Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/147

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
119
Odel. Haulder.

hinanden indbyrdes Óðalsnautar, d. e. Odels-Fæller. Disſe Familier dannede en egen Klasſe, Hauldernes, der var at anſee ſom Fylkernes egentlige Ariſtokrati lige overfor de øvrige Indbyggere, der enten ikke dyrkede Jorden, eller ſom dyrkede lejet eller forpagtet Jord (Lejlændingerne). I hiin uindſkrænkede, kun paa egen Ret og Magtfuldkommenhed hvilende Familie-Ejendom laa Forſkjellen mellem Odels-Ejendommen og den i de fleſte øvrige, af Germaner beſatte Lande ſaakaldte Feodal- eller Lehns-Beſiddelſe, der ikke udlededes fra Befidderens egen Ret, men kun fra den ham af Fyrſten meddeelte Brugsret, medens det ham ſaaledes overdragne Gods fremdeles anſaaes ſom Fyrſtens Ejendom.

Af Odels-Væſenet findes viſtnok ogſaa Spor i de øvrige germaniſke Lande, forſaavidt det i flere germaniſke Mundarter vedligeholdte Ord „Odel“ (angelſ. éðel, œðel, ſaxiſk ódil, højtydſk uodal) vidner om at det engang maa have ſtaaet ved Magt; imidlertid bruges dog Ordet i disſe Mundarter mere til at udtrykke Begreber om „Fædreland“ i Almindelighed; om hele Folks og Fyrſters arvelige Land, ej om den enkelte Privatmands Gaard. Aarſagen er den, at Lehnsvæſenet ſom en ligefrem Følge af Erobringsforholdet, i de fleſte germaniſke Lande udenfor Norden var det herſkende. Vi finde imidlertid ogſaa i Tydſkland arvelige Familiegodſer, der ejedes af enkelte Mænd uden at være dem overdragne af Fyrſten, og hvis Beſiddelſe oprindeligt hidrørte fra Erhvervelſe uafhængig af den med væbnet Haand foretagne Erobring[1]; ſaadant Gods kaldes imidlertid ikke Odel, men Alod (af al og ód, det norſke auðr, Rigdom, Ejendom), og derved antydes mere Ejendommens Uindſkrænkethed og Afgiftsfrihed, end dens Arvelighed og Uadſkillelighed fra Familien.

Ligeſom Odelsgaarden var den enkelte Families, ſaaledes var Fylket ogſaa det hele Folks, og Landet det hele Thjods Odel. Og ſaaledes kunde ogſaa i Norden Ordet „Odel“ i udvidet Forſtand betegne det hele Fædreland. Men dog er det betegnende for vore ældre Forholde, at det kun ſjælden forekom i denne Betydning. Ved „Odel“ forſtaaes næſten overalt kun den private Landejendom.

Uagtet Alt tyder hen paa, at vore Forfædre allerede før deres Ankomſt til Norge var fortrolige med Jernets Brug, og ſaaledes i Beſiddelſe af den nødvendigſte Betingelſe for Udøvelſen af Agerbruget, ſynes det dog ikke rimeligt, at de ſtrax have begyndt at drive Agerbrug i det Store, men

  1. En ſaadan Erhvervelſe kunde ogſaa grunde ſig paa Overdragelſe fra Lehnsherren, hvilken det altid ſtod frit at bortgive et Grundſtykke ſom Modtagerens frie Ejendom. Fra denne Adkomſt ſkrive ſig maaſkee de fleſte Alloder i Tydſkland, med Undtagelſe af de ſydligſte Fjeldegne og de nordligſte Marſkegne, hvor en Oprydning og Opdyrkelſe paa nordiſk eller ældre germaniſk Viis ſynes at have fundet Sted.