Op han stod,
til Sængs han gik,
Rig kunde dem
Raad at sige,
midt i Sængen
monne han lægge sig,
og Husets Folk
paa hver hans Side.
Der var han trende
Dage og Nætter;
monne han derfra gaa
midt paa Stien,
led mest derefter
Maaneder ni.
Et Barn fødte Edda
øst det blev med Vand,
sortsmudsket af Hud,
det hed „Træl“.
Han tog til at voxe
og vel at trives;
skrumpent var
Skindet paa hans Hænder,
Knoerne ogsaa
krympede sammen,
Fingrene digre,
fælt hans Ansigt,
Ryggen ludende
lange hans Hæle.
Snart han begyndte
sin Styrke at prøve,
Bast at binde,
Byrder at gjøre,
hjem han var paa Ryggen
Riis den hele Dag
Der kom til Gaarden
Gengilbeina[1]
Ar var paa Foden,
Armen forbrændt,
Næsen nedbøjet
nævned sig Ty[2].
Midt paa Gulvet
monne hun sætte sig,
hos hende sad
Husets Søn;
de snakked og hvisked,
Sæng de reded,
Træl og Ty
trætte af Dagværk.
Børn de avled,
elsked og stelled,
Sønnerne hed
Hreim og Fjosner
– – – –
Lutr og Leggjaldi[3];
de lagde Gaarde,
gjødslede Agre,
gjætede Sviin,
vogtede Geder,
grove Torv.
Døttrene vare
Drumba og Kumba[4]
Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/134
Denne siden er korrekturlest
106
Rigsmaal.
