Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/143

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
115
Landsbyer.

ken Germanerne maa antages at have taget de Lande, der ſiden ſtedſe have været deres Hjem, i Beſiddelſe. Jo mere vi hos et germaniſk Folk finde dette Hang til Landlivet udpræget, og jo mindre Spor vi finde af Byliv eller bymæsſigt Samliv, deſto mere uforſtyrret maa den oprindelige Samfundsindretning antages at have udviklet og vedligeholdt ſig. Omvendt er man viſtnok igjen berettiget til at opſtille den Mening, at hvor man i germaniſke Lande ſom det Sædvanlige finder bymæsſige Sammenflytninger, om end blot i Form af Landsbyer, der har et fremmedartet Element gjort ſig gjeldende, eller med andre Ord, der have de indvandrende Germaner forefundet en allerede boſat Befolkning, ſom tilligemed Jorden, paa hvilken den boede, er bleven fordeelt mellem Indvandrerne, ved hvis Landgaarde eller rettere Herreſæder de i Tidens Løb deels maatte blive nødte til, deels maatte finde det belejligſt, at nedſætte ſig i Landsbyer, for baade at nyde ſaameget mere godt af Landsherrens Varetægt, og ſaameget lettere at kunne være rede til at adlyde hans Vink.

Nu er det en bekjendt Sag, at der i Norge og det egentlige Sverige, altſaa i de reennordiſke Lande, hverken ere eller nogenſinde have været Landsbyer, medens vi derimod allerede i Skaane, Danmark og Tydſkland finde Landsbyer endog fra de ældſte Tider. Tacitus ſelv taler om Landsbyer (vici) i ſamme Øjeblik, hvor han omhandler Germanernes „velbekjendte“ Sky for Bylivet og Mangel paa Byer; han maa altſaa her ſaa at ſige have det hele Etablisſement for Øje, nemlig Herrens eller Jordejerens afſondrede Gaard, i hvis Nærhed, ſkjønt ogſaa i behørig Afſtand, den afhængige, af Lejlændinger eller Vordnede beboede Landsby befandt ſig. Han taler ligeledes paa et andet Sted, hvor der handles om den Straf, der rammer den utroe Ægtehuſtru, om Landsbyen, gjennem hvilken hun med Spot og Spe bliver jaget[1]; det er altſaa tydeligt, at han ej alene ſigter til de højere Klasſer, men ogſaa til de lavere, Landsby-Boerne, hvilke paa hans Tid, af hvad Oprindelſe de end vare, maa have været fuldkommen germaniſerede. Alt dette vidner om, hvad man ogſaa af andre Kilder, ſom vi ovenfor have gjennemgaaet, veed, at Germanerne i Tydſkland, Danmark og Sydſverige ikke ved deres Indvandring traf paa et aldeles ubeboet Land, men paa en ældre, om end tynd Befolkning, ſandſynligviis af Kelter, der, forſaavidt ſom den ikke flygtede bort, fordeeltes med Jordſtykkerne mellem Indvandrerne og dannede Grundlaget til den lavere Folkeklasſe. Thi der maatte ellers kunne

sedes; colunt discreti ac diversi, ut fons, ut campus, ut nemus placuit; vicos locant, non in nostrum morem, connexis et cohærentibus ædificiis: suam quisque domum spatio circumdat.

  1. Se Tacitus, Germ. 14: Accisis crinibus, nudatam, coram propinquis, expellat domo maritus, atque per omnem vicum verbere agit. gik