Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/157

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
129
Drottner.

for at vinde Lande“, at „ſønderhugge Bauger“, med andre Ord, hvorledes Jarlen, uden at bære Kongenavn, optræder ſom Følgehøvding. Kongenavnet knyttes førſt, ſom det ſynes, til mere omfattende Tog, iſær til Søs, Erobringen af ſtørre Lande „bedre Odel“, i Lighed med hvad Dan og Danp havde udrettet. Det var altſaa Krigsbedrifter udenfor Fædrelandet, eller rettere udenfor ſit eget Thjod, der allerførſt berettigede den jarlbaarne Høvding til at lade ſig hilſe med Kongenavn. Her giver Snorre os i Ynglinga-Saga en fortrinlig Oplysning. Han ſiger, „at Kong Dyggve i Uppſala var den førſte af Ynglinge-Ætten, der blev kaldt Konge, thi forhen kaldtes Fyrſten kun Drottinn, hans Huſtru Drottning, og hans Følge Drott“[1]. Vi have her ſaaledes det egentlige germaniſke Ord paa hvad Tacitus kalder principes, og vi gjenfinde det derhos i det angelſaxiſke dryhten, ligeſom det gotiſke gadrauhts i Betydningen af „Kriger“ vidner om, at ogſaa Goterne have haft et tilſvarende drauhtins. Snorre ſætter denne Beretning om Dyggve aabenbart i Forbindelſe med Rigsmaal, idet han ſom Dyggves Moder nævner Drott, Syſter af Kong Dan den Overmodige, efter hvilken Danmark har faaet ſit Navn, og Datter af Danp, Søn af Rig, der førſt blev kaldt Konge blandt danſktalende Folk, og hvis Ætmænd ſiden brugte Kongenavnet ſom den fornemſte Fyrſtetitel[2]. Viſtnok maa dette være en Misforſtaaelſe af Snorre, eller denne maa have benyttet en anden Bearbejdelſe af Rigsmaal end den, vi nu kjende, thi i denne fremtræder Rig Jarl ikke ſom Konge, og hans Søn, Kon den unge, ſom en fra Dan og Danp aldeles forſkjellig Perſonlighed. Men hvorledes dette nu end forholder ſig, ſaa er det dog aldeles tydeligt, at Kongenavnet efter vore Forfædres Sagn og Foreſtillinger ſkyldte Danmarks foregivne Underkaſtelſe og det danſke Monarchies Oprettelſe ved Dan, hvorom ogſaa danſke Oldſkrifter have meget at fortælle, ſin Oprindelſe: med andre Ord, at det hidrørte fra det førſte mere omfattende Erobringstog om hvilket deres ældgamle Sagn vidſte at berette.

Ville vi nu ſimpelthen fremſætte de Grundanſkuelſer om Samfundsudviklingen og Kongemagtens Oprindelſe, der i Rigsmaal og de af Snorre meddeelte Oplysninger gjøre ſig gjeldende, ſaa bliver det disſe. Da Landets Opdyrkning var ſaa vidt fremſkreden, at Karlen havde hævet ſig til at blive Hauld, følte ogſaa Jarlen eller den af Krigere omgivne Drottinn Trang til at hæve ſig op til et endnu højere Trin ved at foretage ſtørre Erobringstog, og hilſedes da, forſaavidt han var af fornem Byrd, af ſine

  1. Ordet er dannet af„driugan“, angelſaxiſk dreógan, d. e. „udholde“, „formaa“, gjøre Tjeneſte; i oldnorſk bruges det afledede drýgja; ligeſom ogſaa drjúgr (drøj) hører til ſamme Stamme. Drótt har alſtaa oprindeligt betydet: „den udholdende, tjenende Skare“.
  2. Snorre, Yngl. S. Cap. 20.