Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/139

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
111
Træl, Karl og Jarl.

Redſkaber til Livets Ophold; Jarlen, ſmuk, kraftig, overmodig, med ædle, om en fornem Herkomſt og omhyggelig Pleje vidnende Legemsformer, omgiven af Overflod og Pragt, vant til Gjeſtfrihed og Gavmildhed, betragtende Vaabenfærd, ikke Jordens Dyrkning, ſom ſit egentlige Kald. Digtet giver mere paa en dunkel Maade at forſtaa, end det ligefrem udtaler, at det er Rig ſelv, ſom paa ſine Vandringer bliver alle tre Standsrepræſentanters Fader; det antyder derved ſindrigt, at ej alene den blotte Herkomſt, men ogſaa Omgivelſerne, under hvilke Menneſket opvoxer, beſtemme hans Stilling i Livet og Dannelſestrin[1]. Det viſer hvorledes de frie Ætter, enten det nu er Karlens eller Jarlens, tiltage i Anſeelſe, efterſom de udvikle ſig; thi Karlens Søn, Haulden, er den odelsbaarne Jordejer, og Jarlens Søn, Kon eller Kon den unge, ſkal øjenſynligt betegne Konge-Ætten. Vi ſee, hvorledes de forſkjellige frie Ætter forbinde ſig med hinanden, idet Jarlen egter Herſens Datter, thi efter vore Forfædres Begreber hørte Herſerne til Hauldernes, ikke til Jarlernes Klasſe. Derimod ſee vi, hvorledes Trælle-Ætterne ſtedſe holde ſig paa det ſamme Standpunkt. Endelig kunde det være muligt, at Digtets Forfatter ved at lade Trællen nedſtamme fra Oldemoderen, Karlen fra Bedſtemoderen, Jarlen fra Moderen, har villet udtale en Mening om at disſe tre Klasſer ſkulde være Levninger af tre forſkjellige Befolkninger i Landet, at Trælle-Klasſen var den ældſte, af fremmedartet Herkomſt, undertvungen afKarl-Klasſen, der igjen ſiden maatte lyde den yngſte, mægtigſte og meſt livsfriſke Stamme, Jarlens.

Rigsmaal viſer ſig i alle Henſeender ſom et egte norſkt Digt; Enkelthederne i alle Beſkrivelſer, Benævnelſer paa Gjenſtande, m. m., pasſe kun paa Norge, ej paa noget andet, endog nordiſkt Land. Brødet, hvormed den fremmede Gjeſt beværtes i de tre forſkjellige Huſe, er det for Norge ſæregne Fladbrød; af Huusdyr omtales Ørne, Geder og Heſte; „Moder“ har paa Bryſtet en „Kinga“, et Udtryk, der ellers kun forekommer i den norſke Froſtathingslov; Herſen, hvis Datter Jarlen egter, er ogſaa egen for Norge, thi denne Titel brugtes ſjælden eller aldrig i Sverige og Danmark. Skjoldet af Lindetræ, Buen af Alm, Spydet af Aſk, ere ligeledes charakteriſtiſke for Norge; de „mørke Veje“ mellem ſtejle Fjelde, de bratte „Branter“[2], ſom Vejene ogſaa udtryksfuldt kaldes, ere charakteriſtiſke for et bjergigt, ſkovbegroet Land. Det kan ſaaledes ej betvivles, at Digtet er opſtaaet i Norge ſelv; om dets høje Alder kan man af Indholdets og Sprogets egen Charakteer overbeviſe ſig, og det er altſaa ſikkert, at vi i dette Digt beſidde den

  1. En i ſenere Tider tilføjet proſaiſk Indledning til Digtet ſiger at det var Aaſa-Guden Heimdall, der ſaaledes vandrede om og kaldte ſig Rig. Hvorvidt imidlertid dette fra førſt af har været Digterens Mening, er uviſt.
  2. Af brjóta, bryde.