Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/144

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
116
Landsbyer.

paaviſes en Særegenhed i Sydgermanernes og de gotiſke Germaners Charakteer, eller ved de af Sydgermanerne og de gotiſke Germaner beſatte Lande, der bragte dem til at forlade deres gamle Sædvaner og overvinde den nedarvede Modbydelighed for det bymæsſige Samliv. Men en ſaadan Særegenhed kan ej paaviſes, og dertil udhæver Tacitus ſelv hiin Modbydelighed ſom endnu raadende og ſom et bekjendt Charakteertræk ved den germaniſke Nation. Altſaa kan man ikke paa anden Maade, end ovenanført, forklare Landsbyernes Tilværelſe blandt Sydgermaner og Goto-Germaner; ligeſom ogſaa de mere indviklede, fra den oprindelige germaniſke Enkelthed afvigende Forholde, ſom hos dem viſe ſig, tyde hen paa det ſamme.

Ej alene de her fremſtillede Forholde, men ogſaa enkelte for Nord- og Syd-Germanerne fælles Ord og Talemaader, der dog af hver enkelt Hovedafdeling bruges i forſkjellig Betydning, lægge for Dagen, at Landbovæſenet i Norden, iſær i ældre Dage, maa anſees ſom det oprindelige, normal-germaniſke, i Sammenligning med det, der forefindes eller forefandtes i Tydſkland og Danmark. Ordet Thorp (þorp, gotiſk þaurp, tydſk Dorf), hvis oprindelige, i Gotiſken opbevarede Betydning, er „Grundſtykke“ (lat. ager), er nu hos os mindre brugeligt, men betegner i Sverige en afſides eller for ſig ſelv ſtaaende Plads; det brugtes i ældre Tider om mindre Gaarde eller Diſtrikter, og forekommer endnu i en Mængde Stedsnavne, der alle tilhøre enkelte Gaarde. I Tydſkland derimod betegner „Dorf“ en Landsby; og alle de Steder, hvis Navne i Danmark fordum endte paa „thorp“, nu paa „drup“ eller „rup“, ere ligeledes Landsbyer. En enkelt ſtørre Gaard kaldtes af vore Forfædre en eller By, (bœr, býr), og Ordet forekommer endnu i denne Betydning i Setersdalen, forſaavidt det bruges ſom Fællesnavn for de mindre Gaarde, hvori de enkelte ſtørre i Tidens Løb ere udſtykkede; men i Danmark bruges Ordet kun om hvad vi nu forſtaa ved „en By“, og gjennem det danſke Skriftſprog er „By“ ogſaa hos os kommet til at betyde det ſamme. En indhegnet Gaardsplads kaldtes og kaldes endnu i Norge Tun; i England betegner det tilſvarende town, Angelſaxiſk tún, allerede i Angelſaxernes ældſte Tider en virkelig By. Alle enkelte, paa oprindelig germaniſk Viis ordnede Familie-Etablisſementer fremtræde ſaaledes kun i Norge og det egentlige Sverige under deres oprindelige Form, men i de gotiſke og germaniſke Lande derimod ſom betydeligere Sammenflytninger. Dette er i Sandhed charakteriſtiſk og oplyſende, og afgiver i Forbindelſe med de forhen udhævede Forſkjelligheder mellem Nordens og Tydſklands agrariſke Forholde de utvivlſomſte Vidnesbyrd om at Tydſklands og Danmarks Occupation foregik under andre Omſtændigheder, end Norges.

Vi have omtalt, at Landnáma indeholder fuldſtændige Efterretninger om Maaden, paa hvilket det hidtil ubeboede Island blev taget i Beſiddelſe.