Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/134

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
106
Rigsmaal.


 Op han ſtod,
til Sængs han gik,
Rig kunde dem
Raad at ſige,
midt i Sængen
monne han lægge ſig,
og Huſets Folk
paa hver hans Side.

 Der var han trende
Dage og Nætter;
monne han derfra gaa
midt paa Stien,
led meſt derefter
Maaneder ni.

 Et Barn fødte Edda
øſt det blev med Vand,
ſortſmudſket af Hud,
det hed „Træl“.

 Han tog til at voxe
og vel at trives;
ſkrumpent var
Skindet paa hans Hænder,
Knoerne ogſaa
krympede ſammen,
Fingrene digre,
fælt hans Anſigt,
Ryggen ludende
lange hans Hæle.

 Snart han begyndte
ſin Styrke at prøve,
Baſt at binde,
Byrder at gjøre,
hjem han var paa Ryggen
Riis den hele Dag

 Der kom til Gaarden
Gengilbeina[1]
Ar var paa Foden,
Armen forbrændt,
Næſen nedbøjet
nævned ſig Ty[2].

 Midt paa Gulvet
monne hun ſætte ſig,
hos hende ſad
Huſets Søn;
de ſnakked og hviſked,
Sæng de reded,
Træl og Ty
trætte af Dagværk.

 Børn de avled,
elſked og ſtelled,
Sønnerne hed
Hreim og Fjosner
— — — —
Lutr og Leggjaldi[3];
de lagde Gaarde,
gjødſlede Agre,
gjætede Sviin,
vogtede Geder,
grove Torv.

 Døttrene vare
Drumba og Kumba[4]

  1. D. e. den Omvankende, den hvis Been ere vante til at gaa.
  2. Þý ɔ: Tyende, gotiſk þivi.
  3. Her følge en heel Deel Navne, der alle antyde Trællenes underordnede Legems- og Aands-Egenſkaber.
  4. Her følge ligeledes endeel Navne ſom betegne Trælkvindernes ſæregne Udſeende.