Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/133

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
105
Rigsmaal.

ere udſprungne fra den fælles Urſtamme, end de egentlige tydſke Nationer, og ſenere end de kom i Berørelſe med Fremmede, ligger det ogſaa i Sagens Natur, at deres Samfunds-Ordning ogſaa maa bære et mere ſimpelt og oprindeligt Præg, end Tydſkernes, og at hvad der om vore Forfædre endnu gjelder temmelig langt ned i den hiſtoriſke Tids-Alder, om Tydſkerne kun maa have gjeldt i en forud for deres nu opbevarede hiſtoriſke Optegnelſer liggende Tid; at ſaaledes, hvad de ældre Samfundsforholde angaar, Tydſkerne ſnarere maa ty til Norden, end Norden til Tydſkerne, for at erhverve de nødvendige Oplysninger.

2. De oprindelige Samfundsklasſer.


Idet vi ſaaledes iſær henviſes til vore egne Kilder, hvor det gjelder at udfinde det Oprindelige i den ældſte germaniſke Samfunds-Udvikling, kunne vi ej paaviſe noget ældre og paalideligere Vidnesbyrd i denne Henſeende, end den billedlige Fremſtilling af Samfunds-Udviklingen og de enkelte Samfundsklasſers Oprindelſe, ſom indeholdes i det ældgamle norſke Digt, der kaldes Rigsmaal, og er opbevaret blandt de øvrige Digte, der under Fællestitlen „den ældre Edda“ indeholde vore Forfædres Gude- og Helte-Sagn i deres meſt oprindelige og uforvanſkede Form. Dette merkelige Digt lyder ſaaledes:

 I gamle Dage
paa grønne Stier,
vandred den viſe,
vældige Aas,
den ramme Rig
med raſke Skridt

 Midt paa Stien
monne han gaa
kom til et Huus,
paa Klem ſtod Døren;
ind han gik,
Ild var paa Gulvet,
der ſad ved Arnen
Egtefolk tvende,
Aar og Edda[1]
alderſtegne.

 Rig kunde dem
Raad at ſige,
midt paa Gulvet
monne han ſætte ſig,
og Huſets Folk
paa hver hans Side

 Da tog Edda
en tykbaget Lev
tung og klumpet
tæt af Saaer;
midt paa Fadet
monne hun bære den;
Sodd var i Bollen,
ſatte den paa Bord,
Kalven var kogt,
koſtelig Spiſe.

  1. D. e. Oldefader og Oldemoder.