hvor Familien opslog sin faste Bopæl, gik derved over fra at være en midlertidig Græsgang til et uforanderligt Hjem (heimr), og flere slige Hjem dannede tilsammen en Bygd. Alle de, som byggede og boede i Bygden, kaldtes med et fælles Navn Bønder (bœndr, búendr ɔ: Boende), og enhver enkelt Bondes Bopæl kaldtes et Bol eller Bøle (ból, bœli). Men ikke alle Bønders Vilkaar vare de samme; nogle vare Haulder og ejede Odel, andre dyrkede kun Hauldernes Jord til Leje, nogle nedstammede fra frie Forfædre, andre fra frigivne Trælle; derved opstod efterhaanden Forskjellen ej alene mellem Haulder og Lejlændinger, men mellem de saakaldte store og fornemme Bønder (Storbønderne) og de fattigere og ringere Jorddyrkere (Thorpare, Kot-Karle)[1]; og det var til denne ringere Klasse, Benævnelsen „Karl“ omsider indskrænkedes, medens Haulden, der i „Rigsmaal“ kaldes Karlens Søn, blev anseet som en Mand af Betydenhed, og paa en vis Maade kunde siges at indtage Jarlens Stilling i Samfundet, da Jarletitlen selv indskrænkedes til nogle Faa.
Det er naturligt, at Grændsen, ej alene mellem de større Landskaber, men ogsaa mellem de enkelte Bygder og enkelte Gaarde i ældre Tider maatte dannes, som den endnu tildeels dannes, ved Skovstrækninger. Allerede Cæsar siger om de gamle Germaner, at hvert enkelt Samfund sætter sin Ære i at have saa store Ødemarker omkring sig som muligt[2]. Han sigter her tydeligt nok til de vilde Skovstrækninger, som omgave de enkelte Bygder, men angiver en urigtig Grund, hvorfor de i længere Tid vedbleve at være Ødemarker; det var ikke, fordi Folket satte sin Ære deri, men fordi der ved Siden af de til Agerdyrkning opryddede Egne, der naturligviis maatte ligge de faste Boliger nærmest, ogsaa udfordredes det fornødne Land til Græsning for Kvæget. Man finder derfor overalt, hvor germaniske Nationer have nedsat sig, at de enkelte Landskaber oprindeligen have været om-
- ↑ Af de i Tydskland saa ofte omtalte Lazzen, Liten, Leten eller Liden, der dannede en egen Klasse mellem de Frigivne og de Fribaarne, kjender man hos os intet Spor, med mindre det skulde vare det gamle digteriske Udtryk liðar (s. Gudr. K.) om menige Stridsmænd, leigu-liði om en Lejlænding, lið om Hæren og liði, om en Samling af Familier, der stillede en Mand til Hæren. Det maatte altsaa nærmest være „menige“, ikke bydende Krigsfolk, som ved dette Ord forstodes. Det er rimeligviis dannet af líða, gaa, og betegner vel oprindelig „Fodgængere“, Følgesvende. Den angels. Form læt (Ædhelberts Love § 213) synes rigtignok ikke at forudsætte denne Oprindelse.
- ↑ Cæsar de bell. Gall. VI. 23. civitatibus maxima laus est, quam latissimas circum se vastatis finibus solitudines habere.
