Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/149

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
121
Bønder.

hvor Familien opſlog ſin faſte Bopæl, gik derved over fra at være en midlertidig Græsgang til et uforanderligt Hjem (heimr), og flere ſlige Hjem dannede tilſammen en Bygd. Alle de, ſom byggede og boede i Bygden, kaldtes med et fælles Navn Bønder (bœndr, búendr ɔ: Boende), og enhver enkelt Bondes Bopæl kaldtes et Bol eller Bøle (ból, bœli). Men ikke alle Bønders Vilkaar vare de ſamme; nogle vare Haulder og ejede Odel, andre dyrkede kun Hauldernes Jord til Leje, nogle nedſtammede fra frie Forfædre, andre fra frigivne Trælle; derved opſtod efterhaanden Forſkjellen ej alene mellem Haulder og Lejlændinger, men mellem de ſaakaldte ſtore og fornemme Bønder (Storbønderne) og de fattigere og ringere Jorddyrkere (Thorpare, Kot-Karle)[1]; og det var til denne ringere Klasſe, Benævnelſen „Karl“ omſider indſkrænkedes, medens Haulden, der i „Rigsmaal“ kaldes Karlens Søn, blev anſeet ſom en Mand af Betydenhed, og paa en vis Maade kunde ſiges at indtage Jarlens Stilling i Samfundet, da Jarletitlen ſelv indſkrænkedes til nogle Faa.

4. Grændſer Mark.

Det er naturligt, at Grændſen, ej alene mellem de ſtørre Landſkaber, men ogſaa mellem de enkelte Bygder og enkelte Gaarde i ældre Tider maatte dannes, ſom den endnu tildeels dannes, ved Skovſtrækninger. Allerede Cæſar ſiger om de gamle Germaner, at hvert enkelt Samfund ſætter ſin Ære i at have ſaa ſtore Ødemarker omkring ſig ſom muligt[2]. Han ſigter her tydeligt nok til de vilde Skovſtrækninger, ſom omgave de enkelte Bygder, men angiver en urigtig Grund, hvorfor de i længere Tid vedbleve at være Ødemarker; det var ikke, fordi Folket ſatte ſin Ære deri, men fordi der ved Siden af de til Agerdyrkning opryddede Egne, der naturligviis maatte ligge de faſte Boliger nærmeſt, ogſaa udfordredes det fornødne Land til Græsning for Kvæget. Man finder derfor overalt, hvor germaniſke Nationer have nedſat ſig, at de enkelte Landſkaber oprindeligen have været om-

  1. Af de i Tydſkland ſaa ofte omtalte Lazzen, Liten, Leten eller Liden, der dannede en egen Klasſe mellem de Frigivne og de Fribaarne, kjender man hos os intet Spor, med mindre det ſkulde vare det gamle digteriſke Udtryk liðar (ſ. Gudr. K.) om menige Stridsmænd, leigu-liði om en Lejlænding, lið om Hæren og liði, om en Samling af Familier, der ſtillede en Mand til Hæren. Det maatte altſaa nærmeſt være „menige“, ikke bydende Krigsfolk, ſom ved dette Ord forſtodes. Det er rimeligviis dannet af líða, gaa, og betegner vel oprindelig „Fodgængere“, Følgeſvende. Den angelſ. Form læt (Ædhelberts Love § 213) ſynes rigtignok ikke at forudſætte denne Oprindelſe.
  2. Cæſar de bell. Gall. VI. 23. civitatibus maxima laus est, quam latissimas circum se vastatis finibus solitudines habere.