Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/137

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Kalkerne prydede,
de drak og de ſnakked,
Dagen gik hurtigt,
Rig kunde dem
Raad at ſige.

 Rig ſteg fra Bordet
til Sængs at gaa,
der var han trende
Dage og Nætter;
monne han derfra gaa
midt ad Stien;
led meſt derefter

 Maaneder ni.
En Søn fødte Moder
ſvøbte ham i Silke,
øſt han blev med Vand
Jarl blev han kaldt.
Blegt var Haaret,
Bjerte Kinder,
hvasſe hans Øjne,
ſom Orme-Ungens.

 Op voxte der
Jarl i Huſet;
Tog paa Skjold at ſvinge,
Strenge at lægge,
Alm at bøje
Orver at ſkjefte,
Flejn at kaſte,
Frakker[1] at ſvinge
Heſte at ride
Hunde at øve,
Sverd at drage,
Svømmen at fremme.

 Der kom fra Runen[2]
Rig gaaende,
Rig gaaende,
Runer han læſte;
Sit Navn han gav ham
ſin Søn ham kaldte;
ham bød han eje
Odelvoldene[3],
Odelvoldene
de ældgamle Bygder

 Monne han derfra ride
den merke Vej,
ſtejle Fjeld-Højder
indtil Hallen han naaed;
Skaftet han ſvinged,
Spydet han ryſted,
Heſten han ſpored
og Sverdet drog,
Vig[4] han vakte,
Volden han rødfarved,
Valen han fældte,
vog ſig til Land.

 Ene han da raadte for
atten Bo.
Gaver han ſkifted,
ſkjenkede Alle
herlige Ejemon,
Heſte ſvangribbede,
Ringe han brød,
Bauge ſønderhug[5].

 Stolt de aged
de ſtejle Veje;
kom til Hallen,

  1. D. e. etſlags korte Spyd, Tydſkernes franka.
  2. D. e. Krattet. Ordet er endnu meget brugeligt i Norge.
  3. „Volde“ her i den oprindelige Betydning „Sletter“, „Marker“.
  4. D. e. Kamp.
  5. Nemlig for at uddele Brudſtykkerne ſom Gaver. Derfor kaldtes ogſaa den gavmilde Fyrſte „Ringens“ eller „Guldets Bryder“.