Fylker ligesom ere voxede ud af andre, og at flere ligefra de allerældste Tider stedse have staaet i en nærmere Forbindelse med hinanden indbyrdes, end med de øvrige Egne, deels om en fælles Helligdom, deels om et fælles Thing, medens der paa den anden Side ere Spor til, at enkelte Dele af Landet, især de øvre Dal-Distrikter, ikke fra først af have udgjort hele Fylker, og derfor rimeligviis oprindeligen have været besatte af enkelte til et eller flere andre Fylker hørende Hobe, der en Tidlang have vedblevet at staa i etslags Afhængighedsforhold til Moder-Fylkerne, uden dog ligefrem at udgjøre en Deel af disse. I et saadant Forhold synes just Vors og Haddingjadal at have staaet til Hørdaland, Valdres til Sogn, Østerdalen til Raumarike, det sydlige Thelemarken til Vestfold, det nordvestlige og Robygdelaget til Ryfylke; og i et saadant Forhold stod vel ogsaa oprindelig Firda- og Sygna-Fylke til Hørdaland, Agder til Rogaland, Hadafylke til Raumarike eller Hedemarken.
De tidligste Foreninger af enkelte Fylker om eet fælles Hoved-Thing maa naturligviis i og for sig ansees som vidnende om et nærmere Slægtskab mellem de saaledes forenede Fylker; og forsaavidt som man kan udfinde disse Foreningers Omfang og Beskaffenhed, ville vigtige Oplysninger om vore Forfædres ældste Stamme- og Territorial-Forhold derved være at vinde. Af den ældre Gulathingslov, der gjaldt for alle Fylker fra Rygjarbit til Grændsen mellem Søndmøre og Raumsdal, og som i den Form, vi nu kjende den, skriver sig fra Slutningen af det 12e Aarhundrede, erfare vi at alle hine Fylker ogsaa havde fælles Hovedthing, Gulen, i den nordligste Deel af Nordhordland. Af den saakaldte Eigla, der beskriver Begivenheder, forefaldne i Slutningen af det 9de og Begyndelsen af det 10de Aarhundrede, erfare vi derimod, at paa den Tid kun tre Fylker, nemlig Hørdafylke, Sogn og Firdafylke, var fælles om Gulathinget. Saavel af den ældre Frostathingslov, der gjaldt for Fylkerne fra Raumsdal til Finmarken, som af vore historiske Skrifter, erfares det at de 8 Fylker i Throndhjem stode i en nærmere Forbindelse med hinanden indbyrdes, end med de andre Fylker, der hørte under samme Lov, og at der saaledes vistnok maa have været en lang Tid, hvor disse 8 Fylker dannede en Forening for sig selv. I den gamle vikske Christenret fra Begyndelsen af det 12te Aarhundrede, den eneste Levning, vi have af den gamle vikske Lov, nævnes kun tre Fylker som henhørende under den, og disse tre Fylker maa saaledes have været Ranrike, Vingulmark og Vestfold, medens Vestmare og Grønland enten slet ikke regnedes dertil, eller kun betragtedes som et Anhang. Og i de indre Landskaber finde vi fra først af kun trende egentlige Fylker, Raumafylke, Hadafylke og Heinafylke eller Hedemarkens Fylke, medens endog Gudbrandsdalen omtales som et Landskab for sig selv. Det sædvanlige synes saaledes at have været, at tre og tre
