kunne give enhver enkelt Familie Anledning nok til at indrette sig og begrændse sine Besiddelser paa egen Haand uden at komme i Berørelse med andre. Men hvorledes nu dette end forholder sig, saa kan man dog vistnok være temmelig sikker paa, at Besiddelsestagelsen i sig selv er foregaaet med de samme eller lignende Ceremonien som paa Island, og at Bebyggelsen har fundet Sted omtrent paa samme Maade, nemlig saaledes, at hvert enkelt Familie-Overhoved tilegnede sig et Stykke Land, paa hvilket han lod sine Undergivne nedsætte sig som Lejlændinger. Det er endog ikke usandsynligt at antage, at Hovedfordelingen af hvert enkelt Landskab kun har fundet Sted mellem Herserne, og at hver Herse igjen har overladt Grundstykker til de hans Hundred tilhørende Familie-Hoveder, paa det Vilkaar, at disse fremdeles erkjendte ham som deres Høvding, og som den, hvem Udøvelsen af den gejstlige og verdslige Jurisdiktion tilkom. At enhver saadan Herse tillige oprettede et Hereds-Tempel, hvis Gode han selv var, er vistnok ingensteds udtrykkeligen sagt, men det falder næsten af sig selv.
Ethvert Grundstykke, der saaledes kom i et Familie-Overhoveds Besiddelse, betragtedes egentlig som den hele Families fælles Ejendom; Adkomsten dertil udlededes fra Familiens egen medfødte, aldeles uindskrænkede, Ejendomsret. En saadan Grundejendom kaldtes Familiens Odel, og betragtedes som dens rette Hjem; den nedarvedes fra Fader til Søn, og arvedes, hvis en Fader efterlod sig flere Sønner, af alle disse i Fællesskab, dog saaledes at Beboelsen af Ættens fornemste Gaard, det saakaldte Hovedbøle, forbeholdtes den ældste Søn, eller den, der betragtedes som Familiens Hoved, medens de øvrige Deeltagere i Arven enten nedsatte sig for sig selv, eller mod Vederlag overlode deres Deel af Odelet til Hovedbølets Besidder, og forsøgte deres Lykke paa andre Steder. Dog tabte de og deres Efterkommere ikke derved deres Ret til, i Mangel af nærmere Arvinger at optræde som Odelets retmæssige Ejere, og det synes endog, som om man opstillede det Princip, at Odelet aldrig skulde kunne gaa ud af Ætten, thi alene paa dette Princip kan den senere saa bekjendte Løsningsret være grundet. Efter vore ældste Love at domme skulde man endog tro, at Brødre ikke i Almindelighed deelte Odelet imellem sig, men vedbleve at besidde det i Fællesskab[1]. Derved maatte Familiebaandet knyttes desto fastere, og Familiefølelsen skærpes. Alle de, som hørte til en Familie der ejede Odel, kaldtes Odelsbaarne til dette Odel, og i Forhold til
- ↑ Se isærdeleshed vore ældre Loves Bestemmelser om Udskiftning af Odelsjorder, der ejes i Fællesskab, hvor denne Udskiftning omtales, som om den ej i Regelen skulde, men kun forsaavidt Medejerne ønskede det, kunde finde Sted. Ældre Gul. L. Cap. 87. 282. Ældre Frostath. L. XIV. 4.
