottnen, eller ved at aflægge Ed paa et af ham fremrakt Sverd; og endelig slet og ret Høvdingens Mænd, fordi de fra det Øjeblik de gik i hans Tjeneste, vare afhængige af ham, og forpligtede til at følge og lyde ham[1]. Det er let at indsee, at det Afhængighedsforhold, hvori disse Huuskarle stode til Høvdingen, paa en vis Maade gjorde dem ufrie, og derved under sædvanlige Omstændigheder kunde betage dem den Anseelse, der ellers maatte være bleven dem som frie Krigere til Deel. Men den Glands, der fra Høvdingen selv udbredte sig over det hele Følge, den Ære, de indlagde sig, og de Rigdomme, de samlede paa deres Krigertog, opvejede som oftest mangefold hiin Ulempe, og derfor siger allerede Tacitus: „det er ingen Skam at vise sig i de haandgangne Mænds Skare“. Vel fandtes der hos enkelte frisindede Mænd, der aldrig paa denne Maade vilde give Slip paa deres Uafhængighed og erklærede, ingensinde at ville blive nogen anden Mands „Mand“, men slige Mænd hørte dog, som man maa formode, til de sjældnere Undtagelser. Med en saadan Skare omkring sig maatte derimod Drottnen eller Kongen selv erhverve en uforholdsmæssig Magt inden sit Fylke, og et Slags Herredømme maatte temmelig snart blive ham til Deel. Det er dog ingenlunde vist, at de Smaakonger, vore ældre historiske Sagn omtale som Konger i dette eller hiint Fylke, virkelig ogsaa vare Konger over Fylket, og ikke snarere fornemme Mænd med Kongetitel, der boede i Fylket. Det er endog et Spørgsmaal, om de ældre Fylkekonger, naar alt kommer til alt, førte Titel af Konger, og om ikke snarere denne Titel er tillagt dem af senere Forfattere, medens de selv nøjedes med den beskednere Titel af „fylkir“. Saameget er vist, at Kongedømmet i Norge ikke var opstaaet af eller ved, men kun ved Siden af den egentlige patriarchalske Samfundsorden, og at Kongemagtens Anseelse først begynder med de større – tildeels ved Vaabenmagt bevirkede – territoriale Erhvervelsen. Og Kongens oprindelige Stilling ikke som Regent, men kun som den ypperste i Rang, aabenbarer sig allerbedst deri, at ogsaa for ham en vis „Ret“ eller Bod var bestemt (se nedenfor S. 143), og tillige i den ældre Frostathingslovs Be-

  1. Da Kong Ædhelstan i England have berørt det Sverd, Kong Harald Haarfagre i Norge sendte ham som Gave, udraabte Hauk Haabrok: „nu er du Kong Haralds Mand, siden du tog ved hans Sverd“. Snorre Har. Haarf. Saga Cap. 41. I Middelalderens Latin gjengaves dette „Mand“ ved „homo“, og deraf dannedes igjen homagium ɔ: den Handling at erkjende sig som Ens „Mand“, Hyldest, deraf det franske homage. Istedetfor homo bruges ogsaa undertiden Ordet baro (ɔ: Mand), hvoraf „Baroner“, oprindelig kun „Mand“, haandgangne Mænd. I Spansk og Portugisisk betyder baron eller varon endog slet og ret „Mand“.