Fylker oprindeligt forenedes om eet fælles Thing; vi finde endog Spor dertil blandt Sviarne, hvor de fornemste eller egentlige Folklande oprindelig kun vare trende, nemlig Tiundaland, Aattundaland og Fjadrundaland. Throndhjems 8 Fylker gjøre saaledes paa en vis Maade en Undtagelse fra det sædvanlige System. Men ved en nærmere Undersøgelse af Throndhjems Forhold til de nærmeste Nabofylker synes det dog, som om de 8 Fylker tilsammen i flere Henseender betragtedes som et eneste Landskab, eller dannede ligesom et eneste Hoved-Fylke ved Siden af Naumdal og Haalogaland. Man kan derfor ogsaa betragte Throndhjem, Haalogaland og Naumdal som en Forening af trende Landskaber i Lighed med de øvrige.
Vore Oldskrifter lære os, hvorledes Jemteland og Herjedalen endog længere ned i Tiden befolkedes fra Throndhjem, og tilsidst i vidtløftig Forstand regnedes dertil og havde den samme Lovgivning, uden dog nogensinde at have hørt til Frostathingets Forening. Omtrent paa samme Maade maa det være gaaet til med Valdres og Haddingjadal, der i den ældre Gulathingslov ikke omtales blandt de til Thingforeningen henhørende Landskaber, men dog heller ikke hørte til Oplandenes Forening, og hvis Indretninger desuden røbe en vestlandsk Oprindelse[1]. I samme Forhold maa Robygdelaget og det vestlige Thelemarken have staaet til Rogaland og Agder[2]. Vi kunne saaledes med Føje inddele det ældste Norge i de to Hovedafdelinger: de forbundne Fylker, og Bi-Landskaberne.
Disse Bi-Landskaber ere nu vistnok, isærdeleshed i den egentlige historiske Tidsalder, fornemmelig at søge i de øvre Dalstrækninger, men Benævnelserne paa flere Kystlandskaber, der i den historiske Tidsalder fremtræde som virkelige Fylker, tyde hen paa, at endog disse have hørt til Bi-Landskabernes Klasse. Paa alle Kanter af den nordiske Halvø findes nemlig Landskabsnavne, der betegne en Kyststrækning, en Rand, og dette Navn viser sig i og for sig selv som et, der hentyder til en Hoved-Deel, af hvilken det selv kun betegner den yderste Kant. Et saadant Navn er allerede Skandja, Skandinavi eller Skaane; det er den yderste Rand af den hele Halvø, i sin Tid af det hele germaniske Land. Den Deel af det gautske Landskab Smaaland, der ligger nærmest Søen, kaldtes i ældre Tider og endnu, som det synes et Par hundrede Aar siden Møre, hvilket ligesom vort Møre kun betyder „Kyststrækningen“[3]. Til det gamle sven-
- ↑ Fornemmelig Jordberegningsmaaden efter Maanedsmater. Om den vestlandske Indflydelse minde endnu desuden Nausterne i Valdres, foruden Huusgeraad, Skikke m. m.
- ↑ Endog i Thelemarken finde vi stundom de for Vestlandet charakteristiske Maanedsmater.
- ↑ I Ohtheres og Wulfstans Rejseberetninger (ved 880) heder det, at man paa Vejen fra Slesvig til Preussen kom forbi Skaane, Bleking, Møre og Øland.
