Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/141

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
113
Landets Deling.

de ſluttede Krigshobe ſtormede ind i Landet, kunde Klasſeforſkjellen endnu blot være perſonlig, og Familieforholdet det eneſte organiſerende Princip. Ingen beſad endnu noget Stykke Grund eller Land, og de forſkjellige Underafdelinger af Hovedklasſerne, ſom opſtaa derved at nogle frie Mænd ingen Jord eje, andre mod Afgift benytte en dem ikke tilhørende Jord, atter andre beſidde mindre, andre ſtørre Jordſtrækninger, nogle have arvet deres Jord, andre kun kjøbt den: alle disſe Underafdelinger, der i den ſenere Samfundsudvikling ere af en ſaa ſtor Betydning, kunde førſt efter Landets Beſættelſe udvikle ſig.

Hvorledes Landet i Førſtningen deeltes mellem vore Forfædre, derom tie viſtnok vore hiſtoriſke Overleverelſer, men enkelte opbevarede Beſkrivelſer om, hvorledes man i ſildigere Tider ved lignende Lejligheder bar ſig ad, indeholde Vink om, hvad der fra Fortiden af maa have været Folkets Vedtægt. Men herved kommer det væſentligt an paa tvende Hovedomſtændigheder, nemlig det Lands Vilkaar, ſom bliver taget i Beſiddelſe, og det Folks eller den Forenings Vilkaar, ved hvilken Beſiddelſestagelſen ſkeer. Det ubebyggede Land behøver kun at ryddes for Skov og dyrkbargjøres; ingen tidligere Beboer gjør den ſig nedſættende Udvandrer Pladſen ſtridig; det kommer an paa ham ſelv, hvor meget han kan overtage, og følgelig hvor meget han ønſker at tage i Beſiddelſe; der maa i Førſtningen altid være Land nok at faa, næſten mere end man kan overkomme. Beſættelſen er aldeles fredelig, der udkræves ingen gjenſidig Underſtøttelſe til at udføre den, og følgelig udfordres der heller ikke nogen gjenſidig Overeenskomſt til at ſætte den i Verk. Indfinde ſig nu fremmede Indvandrere, ej for at gjøre Erobringer og vinde Rigdomme, men kun for at ſøge ſig nye Opholdsſteder, da ligger det i Sagens Natur, at Beſiddelſestagelſen af hvert enkelt Grundſtykke ogſaa mere bliver hvert enkelt Familie-Overhoveds, end den fælles Fylke- eller Hær-Styrers Sag. Anderledes er det derimod, hvor et allerede bebygget Land beſættes. Der møder man en Befolkning, ſom ſkal fortrænges eller underkues, og ſom følgelig i Regelen gjør Modſtand. De enkelte Familiers vaabenføre Medlemmer maa altſaa her gjenſidigt underſtøtte hinanden; det vundne Land er et Bytte, ſom formelig maa deles; det forefindes desuden fuldt og færdigt til Beboelſe, og den langvarige Oprydning, under hvilken Familierne en Tidlang undgaa at komme i Colliſion, finder her ikke Sted. Her maa ſaaledes allerede etſlags Overeenskomſt eller etſlags Mellemkomſt fra Styrerens Side indtræde; og i Regelen vil det blive Lodkaſtning, ſom beſtemmer Fordelingen. Og da i de fleſte Tilfælde de ældre Beboere af et Land heller vælge at underkaſte ſig betydelige Ulemper, end at forlade deres tilvante Hjem, bliver det ej alene Grundſtykkerne, men ogſaa de paa disſe boende Folk, der komme til at regnes ind under Byttet og fordeles mellem Indvandrerne,

Munch. Det norſke Folks Hiſtorie. 1.