ere udsprungne fra den fælles Urstamme, end de egentlige tydske Nationer, og senere end de kom i Berørelse med Fremmede, ligger det ogsaa i Sagens Natur, at deres Samfunds-Ordning ogsaa maa bære et mere simpelt og oprindeligt Præg, end Tydskernes, og at hvad der om vore Forfædre endnu gjelder temmelig langt ned i den historiske Tids-Alder, om Tydskerne kun maa have gjeldt i en forud for deres nu opbevarede historiske Optegnelser liggende Tid; at saaledes, hvad de ældre Samfundsforholde angaar, Tydskerne snarere maa ty til Norden, end Norden til Tydskerne, for at erhverve de nødvendige Oplysninger.
Idet vi saaledes især henvises til vore egne Kilder, hvor det gjelder at udfinde det Oprindelige i den ældste germaniske Samfunds-Udvikling, kunne vi ej paavise noget ældre og paalideligere Vidnesbyrd i denne Henseende, end den billedlige Fremstilling af Samfunds-Udviklingen og de enkelte Samfundsklassers Oprindelse, som indeholdes i det ældgamle norske Digt, der kaldes Rigsmaal, og er opbevaret blandt de øvrige Digte, der under Fællestitlen „den ældre Edda“ indeholde vore Forfædres Gude- og Helte-Sagn i deres mest oprindelige og uforvanskede Form. Dette merkelige Digt lyder saaledes:
I gamle Dage
paa grønne Stier,
vandred den vise,
vældige Aas,
den ramme Rig
med raske Skridt
Midt paa Stien
monne han gaa
kom til et Huus,
paa Klem stod Døren;
ind han gik,
Ild var paa Gulvet,
der sad ved Arnen
Egtefolk tvende,
Aar og Edda[1]
alderstegne.
Rig kunde dem
Raad at sige,
midt paa Gulvet
monne han sætte sig,
og Husets Folk
paa hver hans Side
Da tog Edda
en tykbaget Lev
tung og klumpet
tæt af Saaer;
midt paa Fadet
monne hun bære den;
Sodd var i Bollen,
satte den paa Bord,
Kalven var kogt,
kostelig Spise.
- ↑ D. e. Oldefader og Oldemoder.
