romerske Forfattere her skulde have holdt sig til det mindre væsentlige, og ikke til Dyrkningen af de egentlige Odelsgaarde; snarere sigte de enten til Maaden, paa hvilken Landsbyboerne dyrkede deres Jord, eller til det Fællesskab i Dyrkning, som maatte opstaa paa uudskiftede Odels-Gaarde mellem de enkelte Medlemmer og Grene af den første Odels-Erhververs Æt, eller hvad der er det rimeligste og hvad ogsaa vore ældre Love antyde, mellem de enkelte Lejlændinger paa et og samme Gods. Et Fællesskab i at dyrke Almenning eller Grændsemark omtales eller antydes idetmindste ikke i vore ældre Love, ligesom ogsaa de Skove, der ej hørte til Almenning, men dannede Grændsen mellem enkelte Gaarde og derfor tilhørte dem i Fællesskab, allerede tidligt begyndte at blive udskiftede mellem Gaardejerne[1].
Efterhaanden, som Befolkningen tiltog, maatte nu først i de lavere Dele af Bygderne de mindre, mellem private Ejere skillende, Skovstrækninger blive opryddede og omsider give Pladsen for nye Gaarde; siden maatte Raden komme til de større, Landskaberne omgivende, Skovegne, og hele nye Hereder eller Landskaber maatte derved fremstaa. Paa denne Maade er rimeligviis Hedemarken (Hejdernes Grændseskov) bleven opdyrket, og fortrinlig Oplysning i denne Henseende giver især Thelemarken, hvor vi have seet at Opdyrkningen har fundet Sted fra to Sider, nemlig fra Rogaland og Grønland, uden at Landskabet derved strax kom til at danne noget eget Fylke, hvilket ikke har kunnet finde Sted, førend Nybyggerne fra begge Sider havde mødt hinanden og paa en vis Maade smeltet sammen. Et saadant Møde af Grændseryddere og paafølgende Forening finde vi udtrykkeligt omtalt i en sildigere Tidsalder, fra hvilken allerede sikkrere Efterretninger haves; Snorre beretter nemlig, hvorledes Jæmteland opryddedes af Nordmænd fra Throndhjem, og det tilstødende Helsingeland af Sviar fra Svithjod, men at Jæmterne og Helsingerne (dog rimeligviis kun de øvre, der boede Jæmterne nærmest) forenede sig under den norske Konges Overherredømme[2]. Paa denne Maade ere vel flere „Marker“ blevne forvandlede til Fylker eller særegne Landskaber[3]. Meest gjennemgribende synes en saadan Opdyrkning af Markerne at have været i Danmark, hvor Ordet „Mark“, er gaaet over til at betegne det dyrkbare og dyrkede Land i Almindelighed. Men det maa heller ikke glemmes, at hele det oprindelige Danmark, hvad ogsaa Navnet viser, selv kun var en eneste „Mark“.
- ↑ Der tales i vore ældste Love ofte om skistet og uskiftet Skov; men den blotte Forudsætning, at Skov kunde skiftes, medfører at den ogsaa som oftest er bleven skiftet. Udtrykket markrein synes ogsaa at betegne en Grændse mellem tvende Skove.
- ↑ Se Snorre, Haak. God. S. Cap. 14, og især Geijer, Gesch. Schw. S. 79, Note.
- ↑ Man kunde formode at Raumarike ogsaa oprindelig kun har været Raumernes Mark, besat af alle Raumer i Fællesskab, indtil det forøgedes ved Erobringer og blev et „Rige“.
