Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/158

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
130
Udvandring.

Følgeſvende med Navnet „Konge“. Hiin Trang maatte fornemmelig opſtaa, naar den ovenfor (S. 114) omtalte Overbefolkning indtraadte, eller naar det ſaa at ſige var nødvendigt at vandre ud i ſluttede Krigerhobe. Slige Hobe, anførte af „Drottner“, drog da ud paa Tog, fra hvilke de vel undertiden kom hjem med et berømt Navn, mange Rigdomme og Kongetitel for deres Høvding, men ogſaa ofte ſlet ikke vendte tilbage, idet de underlagde ſig fremmede Lande og oprettede nye Riger, ſom Frankernes, Anglernes, Burgundernes, Vandalernes[1]. Vi maa endog være berettigede til at antage, at hvorſomhelſt man i de ældſte Tider ſeer et germaniſk Folk optræde under Konger udenfor ſit oprindelige Fædreland, der har et ſaadant Forhold, ſom det her ſkildrede, fundet Sted. Og navnlig vil det af det her Udviklede blive end mere indlyſende, hvad der ovenfor er yttret om Erulerne, at de nemlig ikke vare noget eget Folk, men alene Skarer af Krigere (jarlar), der hjemſøgte fremmede Lande under Anførſel af Høvdinger, hvilke forſaavidt de vare kongebaarne, førte Kongetitel, men ellers blot kaldtes Drottner[2].

Foruden Fællesnavnet „Drott“ var der ogſaa mange andre Navne, hvormed de haandgangne Mænd betegnedes; i Norden var det ſædvanligt at kalde dem Hirdmænd, fordi de bevogtede deres Herre, og deres Skare Hirden[3]; de kaldtes ogſaa Verdunger (angelſ. veorðungas) fordi de fik Sold; Huuskarle, fordi de opholdt ſig i Drottnens Huus; Sinnar

  1. De frankiſke og normanniſke Forfattere fortælle omſtændeligt, hvorledes det i Norden gik til ved en ſaadan Udvandring, nemlig at man, naar Landet blev overbefolket, nødte en heel Deel af de unge Mænd, udvalgte ved Lodkaſtning, til at forlade Fædrelandet og erobre ſig nye Bopæle. Saaledes Dudo (c. 990): Exuberantes, atque terram, quam incolunt, habitare non sufficientes, collecta sorte multitudine pubescentium, veterrimo ritu in externa regna extruduntur nationum, ut adquirant sibi procliando regna, quibus vivere possint pace perpetua (Duchêne, p. 62). En ældre Forfatter (fra c. 940), ſiger endog at disſe Udfejelſer ſkede hvert 5te Aar: Quoniam Danorum tellus insufficiens est, moris est apud illos, ut per singula lustra multitudo non minima, dictante sortis eventu, a terra sua exulet, et in alienis terris mansionem sibi quoquo modo ad propria non reversura vindicet. (Tract. de reversione B. Martini in Burgundia, d’Achéry spicileg. Vol. 3). Og William af Jumièges omtaler endog en Lov, ifølge hvilken Faderen drev alle ſine voxne Sønner fra ſig, for at de kunde ſøge deres Lykke paa bedſte Maade, idet han kun beholdt een tilbage ſom Arving.
  2. Prokops Beretning om at det efter Slaget med Langobarderne faldt Erulerne ind ingen Konge at have, forklares beſt ſaaledes: at de da tilfældigviis ikke havde nogen kongebaaren Mand i deres egen Midte, og maatte derfor ſende Bud til Norden efter en ſaadan. Paul Warnefried beretter om den førſte langobardiſke Konge Agelmund, at han nedſtammede ex prosapia „Guningorum, quæ apud ees generosior habebantur“, (I. 14). Det er højſt rimeligt, at man her ſkal læſe Cuningorum, og at Forf. altſaa kun har villet betegne Agelmund ſom kongebaaren.
  3. Af at hirða, bevare, hvoraf hirðir, Hyrde.