Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/138

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
110
Rigsmaal.

hvor Hersen boed;
der han mødte
den midjesmale,
hvide og yndige,
Erna[1], saa hed hun.

 Til hende de bejled
og hjem hende førte,
gifted med Jarlen,
gik hun under Linet;
sammen de boede
i Sind saa glade,
Ætterne øged,
og sin Ungdom de nød.

 Bur var den første[2];
 — — — —
 — — — —
at lege de nemmed,
Søn og Svein
med Svømning og Tavl,
Kund hed een,
Kon den yngste.

 Op voxed der
Jarlens Sønner.
Heste tæmmed,
Harnisker bøjed,
Skud de beredte,
svingede Landser.

 Men Kon unge
kunde Runer,
evige Runer,
Alder-Runer;
mest han kunde
Mænd at bjerge,
Egge at døve,
Øger[3] at stille.

 Skjønned Fugles Røst
slukked Ilde,
stillede Søen,
Sorger dæmped;
havde aatte Mænds
Magt og Styrke

 Han med Rig Jarl
i Runer kæmped,
i kloge Kunster,
kunde dem bedre;
da selv han fik,
da selv han tog
Navnet Rig,
Runekyndighed.

 Red Kon den unge
i Kjær og Skove,
Kolven lod han flyve,
Fugle han skjød.
— — — —
— — — —

I dette merkelige Digt findes de trende ældste Samfundsklasser skarpt betegnede. Trællen, af en uskjøn, ved Arbeide nedbøjet, om hans foragtede Stilling vidnende Legemsbeskaffenhed, sortsmuttet og mørk, som om han var af fremmed Herkomst, levende af grov Kost i en simpel Hytte; Karlen, den frie Jorddyrker og Grundejer, sterk og velvoxen, levende tarveligt, men anstændigt, fød af en Moder, der var pynteligt klædt og smykket, følgelig allerede vant til noget mere og bedre end de allernødvendigste

  1. Erna af Ørn; Ørnehunnen.
  2. Her følge en heel Deel Navne, der antyde Herkomst og Ejendom.
  3. D. e. Havet.