Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/156

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
128
Haandgangne Mænd.

ler Hjalte vidtløftigt de rige Gaver, han og hans Staldbroder havde faaet af Rolf Krake, og i Digtet om Beowulf priſes Hrodhgars og Hygelacs Gavmildhed. I Ynglingaſaga fortæller Snorre om Oplændingekongen Halfdan, at han viſtnok var gavmild paa Guld mod ſine Mænd, men holdt dem knapt med Henſyn til Beværtningen, hvorfor han og fik Tilnavnet hinn mildi ok matarilli (den gavmilde og madknappe). Og Høvdingens Forpligtelſe til at føde ſine Mænd anſtændigt ſpiller ogſaa meget længere ned i Tiden en vigtig Rolle; hans Knaphed i denne Henſeende var Gjenſtand for alvorlige Klager[1]. Og i Digtet om Beowulf kaldes de haandgangne Mænd eller Følgeſvende meget ofte Mad- og Arne-Fæller (beódgeneátas, heorðgeneátas). Med Æren for den vundne Sejr maatte Høvdingen nødvendigviis ogſaa erhverve den bedſte Deel af Byttet tilligemed den Ret eller Forpligtelſe at uddele det øvrige til ſine Mænd. Derfor ſiger ogſaa Tacitus, at Krig og Herjen ſelv ſkaffe Midlerne til Gavmildhed; han nævner ikke udtrykkeligt, at en Deel af Byttet ſtiftedes mellem de haandgangne Mænd, men dette ligger i Sagens Natur, og omtales desuden hyppigt i andre Oldſkrifter. Det heder ſaaledes hos Saxo, at Hleidrekongen Skjold udtrykkeligt erklærede, at Byttepenningen tilkom Krigerne, Æren derimod Anføreren, og endnu i vor ſaakaldte Hirdſkraa, d. e. den Lov, ſom gjaldt for Kongens haandgangne Mænd i det 13de Aarhundrede, gives der udtrykkelige Regler for Byttets Deling under Kongens egen Opſigt[2]. Forpligtelſen for de haandgangne Mænd til at forſvare deres Herre endog med Ooffrelſe[3] af deres eget Liv omtales hyppigt i vore ældre Skrifter; ingen Skjændſel var ſtørre end den, at ſvige ſin Lehnsherre (lánardróttinn), og i Digtet om Beowulf udſtøder en Kriger de haardeſte Bebrejdelſer mod dem af ſine Staldbrødre, der ikke havde Mod til at ſtaa deres fælles Høvding bi i Kampen mod en ildſprudende Drage[4].

Denne Inſtitution, Følge-Inſtitutionen, var altſaa dybt rodfæſtet hos de germaniſke Folk, og de have viſtnok medbragt den fra deres tidligere Opholdsſteder i Øſten. Dog ligeſom vi ſee Karlen efter Erhvervelſen af Odel gradviis hæve ſig til Hauldens anſeelige Stilling, ſaaledes har rimeligviis ogſaa Følge-Inſtitutionen efterhaanden hævet ſig fra en beſkednere og mindre fremtrædende Tilværelſe til den overordentlige Indflydelſe, ſom den ſiden udøvede, iſær efterat Erobringstog til fremmede Lande blev ſaadanne Følgers vigtigſte Bedrift. I Rigsmaal ſee vi, hvorledes allerede Jarlen begynder at underkaſte ſig „Odelsvolde, ældgamle Bygder“, at „ſtride

  1. Se iſær Fortællingen om Sneglu-Halle og Kong Harald Sigurdsſøn.
  2. Hirdſkraa, Cap. 38.
  3. Wikikildens note: Skal vel være «Opfoffrelſe»
  4. Beowulfdigtet, v. 5763 fgg.