Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/142

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
114
Erobringstog

paa hvis ſtørre eller mindre Dannelſe og Humanitet det da kommer an, om de ſkulle blive Trælle, eller til Jorden bundne Vordnede, eller kun afgiftspligtige Lejlændinger eller Forpagtere.

Men naar Familierne forgrene ſig, ſaa at Mængden af dem, der ſkulle ernære ſig paa de allerede erhvervede Grundſtykker, bliver for ſtor i Forhold til hvad disſe formaa at afgive; naar tillige Ærgjerrighed og Foretagelſesaand begynde at vaagne blandt den til Vaabenfærd vante Ungdom: da indtræder i Folkenes tidligere Udviklingsperiode Lyſten til at gjøre Erobringstog, deels for ſaaledes paa den ſimpleſte Maade at undgaa Overbefolkningens Ulemper, deels for at tilfredsſtille den ſterke Higen efter at erhverve en ſtørre Rigdom og Anſeelſe end man hjemme i Fædrelandet kan opnaa. Men ſlige Erobringstog kunne ikke foregaa uden med en vis Plan og ved en Forening af Mange; heller ikke er det her hele Familier, men kun enkelte Krigere, ſom ſlutte ſig ſammen og forlade deres Fædreland. Her gjør ſaaledes Forenings-Forholdet ſig ſtrax gjeldende, og her maa det fornemmelig være den fælles Styrer, om hvem det Hele drejer ſig; han ſtaar for Toget, og maa lede Fordelingen, ligeſaavel ſom han leder Erhvervelſen af Byttet. Han repræſenterer den hele Forening, og Erobringen, der er ſkeet af alle Krigerne tilſammen, betragtes ſom om den var ſkeet i hans Navn. At et Forhold af en lignende Art ogſaa indtræder, hvor et heelt Folk med væbnet Haand er nødt til at ſøge ſig nye Bopæle, er let at forſtaa, medens det dog paa den anden Side ligger i Sagens Natur, at Erobringsforholdet nærmeſt tilhører et ſenere Stadium i et Folks Livsperiode, nemlig Overbefolkningens, ligeſom og at Erobringstog ikke egentlig kan tænkes foretagne til ubebyggede Lande, eller at her idetmindſte den Trang til gjenſidig Underſtøttelſe, ſom er tilſtede, naar man med væbnet Haand ſkal erhverve et nyt Hjem, aldeles bortfalder.

De tvende her antydede Beſættelſesmaader, enten ved fredelig, til ethvert Familieoverhoveds Godtbefindende overladt, Tilegnelſe af ubebygget Land, eller den efter et Erobringstog foretagne Udſtykning af Jorden, forudſætter dog ſtedſe en Nation, for hvilken Agerdyrkningen og Landlivet er det ſædvanlige, og Livet i Stæder enten ganſke ukjendt, eller idetmindſte ikke ſædvanligt. Dette ſidſte var ikke Tilfældet med Sydens Folkeſlag, hos hvilke Staden var den egentlige Stat, og Landdiſtriktet kun et Tilbehør til denne. Derimod viſe Germanerne ſig fra det førſte Øjeblik, vi ſee dem fremtræde, ſom et Folk, hvis hele Tilværelſe var knyttet til Landlivet, ſom oprindeligen ikke kjendte Byer, og ikke engang kunde fordrage det bymæsſige Samliv[1]. Vi have derfor ovenfor nærmeſt ſkildret den Maade, paa hvil-

  1. Se iſær det bekjendte Sted hos Tacitus, Germ. 16. Nullas Germanorum populis urbes habitari, satis notum est; ne pati quidem inter se junctas