Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/136

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
108
Rigsmaal.

Bauge[1] deled,
Blæjer de bredte
og Bo de satte.

 Børn de avled,
elsked og stelled,
de hed Hal og Dreng,
Hauld, Thegn, Smed,
– – – –
– – – –
Døttrene og fik
disse Navne –
– – – –
derfra ere komne
Karles Ætter.




 Rig gik derfra
de rette Veje,
kom til en Sal,
mod Syd vendte Døren,
i aabne Dørfløj
var fæstet en Ring.

 Ind gik han der,
Gulvet var strøet;
der sad Hjon,
saa paa hinanden,
Fader og Moder,
Med Fingrene leged’.

 Sad Huusherren
og snoede Streng,
Almen[2] han bøjed,
Orv[3] han skjefted,
men Huuskvinden
holdt paa at sy,
sysled med Ærmet,
strøg sig paa Armen.

 Hoved-Falden[4] knejsed
Ringe[5] var paa Brystet,
sidt hendes Slæb,
Serken blaahvid,
Brynene bjertere,
Brystet lysere,
Halsen hvidere,
end hviden Sne.

 Rig kunde dem
Raad at sige,
midt paa Gulvet
monne han sætte sig,
og begge Hjon
paa hver hans Side.

 Da tog Moder
en mærket Dug,
hvid, af Hør,
hyllede Bordet;
derpaa hun tog
tynde Leve
hvide af Hvede,
hyllede Dugen.

 Frem hun satte Fade
fulde, sølvkantede,
fedeste Flesk,
Fugle stegte;
Viin var i Kanden

  1. D. e. Pengeringe.
  2. D. e. Almegrenen til en Bue.
  3. D. e. Piil.
  4. Fald, etslags højtknejsende Hovedtøj.
  5. Ringformige Brystsmykker.