Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/145

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
117
Beſiddelſestagelſen.

Dette ſkede i det Væſentlige kun ſaaledes, at den med ſin Familie, ſine Undergivne — Trælle eller Frigivne — og andre, der havde ſluttet ſig til ham og ſtillet ſig under hans Beſkyttelſe, ankomne Høvding, tog ſig et Stykke Land efter Behag, og betegnede Beſiddelſestagelſen ved visſe Ceremonier, af hvilke den væſentligſte ſynes at have været Omridning med en brændende Brand[1]. Af dette Stykke Land forbeholdt han ſig ſelv den bedſte Deel; det øvrige uddeelte han blandt ſine Ledſagere, af hvilke enkelte kun forpligtede ſig til at være hans Thingmænd, det vil ſige: ſtaa under hans Jurisdiction; andre derimod blev hans Landſeter eller Lejlændinger. Med Jurisdictionen var ogſaa Gudsdyrkelſens Beſtyrelſe forbunden, thi enhver ſaadan Høvding havde ogſaa et for alle hans Undergivne fælles Tempel paa ſin Gaard, hvor han ſelv var Gode eller Offerpreſt; og Titlen „Gode“ ſaavelſom Embedets Navn „Godord“ medførte ej alene Begreber af gejſtlig, men ogſaa af verdslig Overøvrighed.

De her omtalte Sædvaner kunne neppe have været indførte blandt Islands Nybyggere, efterat Udvandringen til Island fra Norge var begyndt, thi dertil foregik denne Udvandring altfor enkeltviis og uden Overlæg mellem Udvandrerne indbyrdes. Det er næſten utænkeligt, at forſkjellige Udvandrere, der ad forſkjellige Veje kom til forſkjellige Egne af Island, ſtrax ved Ankomſten juſt ſkulde komme til at anvende een og den ſamme Fremgangsmaade ved Beſiddelſestagelſen, naar der ikke allerede hos Folket ſelv levede Sagn om, hvorledes en ſaadan Beſiddelſestagelſe af nyt Land ſkulde finde Sted. Og ſaadanne Sagn kunde igjen neppe leve hos Folket, uden ſom Levninger fra den Tid, da det ſelv for førſte Gang ſatte Fod i Norge. Det kunde derfor ſynes, ſom om man var berettiget til, ej alene i Almindelighed at hente Analogier fra de beſtemte Efterretninger om Maaden, hvorpaa Island bebyggedes, for nogenledes at danne ſig en Foreſtilling om hvorledes det gik til med Norges egen Bebyggelſe; men at man ogſaa kan anſee enkelte af de ved hiin Lejlighed brugelige Skikke og Sædvaner ligefrem ſom Reminiſcenſer fra Norges ſørſte Bebyggelſestid. I eet væſentligt Punkt maa der dog have været en Forſkjel mellem hvad der fandt Sted paa Island og hvad der tidligere havde fundet Sted i Norge. Til Island ankom Familierne enkeltviis, og Familiehøvdingerne toge ſig Land paa egen Haand uden Overlæg med andre Indvandrere; i Norge derimod maa, idetmindſte i Regelen, hele „Hære“ eller „Fylker“ være ankomne paa een Gang, og Beſiddelſestagelſen af Heredet eller Fylket maa her tildeels have foregaaet efter fælles Overlæg, maaſkee og ved etſlags foreløbig Udviisning, om det end maa forudſættes at Landets Udſtrækning og uopryddede Tilſtand i Forbindelſe med Indvandrernes ringe Antal for det ſørſte maatte

  1. Landn. V. 1.