Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/150

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
122
Mark.

givne af Skov- eller Hede-Strækninger[1], der tilhørte alle Landſkabets Indbyggere i Fællesſkab, og anvendtes til Græsgang for Kvæget. Saadanne fælles Strækninger findes endnu paa mange Steder og fandtes i Oldtiden end hyppigere i vort Fædreland under Navn af Almenninger; i disſe var de fleſte Setre anlagte, og her blev Kvæget drevet hen til Græsning, naar det ikke længer kunde fødes hjemme paa Gaarden, fordi det her voxende Græs maatte opbevares til Vinterføde. Paa ſamme Viis kaldes ogſaa i Schweiz og Schwaben den fælles Bygdegræsgang „Allmeinde“, i latinſke Dokumenter compascuum eller via publica, hvilket nøje ſvarer til vort almennings vegr (Almennings-Vej, der undertiden bruges iſtedetfor ſlet og ret „almenningr[2]. Men den almindeligſte og meeſt omfattende Benævnelſe paa alle Grændſediſttrikter, eller rettere paa Grændſerne ſelv, det være ſig mellem Lande, Landſkaber, Bygder eller Gaarde, var Mark. Dette Ord, beſlægtet med „at mærke“, betyder ſelv oprindelig „Mærke, Begrændsning“. Vi finde ſaaledes det frankiſk-tydſke Rige omgivet med „Marker“ eller Grændſediſtrikter der beſtyredes af Markgrever, og Benævnelſen „Marcomanni“ for Beboerne af de nærmeſte Grændſeegne mod det romerſke Rige viſer, hvor gammel denne Sprogbrug er. Paa ſamme Viis kaldte de førſte Angler i England de veſtlige Grændſediſtrikter mod Briterne „Marken“ (mearc), og Indbyggerne „Markboerne“ (Myrce), af hvilken „Mark“ ſiden ved Opdyrkning og Bebyggelſe et eget Rige, Myrkernes Rige eller Mercia opſtod. At disſe Grændſediſtrikter tillige vare Skovdiſtrikter i Egne hvor der voxede Skov, er naturligt, og dette har givet Anledning til, at Ordet „Mark“ (mörk) hos vore Forfædre ligefrem er gaaet over til at betyde „Skov“, uagtet den oprindeligere Betydning af Grændſediſtrikt har vedligeholdt ſig i de forhen omtalte Navne „Marker“, Vingulmark“, „Hedemarken“, „Thelemarken“, „Finmarken“, o. ſ v. Tydſke Oldforſkere paaſtaa, at de tydſke Marker, om de end opdyrkedes, dog vedbleve at være Kommunens fælles Ejendom, og at det er til Dyrkningsmaaden af disſe „Marker“, Cæſar og Tacitus ſigte, naar de omtale hvorledes Germanerne hvert Aar ſkifte Agerland[3]. Det ſynes dog noget beſynderligt, at de

  1. I Weſtfalen nævnes foruden „Markgerichte“ ogſaa „Heidengerichte“. Grimms Rechtsalterthümer S. 499.
  2. Denne Benævnelſe „Vej“ (vegr, via) om Græsgangen er ſaare merkelig; vi finde paa ſamme Maade Ordet röst, der ogſaa betyder „Vej“ eller en beſtemt Vejlængde, brugt i ſamme Betydning; man ſkjelner ſaaledes mellem heimröst, (Hjemme-Græsgangen) og útröst (den ydre, fra Gaarden fjernere Græsgang), der ogſaa kaldes útvegr. Herved vil der kaſtes Lys paa den rette Maade, hvorved Norges Navn, Norvegr eller Noregr, oprindelig Norðrvegr, kan forklares; Navnet antyder maaſkee kun „den nordlige Græsgang“.
  3. Tac. Germ. Cap. 35. Arva per annos mutant, ac superest ager.