Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/130

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
102
Thjod-Overhovedet.

Navn paa, hvad der nu ſædvanligviis kaldes Svialand, nemlig det egentlige oprindelige Sverige i Modſætning til Gautland[1].

Ligeſom Høvdingstitlen hersir maa henføres til Heredet eller Hundredet, fylkir til Fylket, ſaaledes ſynes ogſaa den gamle Herſkerbenævnelſe Thjodan (þjóðann, gotiſk þiudans, angelſaxiſk þeóden), at maatte henføres til „Thjod“. Den blotte Tilværelſe af Ordet ſynes derfor at vidne om, at endog i de ældſte Tider et heelt Thjod ſtundom var forenet under et eneſte Overhoved. Dette ſynes iſærdeleshed at have været Tilfældet med Goterne, hvis Sprog ikke engang, ſom det lader, kjender noget andet Ord til at udtrykke det græſke βασιλεύς, og tillige gjengiver „Kongerige“ med þiudangardi (Tjodans-Gaard). Man kunde maaſkee ſlutte heraf, at Goterne ere et af de germaniſke Folkeſlag, hvis enkelte Gauer allerførſt forenedes under en fælles Thjodan eller Overfyrſte, hvad der ogſaa vinder megen Bekræftelſe ved Tacitus’s Ord, hvor han i ſin Beſkrivelſe kommer til at omtale Goterne (Gotones), nemlig at de ſtaa under en Konge (regnantur), og viſtnok under noget ſtrengere Regiment end de øvrige Germaner, men dog ikke ſaaledes, at deres Frihed derved endnu kan ſiges at være dem berøvet[2]. Heller ikke finde vi ved Goternes Fremtræden i Syden Spor af Gau-Konger eller Smaakonger[3], og i den danſk-gotiſke Tidsalder er der heller ikke Tale om mere end een Konge i Hleidr, under hvis Herredømme idetmindſte de øvrige Øer ſynes at have ſtaaet. Om en ſaadan Forening af Gauerne er ſkeet frivillig eller ved Erobring, derom finder man vel ingen beſtemte Efterretninger, men hvad man veed om Maaden, paa hvilken ſlige Foreninger i ſenere Tider kom iſtand, gjør det dog aldeles ſandſynligt, at dette ogſaa i ældre Tider ſkede ad Erobringens Vej. Og der mangler heller ikke paa Sagn, der tyde hen paa ſaadanne Erobrings-Krige[4].

16. Indvandrings-Tiden.

Vi have allerede ovenfor lejlighedsviis ſøgt at beſtemme enkelte Tids-

  1. Ogſaa Goterne kaldte ſig et Thjod; man finder nemlig etſteds i en af de opbevarede gotiſke Sproglevninger Benævnelſen Gutþiuda.
  2. Trans Lygios Gotones regnantur, paulo jam adductius quam ceteræ Germanorum gentes, nondum tamen supra libertatem. Tac. Germ. 43.
  3. Vi finde ingen mindre Inddelinger end de tre Hovedafdelinger, Øſtgoter, Veſtgoter og Gepider, og hver af disſe var aabenbart talrig nok til at danne et „Thjod“ for ſig ſelv.
  4. Fornemmelig de hos Saxo opbevarede Sagn om ældre danſke Konger, af hvilke viſtnok de fleſte ere at henføre til den danſk-gotiſke Tidsalder. Ogſaa de i vore Oldſager opbevarede Sagn om Rolf Krake og andre gotiſk-danſke Konger tyde hen paa det ſamme.