for at vinde Lande“, at „sønderhugge Bauger“, med andre Ord, hvorledes Jarlen, uden at bære Kongenavn, optræder som Følgehøvding. Kongenavnet knyttes først, som det synes, til mere omfattende Tog, især til Søs, Erobringen af større Lande „bedre Odel“, i Lighed med hvad Dan og Danp havde udrettet. Det var altsaa Krigsbedrifter udenfor Fædrelandet, eller rettere udenfor sit eget Thjod, der allerførst berettigede den jarlbaarne Høvding til at lade sig hilse med Kongenavn. Her giver Snorre os i Ynglinga-Saga en fortrinlig Oplysning. Han siger, „at Kong Dyggve i Uppsala var den første af Ynglinge-Ætten, der blev kaldt Konge, thi forhen kaldtes Fyrsten kun Drottinn, hans Hustru Drottning, og hans Følge Drott“[1]. Vi have her saaledes det egentlige germaniske Ord paa hvad Tacitus kalder principes, og vi gjenfinde det derhos i det angelsaxiske dryhten, ligesom det gotiske gadrauhts i Betydningen af „Kriger“ vidner om, at ogsaa Goterne have haft et tilsvarende drauhtins. Snorre sætter denne Beretning om Dyggve aabenbart i Forbindelse med Rigsmaal, idet han som Dyggves Moder nævner Drott, Syster af Kong Dan den Overmodige, efter hvilken Danmark har faaet sit Navn, og Datter af Danp, Søn af Rig, der først blev kaldt Konge blandt dansktalende Folk, og hvis Ætmænd siden brugte Kongenavnet som den fornemste Fyrstetitel[2]. Vistnok maa dette være en Misforstaaelse af Snorre, eller denne maa have benyttet en anden Bearbejdelse af Rigsmaal end den, vi nu kjende, thi i denne fremtræder Rig Jarl ikke som Konge, og hans Søn, Kon den unge, som en fra Dan og Danp aldeles forskjellig Personlighed. Men hvorledes dette nu end forholder sig, saa er det dog aldeles tydeligt, at Kongenavnet efter vore Forfædres Sagn og Forestillinger skyldte Danmarks foregivne Underkastelse og det danske Monarchies Oprettelse ved Dan, hvorom ogsaa danske Oldskrifter have meget at fortælle, sin Oprindelse: med andre Ord, at det hidrørte fra det første mere omfattende Erobringstog om hvilket deres ældgamle Sagn vidste at berette.
Ville vi nu simpelthen fremsætte de Grundanskuelser om Samfundsudviklingen og Kongemagtens Oprindelse, der i Rigsmaal og de af Snorre meddeelte Oplysninger gjøre sig gjeldende, saa bliver det disse. Da Landets Opdyrkning var saa vidt fremskreden, at Karlen havde hævet sig til at blive Hauld, følte ogsaa Jarlen eller den af Krigere omgivne Drottinn Trang til at hæve sig op til et endnu højere Trin ved at foretage større Erobringstog, og hilsedes da, forsaavidt han var af fornem Byrd, af sine
