Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/136

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
108
Rigsmaal.

Bauge[1] deled,
Blæjer de bredte
og Bo de ſatte.

 Børn de avled,
elſked og ſtelled,
de hed Hal og Dreng,
Hauld, Thegn, Smed,
— — — —
— — — —
Døttrene og fik
disſe Navne —
— — — —
derfra ere komne
Karles Ætter.




 Rig gik derfra
de rette Veje,
kom til en Sal,
mod Syd vendte Døren,
i aabne Dørfløj
var fæſtet en Ring.

 Ind gik han der,
Gulvet var ſtrøet;
der ſad Hjon,
ſaa paa hinanden,
Fader og Moder,
Med Fingrene leged’.

 Sad Huusherren
og ſnoede Streng,
Almen[2] han bøjed,
Orv[3] han ſkjefted,
men Huuskvinden
holdt paa at ſy,
ſyſled med Ærmet,
ſtrøg ſig paa Armen.

 Hoved-Falden[4] knejſed
Ringe[5] var paa Bryſtet,
ſidt hendes Slæb,
Serken blaahvid,
Brynene bjertere,
Bryſtet lyſere,
Halſen hvidere,
end hviden Sne.

 Rig kunde dem
Raad at ſige,
midt paa Gulvet
monne han ſætte ſig,
og begge Hjon
paa hver hans Side.

 Da tog Moder
en mærket Dug,
hvid, af Hør,
hyllede Bordet;
derpaa hun tog
tynde Leve
hvide af Hvede,
hyllede Dugen.

 Frem hun ſatte Fade
fulde, ſølvkantede,
fedeſte Fleſk,
Fugle ſtegte;
Viin var i Kanden

  1. D. e. Pengeringe.
  2. D. e. Almegrenen til en Bue.
  3. D. e. Piil.
  4. Fald, etſlags højtknejſende Hovedtøj.
  5. Ringformige Bryſtſmykker.