Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/138

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
110
Rigsmaal.

hvor Herſen boed;
der han mødte
den midjeſmale,
hvide og yndige,
Erna[1], ſaa hed hun.

 Til hende de bejled
og hjem hende førte,
gifted med Jarlen,
gik hun under Linet;
ſammen de boede
i Sind ſaa glade,
Ætterne øged,
og ſin Ungdom de nød.

 Bur var den førſte[2];
 — — — —
 — — — —
at lege de nemmed,
Søn og Svein
med Svømning og Tavl,
Kund hed een,
Kon den yngſte.

 Op voxed der
Jarlens Sønner.
Heſte tæmmed,
Harniſker bøjed,
Skud de beredte,
ſvingede Landſer.

 Men Kon unge
kunde Runer,
evige Runer,
Alder-Runer;
meſt han kunde
Mænd at bjerge,
Egge at døve,
Øger[3] at ſtille.

 Skjønned Fugles Røſt
ſlukked Ilde,
ſtillede Søen,
Sorger dæmped;
havde aatte Mænds
Magt og Styrke

 Han med Rig Jarl
i Runer kæmped,
i kloge Kunſter,
kunde dem bedre;
da ſelv han fik,
da ſelv han tog
Navnet Rig,
Runekyndighed.

 Red Kon den unge
i Kjær og Skove,
Kolven lod han flyve,
Fugle han ſkjød.
— — — —
— — — —

I dette merkelige Digt findes de trende ældſte Samfundsklasſer ſkarpt betegnede. Trællen, af en uſkjøn, ved Arbeide nedbøjet, om hans foragtede Stilling vidnende Legemsbeſkaffenhed, ſortſmuttet og mørk, ſom om han var af fremmed Herkomſt, levende af grov Koſt i en ſimpel Hytte; Karlen, den frie Jorddyrker og Grundejer, ſterk og velvoxen, levende tarveligt, men anſtændigt, fød af en Moder, der var pynteligt klædt og ſmykket, følgelig allerede vant til noget mere og bedre end de allernødvendigſte

  1. Erna af Ørn; Ørnehunnen.
  2. Her følge en heel Deel Navne, der antyde Herkomſt og Ejendom.
  3. D. e. Havet.