ældste, reneste og oprindeligste Fremstilling af vore Forfædres Samfundsorden. Vi erfare, at det hele Folk, forsaavidt Trællene dertil kunne regnes, indeeltes i to Hovedklasser, Frie og Ufrie, eller Trælle, og de Frie igjen i to, Jarler, de fornemmere og mægtigere, Krigere eller Landets Forsvarere, og Karler, de mindre sornemme, hvis Hovedsyssel var Agerdyrkningen, og af hvis Klasse den egentlige Bondestand udviklede sig, erhvervede Magt og Anseelse, og endelig gjennem Hersen, Bøndernes fornemste Mand, traadte i Forbindelse med Jarle-Standen. Trællens uskjønne Legemsdannelse og mørke Hud ligeoverfor Karlens raske eg rødlige, Jarlens stolte og lyse Skikkelse, stempler hans Slægt som en fremmedartet, som en, der ikke egentlig hørte til Nationen selv, men enten hidrørte fra en overvunden Befolkning (Finner og Tschuder), eller fra Kjøb og Rov i fremmede, sydligere Lande.
Ogsaa blandt de andre Germaner finde vi Spor af den samme oprindelige Klasse-Inddeling. Angelsaxernes ældste Skrifter[1] skjelne tydeligt mellem eorlas (Krigerne eller Herrerne), ceorlas (de frie Jorddyrkere), og þéowas (Trællene). I de ældste tydske Rets-Institutioner, vi kjende, have allerede mere indviklede, fremmedartede, Forholde gjort sig gjeldende, især de, der betegne et Mellemstadium mellem den frie Mand og Trællen; dog aabenbarer sig ogsaa her tydeligt den ovenanførte Hovedinddeling, om end under forskjellige Navne. De undertvungne Folk, med hvilke de sydlige Germaner kom i Berørelse, bragte hos dem de Fries Klasse paa en vis Maade til at antage en højere Rang, som en Art af Adel ligeoverfor dem selv; medens hos os efterhaanden den egentlige Jarlestand saaledes smeltede sammen med Bøndernes Klasse, at den tilsidst endogsaa ganske ligesom tabte sig deri, og at Navnet „Jarl“ endog gik over til at betegne ikke en Kriger eller Herre i Almindelighed, men kun en særegen, af Landets Overhoved udnævnt Befalingsmand med fyrstelig Rang. Imidlertid kunde dog Bondestanden selv ogsaa siges at dele sig i to temmelig skarpt betegnede Underafdelinger; den højere, jord- og grundejende, de egentlige Odelsbaarne eller Haulderne, og den lavere, der ikke ejede Grund, men hvis Medlemmer som Lejlændinger dyrkede anden Mands Jord, eller paa andre Maader stode i et vist Afhængighedsforhold til ham, uden dog at have tabt eller at savne den personlige Frihed.
Det var Erhvervelsen og Besiddelsen af Land, som først maatte give de simple Klasseforholde en særegen Farvning. Da Fylkerne, det vil sige
- ↑ Se Kong Alfreds Love (c. 890), hvor det, for at betegne alle Klasser af frie Mænd, heder i § 4: enten Karl eller Jarl.
