ler Hjalte vidtløftigt de rige Gaver, han og hans Staldbroder havde faaet af Rolf Krake, og i Digtet om Beowulf prises Hrodhgars og Hygelacs Gavmildhed. I Ynglingasaga fortæller Snorre om Oplændingekongen Halfdan, at han vistnok var gavmild paa Guld mod sine Mænd, men holdt dem knapt med Hensyn til Beværtningen, hvorfor han og fik Tilnavnet hinn mildi ok matarilli (den gavmilde og madknappe). Og Høvdingens Forpligtelse til at føde sine Mænd anstændigt spiller ogsaa meget længere ned i Tiden en vigtig Rolle; hans Knaphed i denne Henseende var Gjenstand for alvorlige Klager[1]. Og i Digtet om Beowulf kaldes de haandgangne Mænd eller Følgesvende meget ofte Mad- og Arne-Fæller (beódgeneátas, heorðgeneátas). Med Æren for den vundne Sejr maatte Høvdingen nødvendigviis ogsaa erhverve den bedste Deel af Byttet tilligemed den Ret eller Forpligtelse at uddele det øvrige til sine Mænd. Derfor siger ogsaa Tacitus, at Krig og Herjen selv skaffe Midlerne til Gavmildhed; han nævner ikke udtrykkeligt, at en Deel af Byttet stiftedes mellem de haandgangne Mænd, men dette ligger i Sagens Natur, og omtales desuden hyppigt i andre Oldskrifter. Det heder saaledes hos Saxo, at Hleidrekongen Skjold udtrykkeligt erklærede, at Byttepenningen tilkom Krigerne, Æren derimod Anføreren, og endnu i vor saakaldte Hirdskraa, d. e. den Lov, som gjaldt for Kongens haandgangne Mænd i det 13de Aarhundrede, gives der udtrykkelige Regler for Byttets Deling under Kongens egen Opsigt[2]. Forpligtelsen for de haandgangne Mænd til at forsvare deres Herre endog med Ooffrelse[3] af deres eget Liv omtales hyppigt i vore ældre Skrifter; ingen Skjændsel var større end den, at svige sin Lehnsherre (lánardróttinn), og i Digtet om Beowulf udstøder en Kriger de haardeste Bebrejdelser mod dem af sine Staldbrødre, der ikke havde Mod til at staa deres fælles Høvding bi i Kampen mod en ildsprudende Drage[4].
Denne Institution, Følge-Institutionen, var altsaa dybt rodfæstet hos de germaniske Folk, og de have vistnok medbragt den fra deres tidligere Opholdssteder i Østen. Dog ligesom vi see Karlen efter Erhvervelsen af Odel gradviis hæve sig til Hauldens anseelige Stilling, saaledes har rimeligviis ogsaa Følge-Institutionen efterhaanden hævet sig fra en beskednere og mindre fremtrædende Tilværelse til den overordentlige Indflydelse, som den siden udøvede, især efterat Erobringstog til fremmede Lande blev saadanne Følgers vigtigste Bedrift. I Rigsmaal see vi, hvorledes allerede Jarlen begynder at underkaste sig „Odelsvolde, ældgamle Bygder“, at „stride
