seelse[1]. Her synes det atter heel rimeligt, at de „hundrede Hereder“ i den første Beretters Mund alene har antydet en Bosættelse i Hundreder, og at denne Talemaade saaledes ej oprindeligt har haft til Hensigt at betegne nogen ualmindelig Grad af Magt eller Folkerigdom. Denne Forandring gaar over til Vished, naar vi i gamle tydske Skrifter finde Ordet „huntari“ ligesrem brugt for at betegne de enkelte Distrikter[2], og ligeledes i Sverige støde paa Heredsbenævnelser som „Tiohundra“, „Fjerdhundra“, o. s. v., hvilke Sammensætninger ogsaa ligge til Grund for Navnene paa de ældste Svia-Landskaber, Áttundaland (egentlig átta hundraða land), Tiundaland (tiu hundraða land), og Fjaðrundaland (egentl. fjögurra hundraða land)[3]. Nu kunde det vel synes, som om denne Inddeling i Hundreder ikke var kjendt i Norge, hvor man fra de ældste Tider finder Fylkerne inddeelte i Hereder. Men her giver den saakaldte Skálda (Haandbog for Digtere) os den merkelige Oplysning, at „Hær er Hundrede“[4], det vil sige, enten at man ved Ordet „Hær“ oprindeligt kun har tænkt sig et Antal af hundrede til Krig opstillede Mænd, eller ogsaa, hvad der omtrent kommer ud paa det samme, at man har plejet at kalde det af ethvert „Hundrede“ stillede Troppeantal „en Hær“, saaledes at man derved i den første Tid betegnede en Underafdeling af „Fylket“. Men da nu Ordet „Hered“ (herað) er afledet af „Hær“ (herr), saa er det klart, at vort „Hered“ er et Udtryk for det selvsamme, som Tydskerne kaldte „Hundred“. Og ligesom Ordet Fylkir hos os svarede til „Fylke“, og betegnede Fylkets Høvding, saaledes svarer ogsaa det velbekjendte hersir (Herse), til „Hered“, og betegner Heredets eller Hundredets Høvding; det er altsaa idetmindste i sin oprindelige Betydning aldeles eenstydigt med Angelsaxernes „Hyndenmann“, „Hundredes-ealdor“, og den i de gamle frankiske
- ↑ Tacitus, Germ. c. 39: adjicit auctoritatem fortuna Semnonum, centum pagis habitantium.
- ↑ Se Grimnis Rechtsalterthümer S. 532. I latinsk affattede Dokumenter oversattes dette huntari ved centena; f. Ex. in pago Albunespara, in centena Ruadoltes huntre, Neugart, cod. dipl. Alemann. 283.
Ved at sammenholde disse Oplysninger med den ovenfor berørte Angivelse af Plinius, at Hillevierne, der kaldte deres Land „en anden Verden“, boede i 500 Hereder (quingentis incolens pagis), kan man ej længer tvivle om, at hiint 500–Tal kun er en Misforstaaelse af „Fem Hundreder“ eller Hereder, og at Plinius paa den Maade har troet at kunne omskrive, hvad man senere vilde have kaldt quinque centenæ. - ↑ Vi holde os her til Benævnelsen i Upplandslagen selv, og i andre svenske Skriften Snorre, Yngl. S. Cap. 29, giver vistnok en anden Beretning om Oprindelsen af hiint Navn til Bedste, men som ej alene i sig selv er fabelagtig, men ogsaa viser sig at være lavet efter Navnene.
- ↑ Herr er hundrað, Skálda c. 66.
