Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/151

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
123
Grændſerydning.

romerſke Forfattere her ſkulde have holdt ſig til det mindre væſentlige, og ikke til Dyrkningen af de egentlige Odelsgaarde; ſnarere ſigte de enten til Maaden, paa hvilken Landsbyboerne dyrkede deres Jord, eller til det Fællesſkab i Dyrkning, ſom maatte opſtaa paa uudſkiftede Odels-Gaarde mellem de enkelte Medlemmer og Grene af den førſte Odels-Erhververs Æt, eller hvad der er det rimeligſte og hvad ogſaa vore ældre Love antyde, mellem de enkelte Lejlændinger paa et og ſamme Gods. Et Fællesſkab i at dyrke Almenning eller Grændſemark omtales eller antydes idetmindſte ikke i vore ældre Love, ligeſom ogſaa de Skove, der ej hørte til Almenning, men dannede Grændſen mellem enkelte Gaarde og derfor tilhørte dem i Fællesſkab, allerede tidligt begyndte at blive udſkiftede mellem Gaardejerne[1].

Efterhaanden, ſom Befolkningen tiltog, maatte nu førſt i de lavere Dele af Bygderne de mindre, mellem private Ejere ſkillende, Skovſtrækninger blive opryddede og omſider give Pladſen for nye Gaarde; ſiden maatte Raden komme til de ſtørre, Landſkaberne omgivende, Skovegne, og hele nye Hereder eller Landſkaber maatte derved fremſtaa. Paa denne Maade er rimeligviis Hedemarken (Hejdernes Grændſeſkov) bleven opdyrket, og fortrinlig Oplysning i denne Henſeende giver iſær Thelemarken, hvor vi have ſeet at Opdyrkningen har fundet Sted fra to Sider, nemlig fra Rogaland og Grønland, uden at Landſkabet derved ſtrax kom til at danne noget eget Fylke, hvilket ikke har kunnet finde Sted, førend Nybyggerne fra begge Sider havde mødt hinanden og paa en vis Maade ſmeltet ſammen. Et ſaadant Møde af Grændſeryddere og paafølgende Forening finde vi udtrykkeligt omtalt i en ſildigere Tidsalder, fra hvilken allerede ſikkrere Efterretninger haves; Snorre beretter nemlig, hvorledes Jæmteland opryddedes af Nordmænd fra Throndhjem, og det tilſtødende Helſingeland af Sviar fra Svithjod, men at Jæmterne og Helſingerne (dog rimeligviis kun de øvre, der boede Jæmterne nærmeſt) forenede ſig under den norſke Konges Overherredømme[2]. Paa denne Maade ere vel flere „Marker“ blevne forvandlede til Fylker eller ſæregne Landſkaber[3]. Meeſt gjennemgribende ſynes en ſaadan Opdyrkning af Markerne at have været i Danmark, hvor Ordet „Mark“, er gaaet over til at betegne det dyrkbare og dyrkede Land i Almindelighed. Men det maa heller ikke glemmes, at hele det oprindelige Danmark, hvad ogſaa Navnet viſer, ſelv kun var en eneſte „Mark“.

  1. Der tales i vore ældſte Love ofte om ſkiſtet og uſkiftet Skov; men den blotte Forudſætning, at Skov kunde ſkiftes, medfører at den ogſaa ſom ofteſt er bleven ſkiftet. Udtrykket markrein ſynes ogſaa at betegne en Grændſe mellem tvende Skove.
  2. Se Snorre, Haak. God. S. Cap. 14, og iſær Geijer, Geſch. Schw. S. 79, Note.
  3. Man kunde formode at Raumarike ogſaa oprindelig kun har været Raumernes Mark, beſat af alle Raumer i Fællesſkab, indtil det forøgedes ved Erobringer og blev et „Rige“.