Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/124

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
96
Hereder.

ſeelſe[1]. Her ſynes det atter heel rimeligt, at de „hundrede Hereder“ i den førſte Beretters Mund alene har antydet en Boſættelſe i Hundreder, og at denne Talemaade ſaaledes ej oprindeligt har haft til Henſigt at betegne nogen ualmindelig Grad af Magt eller Folkerigdom. Denne Forandring gaar over til Vished, naar vi i gamle tydſke Skrifter finde Ordet „huntari“ ligeſrem brugt for at betegne de enkelte Diſtrikter[2], og ligeledes i Sverige ſtøde paa Heredsbenævnelſer ſom „Tiohundra“, „Fjerdhundra“, o. ſ. v., hvilke Sammenſætninger ogſaa ligge til Grund for Navnene paa de ældſte Svia-Landſkaber, Áttundaland (egentlig átta hundraða land), Tiundaland (tiu hundraða land), og Fjaðrundaland (egentl. fjögurra hundraða land)[3]. Nu kunde det vel ſynes, ſom om denne Inddeling i Hundreder ikke var kjendt i Norge, hvor man fra de ældſte Tider finder Fylkerne inddeelte i Hereder. Men her giver den ſaakaldte Skálda (Haandbog for Digtere) os den merkelige Oplysning, at „Hær er Hundrede“[4], det vil ſige, enten at man ved Ordet „Hær“ oprindeligt kun har tænkt ſig et Antal af hundrede til Krig opſtillede Mænd, eller ogſaa, hvad der omtrent kommer ud paa det ſamme, at man har plejet at kalde det af ethvert „Hundrede“ ſtillede Troppeantal „en Hær“, ſaaledes at man derved i den førſte Tid betegnede en Underafdeling af „Fylket“. Men da nu Ordet „Hered“ (herað) er afledet af „Hær“ (herr), ſaa er det klart, at vort „Hered“ er et Udtryk for det ſelvſamme, ſom Tydſkerne kaldte „Hundred“. Og ligeſom Ordet Fylkir hos os ſvarede til „Fylke“, og betegnede Fylkets Høvding, ſaaledes ſvarer ogſaa det velbekjendte hersir (Herſe), til „Hered“, og betegner Heredets eller Hundredets Høvding; det er altſaa idetmindſte i ſin oprindelige Betydning aldeles eenstydigt med Angelſaxernes „Hyndenmann“, „Hundredes-ealdor“, og den i de gamle frankiſke

  1. Tacitus, Germ. c. 39: adjicit auctoritatem fortuna Semnonum, centum pagis habitantium.
  2. Se Grimnis Rechtsalterthümer S. 532. I latinſk affattede Dokumenter overſattes dette huntari ved centena; f. Ex. in pago Albunespara, in centena Ruadoltes huntre, Neugart, cod. dipl. Alemann. 283.
     Ved at ſammenholde disſe Oplysninger med den ovenfor berørte Angivelſe af Plinius, at Hillevierne, der kaldte deres Land „en anden Verden“, boede i 500 Hereder (quingentis incolens pagis), kan man ej længer tvivle om, at hiint 500–Tal kun er en Misforſtaaelſe af „Fem Hundreder“ eller Hereder, og at Plinius paa den Maade har troet at kunne omſkrive, hvad man ſenere vilde have kaldt quinque centenæ.
  3. Vi holde os her til Benævnelſen i Upplandslagen ſelv, og i andre ſvenſke Skriften Snorre, Yngl. S. Cap. 29, giver viſtnok en anden Beretning om Oprindelſen af hiint Navn til Bedſte, men ſom ej alene i ſig ſelv er fabelagtig, men ogſaa viſer ſig at være lavet efter Navnene.
  4. Herr er hundrað, Skálda c. 66.