Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/123

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
95
Hundreder.


Ligeſom „Folket“ oprindeligt betegnede en Samling af væbnede, til Kamp opſtillede Mænd, maaſkee endog et beſtemt Antal, ſaaledes udtrykker Benævnelſen paa Folkets Underafdelinger ogſaa et viſt Antal Menneſker; den er endog i de fleſte germaniſke Lande ligefrem et Talord, nemlig det bekjendte „Hundred“,“der endnu er brugeligt i flere Egne af England, og ſom i den afledede Form „Hundari“ var ſædvanligt i Sverige, fornemmelig i det egentlige Svithjod eller Svialand. Allerede hos de romerſke Forfattere, der have omhandlet Germanernes Indretninger, finde vi Antydninger til denne Inddeling, hvis ſæregne Navn dog har givet Anledning til flere iøjnefaldende Misforſtaaelſer. Cæſar ſiger ſaaledes, merkeligt nok, at det germaniſke Folk, Sveverne, „have hundrede Hereder (pagi), fra hvilke de hvert Aar ſtille et tuſinde bevæbnede Mænd til Krig udenfor deres Grændſer“[1]. Dette noget dunkle Sted kan umuligt ſigte til andet, end Folkets Fordeling i de ſaakaldte „Hundreder“, hvilken Talemaade Cæſar eller hans Hjemmelsmand meget let kunde misforſtaa. Tacitus fortæller om de germaniſke Fodkæmpere: „de udvælges blandt hele det unge Mandſkab, og ſtilles foran Slag-Ordenen; ogſaa deres Antal er beſtemt, nemlig hundrede fra ethvert Hered (pagus); ſaaledes benævnes de ogſaa blandt deres Egne, og hvad der i Førſtningen blot betegnede et viſt Tal, er nu blevet et Navn, ja en Ærestitel“[2]. Her er det klart, at Ordet „Hundred“ ſom Benævnelſe baade for en Afdeling af Hæren og for et beſtemt Diſtrikt, har foreſvævet den romerſke Forfatter. Det ſamme er omtrent Tilfældet, hvor han ſidenefter fortæller, at de udvalgte Dommere plejede, naar de ſkiftede Ret i Hereder og Landsbyer, at ledſages hver for ſig af hundrede Mænd af Folket, paa een Gang baade et Raad og en Støtte for hans Myndighed[3]. Thi Meningen heraf, eller rettere af hvad Tacitus’s Hjemmelsmand berettede ham, er viſtnok kun den, at der var en Dommer for hvert Hundred, ved hvis Thing de fornemſte i Hundredet fremmødte. Om Semnerne heder det endelig hos Tacitus omtrent ſom det hos Cæſar heder om Sveverne, at de vare boſatte i hundrede Hereder, og at dette i høj Grad bidrog til at forøge deres An-

  1. Cæsar de bell. gall. I. IV. c. 1. Ii (Suevi) centum pagos habere dicuntur, ex quibus quotannis singula millia armatorum bellandi causa suis ex finibus educunt.
  2. Tacitus, Germ. c. 6: quos (pedites) ex omni juventute delectos ante aciem locant. Definitur et numerus; centeni e singulis pagis sunt, idque ipsum inter suos vocantur, et quod primo numerus fuit, jam nomen et honor est.
  3. Tacitus, Germ. c. 12. Eliguntur in iisdem conciliis et principes, qui jura per pagos vicosque reddunt; centeni singulis e plebe comites, consilium simul et auctoritas, adsunt.