Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/152

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
124
Kongen.
5. Kongen og Følget.


Vi have ſeet, hvorledes den fribaarne „Karl“ ved at erhverve Odelsjord hævede ſig til at blive Hauld, og hvorledes Haulds- eller Odels-Klasſen dannede et Slags Ariſtokrati fremfor den ikke jordejende Klasſe af Fribaarne. Rigsmaal antyder, hvorledes Jarlernes Klasſe ved at indgaa nærmere Forbindelſe med Hauldernes ogſaa hævede ſin en Grad højere op paa ſamme Maade; Jarlen tillægges nemlig Sønnen Konr ungr, hvorved Digteren øjenſynlig vil have Kongen betegnet. Men Kongen var i det oprindelige germaniſke Samfund ikke fød Regent. „Kongerne“, ſiger Tacitus, „vælge de efter fornem Byrd, men Anførerne ſelv efter deres Dygtighed“. Herved har Tacitus baade antydet, at Kongen, ſom Konge, ſlet ikke derfor behøvede at være „Anfører“ (dux), og at tillige det væſentlige ved Kongeværdigheden var den fornemme Byrd. Til hiint „dux“ hos Tacitus ſvare ligefrem de gamle Benævnelſer fylkir og hersir, og herved bliver det heel ſandſynligt, at disſe Værdigheder i den fjernere Oldtid neppe vare arvelige. Den gamle engelſke Forfatter Beda, der foruden mange andre Skrifter ſkrev Englands Kirkehiſtorie omtrent ved 728, nævner udtrykkeligt, hvorledes Saxerne i Tydſkland ſtyredes af Fyrſter, der efter Lodkaſtning anførte Hæren i Krig[1], Regenter, der ikke kaldtes Konger, men ſkifteviis førte Regjeringen; og vore gamle Sagn vide ligeledes at berette om Fylker, der ikke beherſkedes af Konger, men af Jarler eller Herſer. I Ordet „konungr“ (angelſ. cyning, tydſk chuninc) ligger derimod fra førſte Færd af Begrebet om fornem Herkomſt, da Ordet kon, kun eller kuni, hvoraf det er afledet, ligeſrem betegner „Slægt“, og „konungr“, betyder ſaaledes oprindelig kun „en af en Slægt“, ligeſom det latinſke generosus, der ogſaa er gaaet over til at betegne høj Byrd. Kongerne maa derfor i den ældſte Tid kun have været de ved Byrd og Anſeelſe meſt fremragende Medlemmer af Jarleſlægterne, og de have ſom ſaadanne viſtnok udøvet megen Indflydelſe, men dog ikke været Fylkernes ſelvſkrevne Herrer, ligeſom det og ikke alene er ſandſynligt, men endog viſt, at der i eet Fylke kunne have været mange Konger paa een Gang. Hvad der egentlig fra førſt af ſtemplede den anſeede Jarle-Ætling til Konge og hvad det betegnende ved Kongeværdigheden egentlig var, derom indeholde

  1. Beda hist. eccl. V. 10. „Non enim habent regem iidem antiqui saxones, sed setrapas plurimos, suæ genti præpositos, qui, ingruente belli articulo, mittunt æqualiter sortes, et quemcunque sors ostenderit, hunc tempore belli ducem omnes sequuntur, huic obtemperant; peracto autem bello rursum æqualis potentiæ omnes fiunt satrapæ“. Det er ikke at overſee, at Kong Alfred i ſin Overſættelſe af Beda kalder disſe Fyrſter caldormenn, den angelſaxiſke Benævnelſe paa de øverſte Befalingsmand næſt Kongen.