hinanden indbyrdes Óðalsnautar, d. e. Odels-Fæller. Disse Familier dannede en egen Klasse, Hauldernes, der var at ansee som Fylkernes egentlige Aristokrati lige overfor de øvrige Indbyggere, der enten ikke dyrkede Jorden, eller som dyrkede lejet eller forpagtet Jord (Lejlændingerne). I hiin uindskrænkede, kun paa egen Ret og Magtfuldkommenhed hvilende Familie-Ejendom laa Forskjellen mellem Odels-Ejendommen og den i de fleste øvrige, af Germaner besatte Lande saakaldte Feodal- eller Lehns-Besiddelse, der ikke udlededes fra Befidderens egen Ret, men kun fra den ham af Fyrsten meddeelte Brugsret, medens det ham saaledes overdragne Gods fremdeles ansaaes som Fyrstens Ejendom.
Af Odels-Væsenet findes vistnok ogsaa Spor i de øvrige germaniske Lande, forsaavidt det i flere germaniske Mundarter vedligeholdte Ord „Odel“ (angels. éðel, œðel, saxisk ódil, højtydsk uodal) vidner om at det engang maa have staaet ved Magt; imidlertid bruges dog Ordet i disse Mundarter mere til at udtrykke Begreber om „Fædreland“ i Almindelighed; om hele Folks og Fyrsters arvelige Land, ej om den enkelte Privatmands Gaard. Aarsagen er den, at Lehnsvæsenet som en ligefrem Følge af Erobringsforholdet, i de fleste germaniske Lande udenfor Norden var det herskende. Vi finde imidlertid ogsaa i Tydskland arvelige Familiegodser, der ejedes af enkelte Mænd uden at være dem overdragne af Fyrsten, og hvis Besiddelse oprindeligt hidrørte fra Erhvervelse uafhængig af den med væbnet Haand foretagne Erobring[1]; saadant Gods kaldes imidlertid ikke Odel, men Alod (af al og ód, det norske auðr, Rigdom, Ejendom), og derved antydes mere Ejendommens Uindskrænkethed og Afgiftsfrihed, end dens Arvelighed og Uadskillelighed fra Familien.
Ligesom Odelsgaarden var den enkelte Families, saaledes var Fylket ogsaa det hele Folks, og Landet det hele Thjods Odel. Og saaledes kunde ogsaa i Norden Ordet „Odel“ i udvidet Forstand betegne det hele Fædreland. Men dog er det betegnende for vore ældre Forholde, at det kun sjælden forekom i denne Betydning. Ved „Odel“ forstaaes næsten overalt kun den private Landejendom.
Uagtet Alt tyder hen paa, at vore Forfædre allerede før deres Ankomst til Norge var fortrolige med Jernets Brug, og saaledes i Besiddelse af den nødvendigste Betingelse for Udøvelsen af Agerbruget, synes det dog ikke rimeligt, at de strax have begyndt at drive Agerbrug i det Store, men
- ↑ En saadan Erhvervelse kunde ogsaa grunde sig paa Overdragelse fra Lehnsherren, hvilken det altid stod frit at bortgive et Grundstykke som Modtagerens frie Ejendom. Fra denne Adkomst skrive sig maaskee de fleste Alloder i Tydskland, med Undtagelse af de sydligste Fjeldegne og de nordligste Marskegne, hvor en Oprydning og Opdyrkelse paa nordisk eller ældre germanisk Viis synes at have fundet Sted.
