vore Oldskrifter ingen bestemte Udsagn, men kun dunkle Vink og Antydninger, der dog, ret forstaaede, give tilstrækkelig Oplysning. Rigsmaal lader, som vi have seet, allerede Jarlen efter Rigs Bud tilegne sig „Odelsvolde, ældgamle Bygder“, og synes derved at antyde en Optræden som Erobrer; Kongen (egentl. Kon den unge) optræder endnu bestemtere som Kriger, sysler med Vaaben og Jagt og tilegnet sig højere Indsigter (Runer), indtil han endelig begynder at kede sig ved sin Uvirksomhed og Erobringslysten begynder at vaagne hos ham. Dette udtrykkes i Digtet saaledes:
Red Kon den unge
i Kjær og Skove,
Kolven lod han flyve,
Fugle han skød.
Da kvad en Krage,
paa Kvist den sad:
hvi skal du, Kon unge,
kun skyde Fugle?
Heller burde I
paa Heste ride
og Hæren fælde.
Dan og Danp
have bedre Haller
bedre Odel
end I selv have;
de skjønne godt
paa Skibet at ride,
Eggen at svinge,
Saar at give.
Hans egen indre Drist til at forlade Fædrelandet og underkaste sig fremmede Lande i Spidsen for Krigere fremstilles her billedligt, som om han hørte Opfordringen dertil i Fuglenes Røst, naar han vandrede eensom i Skov og Mark, overladt til sine egne Grublerier. Digtet ender her pludseligt, og er aabenbart ufuldstændigt. Hvad der siges om Dan og Danp synes enten at sigte til et Erobringstog mod Danmark, hvilket Digteren paa en allegorisk Maade har villet forherlige, eller ogsaa, hvad der forekommer os mere rimeligt, at skulle indeholde en Opfordring til den unge norske Jarlesøn om at efterfølge Dans og Danps Exempel, og erhverve ligesaa god Odel, ligesaa stor Anseelse, og ligesaa stor Berømmelse for Krigerfærd til Lands og Vands som de. Herom ville vi senere faa Anledning til at udtale os nærmere; her holde vi os kun til de Vink, Digtet indeholder om Kongeværdighedens Oprindelse. Det er tydeligt nok udtalt, at Jarlesønnen først bliver Konge, naar han optræder som Erobrer, altsaa naar han i Spidsen for Krigere drager ud paa Erobringstog til fremmede Lande. Hans Optræden i Spidsen for en Krigerskare antydes endog ved det blotte Fleertal, hvormed Kragen i sin Opfordrings Løb begynder at tiltale ham. Hermed stemmer det nøje, hvad Snorre fortæller som det sædvanlige i Norges og Sveriges ældste eller heroiske Periode: „Der var mange Sø-Konger
