Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/137

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Kalkerne prydede,
de drak og de snakked,
Dagen gik hurtigt,
Rig kunde dem
Raad at sige.

 Rig steg fra Bordet
til Sængs at gaa,
der var han trende
Dage og Nætter;
monne han derfra gaa
midt ad Stien;
led mest derefter

 Maaneder ni.
En Søn fødte Moder
svøbte ham i Silke,
øst han blev med Vand
Jarl blev han kaldt.
Blegt var Haaret,
Bjerte Kinder,
hvasse hans Øjne,
som Orme-Ungens.

 Op voxte der
Jarl i Huset;
Tog paa Skjold at svinge,
Strenge at lægge,
Alm at bøje
Orver at skjefte,
Flejn at kaste,
Frakker[1] at svinge
Heste at ride
Hunde at øve,
Sverd at drage,
Svømmen at fremme.

 Der kom fra Runen[2]
Rig gaaende,
Rig gaaende,
Runer han læste;
Sit Navn han gav ham
sin Søn ham kaldte;
ham bød han eje
Odelvoldene[3],
Odelvoldene
de ældgamle Bygder

 Monne han derfra ride
den merke Vej,
stejle Fjeld-Højder
indtil Hallen han naaed;
Skaftet han svinged,
Spydet han rysted,
Hesten han spored
og Sverdet drog,
Vig[4] han vakte,
Volden han rødfarved,
Valen han fældte,
vog sig til Land.

 Ene han da raadte for
atten Bo.
Gaver han skifted,
skjenkede Alle
herlige Ejemon,
Heste svangribbede,
Ringe han brød,
Bauge sønderhug[5].

 Stolt de aged
de stejle Veje;
kom til Hallen,

  1. D. e. etslags korte Spyd, Tydskernes franka.
  2. D. e. Krattet. Ordet er endnu meget brugeligt i Norge.
  3. „Volde“ her i den oprindelige Betydning „Sletter“, „Marker“.
  4. D. e. Kamp.
  5. Nemlig for at uddele Brudstykkerne som Gaver. Derfor kaldtes ogsaa den gavmilde Fyrste „Ringens“ eller „Guldets Bryder“.