Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/122

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
94
Fylker.

have ordnet ſig, førend de fæſtede Fod i de Lande, der ſiden ſkulde blive deres Hjem. Et Blik paa denne Inddeling vil derfor ej alene ſprede Lys over Maaden, paa hvilken Indvandringen foregik, men ogſaa bidrage til endnu nøjere at beſtemme visſe Enkeltheder ved den allerede omhandlede Fordeling af de forſkjellige Hovedſtammer i Landet.

Som Inddelingens Eenhed kan man anſee Fylket. Ordet fylki er dannet af fólk, hvilket Ord oprindelig ſynes at have betegnet en Samling af Krigerſkarer, der under een fælles Hovedanfører dannede en ſæregen Trop. Denne Betydning har Ordet, under den tilſvarende Form pulk, endnu i det Slaviſke; derom minder Benævnelſen „fylking“, d. e. Slagorden, og at fylkja, d. e. opſtille i Slagorden. Endog Ordet folk bruges ligefrem i Betydningen „Strid“, „Feltſlag“. Et ſaadant „Folk“ eller „Fylke“, eller en ſaadan ſluttet Trop, har taget Landſkabet i Beſiddelſe ſom ſin Ejendom, boſat ſig der med ſine Familier, og deelt Grunden og dens Herligheder mellem ſig. I Forhold til Fylkets Talrighed, eller ogſaa til Landſkabets mindre eller ſtørre Frugtbarhed maatte Fylkets Udſtrækning blive ſtørre eller mindre. Man finder oftere i de ældſte Kvad, Ordet „fylkir“ i Betydningen „Høvding“, „Fyrſte“; der er ſaaledes neppe nogen Tvivl om, at vi i dette Ord virkelig have den gamle Titel for Fylkets Befalingsmand; oprindelig kun en Krigsanfører, den ſom ſtillede „Fylkingen“ i Orden. Fra de ældſte Tider af finde vi et fælles Fylkesthing for hvert Fylke, hvor Anliggender, der vedkom det hele Fylke, afgjordes og Retsſager paakjendtes; ligeſom vi ogſaa i den Omſtændighed, at der efter Chriſtendommens Indførelſe allerførſt oprettedes „Fylkeskirker“, det vil ſige een fælles Kirke i hvert Fylke, have Vidnesbyrd nok om at der under Hedendommen fandtes Fylkestempler, hvis Forſtander vel i de fleſte Tilfælde var Fylkeren eller Fylkeshøvdingen ſelv. I det egentlige Svialand eller Svithjod finde vi den ſamme Fylkes-Inddeling, ſom i Norge, men Folket kaldes der, ſom allerede ovenfor bemerket, Folkland, en Benævnelſe, der hos os kun forekommer i digteriſke Omſkrivninger, men forreſten er aldeles eenstydig med „Fylke“. Det ligger i Sagens Natur, at denne Fylke-Inddeling maatte fremtræde beſtemtere og mere iøjnefaldende hvor de indvandrede Folkehobe have kunnet nedſætte ſig og ordne ſine Anliggender mere ubehindret, uden at ſtøde ſammen med andre tidligere Indbyggere eller ſamtidigt ankomne Nybyggere, der kunde gjøre dem Landet ſtridigt. Derfor finde vi ogſaa Fylke-Inddelingen meſt udpræget i den nordlige og veſtlige Deel af Landet, medens det modſatte er Tilfældet i den ſydøſtlige Deel; og omvendt kan man ſige, at den udprægede Fylke-Inddeling i de nordlige og veſtlige Egne af Landet i ſig ſelv indeholder et Vidnesbyrd om at de ere førſt bebyggede, eller de, i hvilke vore Forfædre meſt ubebindret kunde nedſætte ſig og ordne ſine indre Anliggender.