Dette skede i det Væsentlige kun saaledes, at den med sin Familie, sine Undergivne – Trælle eller Frigivne – og andre, der havde sluttet sig til ham og stillet sig under hans Beskyttelse, ankomne Høvding, tog sig et Stykke Land efter Behag, og betegnede Besiddelsestagelsen ved visse Ceremonier, af hvilke den væsentligste synes at have været Omridning med en brændende Brand[1]. Af dette Stykke Land forbeholdt han sig selv den bedste Deel; det øvrige uddeelte han blandt sine Ledsagere, af hvilke enkelte kun forpligtede sig til at være hans Thingmænd, det vil sige: staa under hans Jurisdiction; andre derimod blev hans Landseter eller Lejlændinger. Med Jurisdictionen var ogsaa Gudsdyrkelsens Bestyrelse forbunden, thi enhver saadan Høvding havde ogsaa et for alle hans Undergivne fælles Tempel paa sin Gaard, hvor han selv var Gode eller Offerprest; og Titlen „Gode“ saavelsom Embedets Navn „Godord“ medførte ej alene Begreber af gejstlig, men ogsaa af verdslig Overøvrighed.
De her omtalte Sædvaner kunne neppe have været indførte blandt Islands Nybyggere, efterat Udvandringen til Island fra Norge var begyndt, thi dertil foregik denne Udvandring altfor enkeltviis og uden Overlæg mellem Udvandrerne indbyrdes. Det er næsten utænkeligt, at forskjellige Udvandrere, der ad forskjellige Veje kom til forskjellige Egne af Island, strax ved Ankomsten just skulde komme til at anvende een og den samme Fremgangsmaade ved Besiddelsestagelsen, naar der ikke allerede hos Folket selv levede Sagn om, hvorledes en saadan Besiddelsestagelse af nyt Land skulde finde Sted. Og saadanne Sagn kunde igjen neppe leve hos Folket, uden som Levninger fra den Tid, da det selv for første Gang satte Fod i Norge. Det kunde derfor synes, som om man var berettiget til, ej alene i Almindelighed at hente Analogier fra de bestemte Efterretninger om Maaden, hvorpaa Island bebyggedes, for nogenledes at danne sig en Forestilling om hvorledes det gik til med Norges egen Bebyggelse; men at man ogsaa kan ansee enkelte af de ved hiin Lejlighed brugelige Skikke og Sædvaner ligefrem som Reminiscenser fra Norges sørste Bebyggelsestid. I eet væsentligt Punkt maa der dog have været en Forskjel mellem hvad der fandt Sted paa Island og hvad der tidligere havde fundet Sted i Norge. Til Island ankom Familierne enkeltviis, og Familiehøvdingerne toge sig Land paa egen Haand uden Overlæg med andre Indvandrere; i Norge derimod maa, idetmindste i Regelen, hele „Hære“ eller „Fylker“ være ankomne paa een Gang, og Besiddelsestagelsen af Heredet eller Fylket maa her tildeels have foregaaet efter fælles Overlæg, maaskee og ved etslags foreløbig Udviisning, om det end maa forudsættes at Landets Udstrækning og uopryddede Tilstand i Forbindelse med Indvandrernes ringe Antal for det sørste maatte
- ↑ Landn. V. 1.
