Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/146

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
118
Odel.

kunne give enhver enkelt Familie Anledning nok til at indrette ſig og begrændſe ſine Beſiddelſer paa egen Haand uden at komme i Berørelſe med andre. Men hvorledes nu dette end forholder ſig, ſaa kan man dog viſtnok være temmelig ſikker paa, at Beſiddelſestagelſen i ſig ſelv er foregaaet med de ſamme eller lignende Ceremonien ſom paa Island, og at Bebyggelſen har fundet Sted omtrent paa ſamme Maade, nemlig ſaaledes, at hvert enkelt Familie-Overhoved tilegnede ſig et Stykke Land, paa hvilket han lod ſine Undergivne nedſætte ſig ſom Lejlændinger. Det er endog ikke uſandſynligt at antage, at Hovedfordelingen af hvert enkelt Landſkab kun har fundet Sted mellem Herſerne, og at hver Herſe igjen har overladt Grundſtykker til de hans Hundred tilhørende Familie-Hoveder, paa det Vilkaar, at disſe fremdeles erkjendte ham ſom deres Høvding, og ſom den, hvem Udøvelſen af den gejſtlige og verdslige Jurisdiktion tilkom. At enhver ſaadan Herſe tillige oprettede et Hereds-Tempel, hvis Gode han ſelv var, er viſtnok ingenſteds udtrykkeligen ſagt, men det falder næſten af ſig ſelv.

Ethvert Grundſtykke, der ſaaledes kom i et Familie-Overhoveds Beſiddelſe, betragtedes egentlig ſom den hele Families fælles Ejendom; Adkomſten dertil udlededes fra Familiens egen medfødte, aldeles uindſkrænkede, Ejendomsret. En ſaadan Grundejendom kaldtes Familiens Odel, og betragtedes ſom dens rette Hjem; den nedarvedes fra Fader til Søn, og arvedes, hvis en Fader efterlod ſig flere Sønner, af alle disſe i Fællesſkab, dog ſaaledes at Beboelſen af Ættens fornemſte Gaard, det ſaakaldte Hovedbøle, forbeholdtes den ældſte Søn, eller den, der betragtedes ſom Familiens Hoved, medens de øvrige Deeltagere i Arven enten nedſatte ſig for ſig ſelv, eller mod Vederlag overlode deres Deel af Odelet til Hovedbølets Beſidder, og forſøgte deres Lykke paa andre Steder. Dog tabte de og deres Efterkommere ikke derved deres Ret til, i Mangel af nærmere Arvinger at optræde ſom Odelets retmæsſige Ejere, og det ſynes endog, ſom om man opſtillede det Princip, at Odelet aldrig ſkulde kunne gaa ud af Ætten, thi alene paa dette Princip kan den ſenere ſaa bekjendte Løsningsret være grundet. Efter vore ældſte Love at domme ſkulde man endog tro, at Brødre ikke i Almindelighed deelte Odelet imellem ſig, men vedbleve at beſidde det i Fællesſkab[1]. Derved maatte Familiebaandet knyttes deſto faſtere, og Familiefølelſen ſkærpes. Alle de, ſom hørte til en Familie der ejede Odel, kaldtes Odelsbaarne til dette Odel, og i Forhold til

  1. Se iſærdeleshed vore ældre Loves Beſtemmelſer om Udſkiftning af Odelsjorder, der ejes i Fællesſkab, hvor denne Udſkiftning omtales, ſom om den ej i Regelen ſkulde, men kun forſaavidt Medejerne ønſkede det, kunde finde Sted. Ældre Gul. L. Cap. 87. 282. Ældre Froſtath. L. XIV. 4.