Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/148

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
120
. Græsgange.

at deres førſte Levevej var Fiſkeri og Fædrift. Saalænge Landet endnu ikke var tilſtrækkeligt opryddet, kunde naturligviis intet Agerbrug af nogen Betydenhed finde Sted, og indtil da maatte Fiſkeriet og Kvægavlen afgive den vigtigſte Næringsvej. Der gives endnu en Mængde Stedsnavne, ſom tyde hen paa en ſaadan Mellemtid, hvor Fædriften var vigtigere end Agerdyrkningen. Disſe Stedsnavne ere alle de, der ere dannede ved en Sammenſætning med Ordet vin, egentlig vini. Dette ældgamle Ord, der forøvrigt er gaaet af Brug i vort Oldſprog, betyder nemlig „en Græsgang“, og alle disſe Steder, der have faaet et paa vin endende Navn, have ſaaledes oprindelig været Græsgang[1]. Der er endog enkelte af dem, der ſnart endes paa –vin, ſnart paa –heimr (d. e. Hjem), og ſom ſaaledes vidne om, at der maa have været en Tid, i hvilken Græsningspladſen endnu kun var et foreløbigt Opholdsſted, og at den førſt efter denne Tids Forløb maa være gaaet over til at blive et faſt „Hjem“[2]. Af ſlige paa „vin“ endende Stedsnavne findes de fleſte i de indre Dal-Egne, og ingenſteds hyppigere end paa Voſs. Alle disſe Navne, i Forbindelſe med de tidligere omtalte paa Agder, hvis Endelſe „sel“ antyde en oprindelig Seter, og de mange paa Øſtlandet, hvis Endelſe „ruð“ antyder en Oprydning, viſe, hvorledes den førſte Beſiddelſestagelſe af Landet ved ſamlede Fylker eller Hereder paa een Gang blot kan have fundet Sted nærmeſt Kyſten, og at forreſten Gaardene i de indre Dele enkeltviis maa være blevne opryddede, førſt til Græsgang ſiden til Agerdyrkning. Og dette er endnu Agerdyrkningens og Bebyggelſens ſædvanlige Gang i de afſidesliggende Skovegne, hvor Bebyggelſen fremdeles kan ſiges at ſkride frem[3].

Odelsjorden erhvervedes ſaaledes i de ældſte Tider deels ved den førſte Uddeling, der rimeligviis ſkede ved Lodkaſtning, deels ved ſenere Erobring fra den raa Naturtilſtand, nemlig ved Oprydning og Opdyrkning af ſkovbegroede, men til Bebyggelſe ſkikkede Egne. Ethvert ſaadant Sted,

  1. F. Ex. Björgvin eller Bergvin (Bergen) ɔ: Bjerg-Græsgangen; Eiðvin ɔ: Græsgangen paa Ejdet; Skaðvin, Sköðvin eller Sködin (oprindellg Skandvin) ɔ: Græsgangen paa Udkanten; Leikvin ɔ: Lege-Græsgangen. Der ere ogſaa Steder, der ſimpelthen kaldes vin eller i Fleertal vinjar, ɔ: Græsgangene, ſ. Ex. Vinje i Thelemarken, Vinje i Snaaſen, Vinje paa Nordmøre, o. ſ. v. I Gotiſk bruges Vinja endnu ſom det ſædvanlige Ord for „Græsgang“; i Angelſaxiſk, hvor det lyder wynn, og i Tydſk, hvor det lyder „Wunne“, „Wonne“, er det derimod gaaet over til at betegne en Behagelighed i Almindelighed.
  2. F. Ex. Skerfheimr og Skerfvini (Skjerum og Skjerven) i Lardal, Þoptheimr og Þoptyn d. e. Þoptvin, (Thofte) i Gudbrandsdalen. I Gotiſken bruges haims ɔ: heimr ligeſrem til at betegne det græſke κωμή, Lat. vicus.
  3. Se Geijers Geſch. Schwedens 1ſte Deel S. 79.