Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/159

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
131
Hirdmænd, Huuskarle.

(Angelſ. gesíðas) d. e. Følgeſvende, hvoraf „Hofſinder“; Sverdtagere fordi de ſædvanligviis fæſtede ſig i Tjeneſten ved at modtage et Sverd af Drottnen, eller ved at aflægge Ed paa et af ham fremrakt Sverd; og endelig ſlet og ret Høvdingens Mænd, fordi de fra det Øjeblik de gik i hans Tjeneſte, vare afhængige af ham, og forpligtede til at følge og lyde ham[1]. Det er let at indſee, at det Afhængighedsforhold, hvori disſe Huuskarle ſtode til Høvdingen, paa en vis Maade gjorde dem ufrie, og derved under ſædvanlige Omſtændigheder kunde betage dem den Anſeelſe, der ellers maatte være bleven dem ſom frie Krigere til Deel. Men den Glands, der fra Høvdingen ſelv udbredte ſig over det hele Følge, den Ære, de indlagde ſig, og de Rigdomme, de ſamlede paa deres Krigertog, opvejede ſom ofteſt mangefold hiin Ulempe, og derfor ſiger allerede Tacitus: „det er ingen Skam at viſe ſig i de haandgangne Mænds Skare“. Vel fandtes der hos enkelte friſindede Mænd, der aldrig paa denne Maade vilde give Slip paa deres Uafhængighed og erklærede, ingenſinde at ville blive nogen anden Mands „Mand“, men ſlige Mænd hørte dog, ſom man maa formode, til de ſjældnere Undtagelſer. Med en ſaadan Skare omkring ſig maatte derimod Drottnen eller Kongen ſelv erhverve en uforholdsmæsſig Magt inden ſit Fylke, og et Slags Herredømme maatte temmelig ſnart blive ham til Deel. Det er dog ingenlunde viſt, at de Smaakonger, vore ældre hiſtoriſke Sagn omtale ſom Konger i dette eller hiint Fylke, virkelig ogſaa vare Konger over Fylket, og ikke ſnarere fornemme Mænd med Kongetitel, der boede i Fylket. Det er endog et Spørgsmaal, om de ældre Fylkekonger, naar alt kommer til alt, førte Titel af Konger, og om ikke ſnarere denne Titel er tillagt dem af ſenere Forfattere, medens de ſelv nøjedes med den beſkednere Titel af „fylkir“. Saameget er viſt, at Kongedømmet i Norge ikke var opſtaaet af eller ved, men kun ved Siden af den egentlige patriarchalſke Samfundsorden, og at Kongemagtens Anſeelſe førſt begynder med de ſtørre – tildeels ved Vaabenmagt bevirkede – territoriale Erhvervelſen. Og Kongens oprindelige Stilling ikke ſom Regent, men kun ſom den ypperſte i Rang, aabenbarer ſig allerbedſt deri, at ogſaa for ham en vis „Ret“ eller Bod var beſtemt (ſe nedenfor S. 143), og tillige i den ældre Froſtathingslovs Be-

  1. Da Kong Ædhelſtan i England have berørt det Sverd, Kong Harald Haarfagre i Norge ſendte ham ſom Gave, udraabte Hauk Haabrok: „nu er du Kong Haralds Mand, ſiden du tog ved hans Sverd“. Snorre Har. Haarf. Saga Cap. 41. I Middelalderens Latin gjengaves dette „Mand“ ved „homo“, og deraf dannedes igjen homagium ɔ: den Handling at erkjende ſig ſom Ens „Mand“, Hyldeſt, deraf det franſke homage. Iſtedetfor homo bruges ogſaa undertiden Ordet baro (ɔ: Mand), hvoraf „Baroner“, oprindelig kun „Mand“, haandgangne Mænd. I Spanſk og Portugiſiſk betyder baron eller varon endog ſlet og ret „Mand“.