Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/127

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
99
Fylke-Foreningen

Fylker oprindeligt forenedes om eet fælles Thing; vi finde endog Spor dertil blandt Sviarne, hvor de fornemſte eller egentlige Folklande oprindelig kun vare trende, nemlig Tiundaland, Aattundaland og Fjadrundaland. Throndhjems 8 Fylker gjøre ſaaledes paa en vis Maade en Undtagelſe fra det ſædvanlige Syſtem. Men ved en nærmere Underſøgelſe af Throndhjems Forhold til de nærmeſte Nabofylker ſynes det dog, ſom om de 8 Fylker tilſammen i flere Henſeender betragtedes ſom et eneſte Landſkab, eller dannede ligeſom et eneſte Hoved-Fylke ved Siden af Naumdal og Haalogaland. Man kan derfor ogſaa betragte Throndhjem, Haalogaland og Naumdal ſom en Forening af trende Landſkaber i Lighed med de øvrige.

Vore Oldſkrifter lære os, hvorledes Jemteland og Herjedalen endog længere ned i Tiden befolkedes fra Throndhjem, og tilſidſt i vidtløftig Forſtand regnedes dertil og havde den ſamme Lovgivning, uden dog nogenſinde at have hørt til Froſtathingets Forening. Omtrent paa ſamme Maade maa det være gaaet til med Valdres og Haddingjadal, der i den ældre Gulathingslov ikke omtales blandt de til Thingforeningen henhørende Landſkaber, men dog heller ikke hørte til Oplandenes Forening, og hvis Indretninger desuden røbe en veſtlandſk Oprindelſe[1]. I ſamme Forhold maa Robygdelaget og det veſtlige Thelemarken have ſtaaet til Rogaland og Agder[2]. Vi kunne ſaaledes med Føje inddele det ældſte Norge i de to Hovedafdelinger: de forbundne Fylker, og Bi-Landſkaberne.

Disſe Bi-Landſkaber ere nu viſtnok, iſærdeleshed i den egentlige hiſtoriſke Tidsalder, fornemmelig at ſøge i de øvre Dalſtrækninger, men Benævnelſerne paa flere Kyſtlandſkaber, der i den hiſtoriſke Tidsalder fremtræde ſom virkelige Fylker, tyde hen paa, at endog disſe have hørt til Bi-Landſkabernes Klasſe. Paa alle Kanter af den nordiſke Halvø findes nemlig Landſkabsnavne, der betegne en Kyſtſtrækning, en Rand, og dette Navn viſer ſig i og for ſig ſelv ſom et, der hentyder til en Hoved-Deel, af hvilken det ſelv kun betegner den yderſte Kant. Et ſaadant Navn er allerede Skandja, Skandinavi eller Skaane; det er den yderſte Rand af den hele Halvø, i ſin Tid af det hele germaniſke Land. Den Deel af det gautſke Landſkab Smaaland, der ligger nærmeſt Søen, kaldtes i ældre Tider og endnu, ſom det ſynes et Par hundrede Aar ſiden Møre, hvilket ligeſom vort Møre kun betyder „Kyſtſtrækningen“[3]. Til det gamle ſven-

  1. Fornemmelig Jordberegningsmaaden efter Maanedsmater. Om den veſtlandſke Indflydelſe minde endnu desuden Nauſterne i Valdres, foruden Huusgeraad, Skikke m. m.
  2. Endog i Thelemarken finde vi ſtundom de for Veſtlandet charakteriſtiſke Maanedsmater.
  3. I Ohtheres og Wulfſtans Rejſeberetninger (ved 880) heder det, at man paa Vejen fra Slesvig til Preusſen kom forbi Skaane, Bleking, Møre og Øland.