paa hvis større eller mindre Dannelse og Humanitet det da kommer an, om de skulle blive Trælle, eller til Jorden bundne Vordnede, eller kun afgiftspligtige Lejlændinger eller Forpagtere.
Men naar Familierne forgrene sig, saa at Mængden af dem, der skulle ernære sig paa de allerede erhvervede Grundstykker, bliver for stor i Forhold til hvad disse formaa at afgive; naar tillige Ærgjerrighed og Foretagelsesaand begynde at vaagne blandt den til Vaabenfærd vante Ungdom: da indtræder i Folkenes tidligere Udviklingsperiode Lysten til at gjøre Erobringstog, deels for saaledes paa den simpleste Maade at undgaa Overbefolkningens Ulemper, deels for at tilfredsstille den sterke Higen efter at erhverve en større Rigdom og Anseelse end man hjemme i Fædrelandet kan opnaa. Men slige Erobringstog kunne ikke foregaa uden med en vis Plan og ved en Forening af Mange; heller ikke er det her hele Familier, men kun enkelte Krigere, som slutte sig sammen og forlade deres Fædreland. Her gjør saaledes Forenings-Forholdet sig strax gjeldende, og her maa det fornemmelig være den fælles Styrer, om hvem det Hele drejer sig; han staar for Toget, og maa lede Fordelingen, ligesaavel som han leder Erhvervelsen af Byttet. Han repræsenterer den hele Forening, og Erobringen, der er skeet af alle Krigerne tilsammen, betragtes som om den var skeet i hans Navn. At et Forhold af en lignende Art ogsaa indtræder, hvor et heelt Folk med væbnet Haand er nødt til at søge sig nye Bopæle, er let at forstaa, medens det dog paa den anden Side ligger i Sagens Natur, at Erobringsforholdet nærmest tilhører et senere Stadium i et Folks Livsperiode, nemlig Overbefolkningens, ligesom og at Erobringstog ikke egentlig kan tænkes foretagne til ubebyggede Lande, eller at her idetmindste den Trang til gjensidig Understøttelse, som er tilstede, naar man med væbnet Haand skal erhverve et nyt Hjem, aldeles bortfalder.
De tvende her antydede Besættelsesmaader, enten ved fredelig, til ethvert Familieoverhoveds Godtbefindende overladt, Tilegnelse af ubebygget Land, eller den efter et Erobringstog foretagne Udstykning af Jorden, forudsætter dog stedse en Nation, for hvilken Agerdyrkningen og Landlivet er det sædvanlige, og Livet i Stæder enten ganske ukjendt, eller idetmindste ikke sædvanligt. Dette sidste var ikke Tilfældet med Sydens Folkeslag, hos hvilke Staden var den egentlige Stat, og Landdistriktet kun et Tilbehør til denne. Derimod vise Germanerne sig fra det første Øjeblik, vi see dem fremtræde, som et Folk, hvis hele Tilværelse var knyttet til Landlivet, som oprindeligen ikke kjendte Byer, og ikke engang kunde fordrage det bymæssige Samliv[1]. Vi have derfor ovenfor nærmest skildret den Maade, paa hvil-
- ↑ Se især det bekjendte Sted hos Tacitus, Germ. 16. Nullas Germanorum populis urbes habitari, satis notum est; ne pati quidem inter se junctas
