Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/131

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
103
Indvandrings-Tiden.

momenter i Germanernes og vore Forfædres Vandringsperiode, uden dog at kunne angive med nogen Sikkerhed, naar de allerførſt ſatte Fod i de Lande, der ſidenefter ſtedſe have været deres Hjem. Hvad der med Sikkerhed kan ſiges, er alene dette, at Nordmændene allerede paa Jornandes’s Tid, eller vel rettere paa den Tid, fra hvilken hans Efterretninger ſkrive ſig, ſandſynligviis Slutningen af det 5te og Begyndelſen af det 6te Aarhundrede, havde udbredt ſig over Norge omtrent i den ſamme Udſtrækning, ſom nu til Dags, at ej alene Øſtlandet havde faaet ſin norſke Befolkning, men at der ved Siden af de oprindelige Fylker ogſaa fandtes „Riger“ i den ſydøſtlige Deel af Landet, uden at Jornandes dog, ſom det ſynes, endnu har kjendt Nordmændenes Navn ſom en almindelig Thjodbenævnelſe ved Siden af Gauter, Goter, Sviar og Daner. Vi erfare ligeledes af det hos Tacitus forekommende Navn Suiones, at Nordboernes Mundarter allerede paa hans Tid maa have antaget ſit charakteriſtiſke Præg, da den Opſlugning af Endekonſonanten, ſom har forandret det oprindelige Sviþ (hvoraf Jornandes’s Svethans) til Svi (hvoraf Tacitus’s Suiones) er en af de nordiſke Mundarters meſt charakteriſtiſke Egenheder, hvilken de kun dele med Angelſaxiſken. For enkelte af de Navne, Plinius meddeler, ſynes ogſaa, ſom det tidligere er bemerket, velbekjendte norſke Stedsnavne at ligge til Grund, og navnligen Nerigon at være en Forvanſkning af Noregr; dog er det naturligviis kun uſikkre Formodninger, ſom kunne hugges paa denne Navnelighed, der ogſaa meget gjerne blot kan være tilfældig. Den markomanniſke Krig, Kimbrernes og Teutonernes Tog mod Syden, de ſildigere Gallervandringer til Grækenland, og Pytheas’s Beretninger afgive viſtnok ſikkrere Vidnesbyrd om Bevægelſer i Norden, der have ſtaaet i nærmere eller fjernere Forbindelſe med Indvandringen. Men hos de germaniſke Forfattere ſelv henføres denne, efter hvad vi allerede have ſeet, til den ældſte Hiſtories fjerneſte Tider, ældre end Seſoſtris og de fabelagtige Amazoner; og det gamle Kvad, hvis Indhold Tacitus meddeler, ſynes at vidne om at de Germaner, hos hvilke det var i Folkemunde, betragtede ſig ſom hjemmehørende i Landet fra Urtiden af. Hvad man af alle disſe forſkjellige Data kan udbringe, bliver altſaa i Hovedſagen kun dette, at Germanernes Indvandring, Tydſklands Beſættelſe og endelig Norges Befolkning ved Nordmændene maa henføres til Tidsrummet mellem det 5te Aarhundrede før Chr., og vor Tidsregnings Begyndelſe.