Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/139

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
111
Træl, Karl og Jarl.

Redskaber til Livets Ophold; Jarlen, smuk, kraftig, overmodig, med ædle, om en fornem Herkomst og omhyggelig Pleje vidnende Legemsformer, omgiven af Overflod og Pragt, vant til Gjestfrihed og Gavmildhed, betragtende Vaabenfærd, ikke Jordens Dyrkning, som sit egentlige Kald. Digtet giver mere paa en dunkel Maade at forstaa, end det ligefrem udtaler, at det er Rig selv, som paa sine Vandringer bliver alle tre Standsrepræsentanters Fader; det antyder derved sindrigt, at ej alene den blotte Herkomst, men ogsaa Omgivelserne, under hvilke Mennesket opvoxer, bestemme hans Stilling i Livet og Dannelsestrin[1]. Det viser hvorledes de frie Ætter, enten det nu er Karlens eller Jarlens, tiltage i Anseelse, eftersom de udvikle sig; thi Karlens Søn, Haulden, er den odelsbaarne Jordejer, og Jarlens Søn, Kon eller Kon den unge, skal øjensynligt betegne Konge-Ætten. Vi see, hvorledes de forskjellige frie Ætter forbinde sig med hinanden, idet Jarlen egter Hersens Datter, thi efter vore Forfædres Begreber hørte Herserne til Hauldernes, ikke til Jarlernes Klasse. Derimod see vi, hvorledes Trælle-Ætterne stedse holde sig paa det samme Standpunkt. Endelig kunde det være muligt, at Digtets Forfatter ved at lade Trællen nedstamme fra Oldemoderen, Karlen fra Bedstemoderen, Jarlen fra Moderen, har villet udtale en Mening om at disse tre Klasser skulde være Levninger af tre forskjellige Befolkninger i Landet, at Trælle-Klassen var den ældste, af fremmedartet Herkomst, undertvungen afKarl-Klassen, der igjen siden maatte lyde den yngste, mægtigste og mest livsfriske Stamme, Jarlens.

Rigsmaal viser sig i alle Henseender som et egte norskt Digt; Enkelthederne i alle Beskrivelser, Benævnelser paa Gjenstande, m. m., passe kun paa Norge, ej paa noget andet, endog nordiskt Land. Brødet, hvormed den fremmede Gjest beværtes i de tre forskjellige Huse, er det for Norge særegne Fladbrød; af Huusdyr omtales Ørne, Geder og Heste; „Moder“ har paa Brystet en „Kinga“, et Udtryk, der ellers kun forekommer i den norske Frostathingslov; Hersen, hvis Datter Jarlen egter, er ogsaa egen for Norge, thi denne Titel brugtes sjælden eller aldrig i Sverige og Danmark. Skjoldet af Lindetræ, Buen af Alm, Spydet af Ask, ere ligeledes charakteristiske for Norge; de „mørke Veje“ mellem stejle Fjelde, de bratte „Branter“[2], som Vejene ogsaa udtryksfuldt kaldes, ere charakteristiske for et bjergigt, skovbegroet Land. Det kan saaledes ej betvivles, at Digtet er opstaaet i Norge selv; om dets høje Alder kan man af Indholdets og Sprogets egen Charakteer overbevise sig, og det er altsaa sikkert, at vi i dette Digt besidde den

  1. En i senere Tider tilføjet prosaisk Indledning til Digtet siger at det var Aasa-Guden Heimdall, der saaledes vandrede om og kaldte sig Rig. Hvorvidt imidlertid dette fra først af har været Digterens Mening, er uvist.
  2. Af brjóta, bryde.