Forfædre ere komne til Søs, rimeligviis fra Egnene om Dvina-Floden, og langs Nord-Iishavets Kyster, at de altsaa i Ordets egentligste Forstand fulgte „den nordlige Vej“, og holdt sig til Halvøens Nordvest- og Vestside, indtil de efter en lang Tids Forløb arbejdede sig frem gjennem Fjeldpassene til Østsiden.
Hvorvidt nu Finnerne eller Lapperne allerede paa den Tid havde opfyldt det saakaldte Finmarken eller om dette endnu ved vore Forfædres Ankomst var ubeboet, lader sig ikke oplyse. At spredte Nomadehobe af Finner have sværmet om lige fra de sydligste Fjelde indtil Nordkap og Varangernesset og overhoved den hele Vej langs Nordiishavets Kyster, er i sig selv ganske sandsynligt. Deres Hovedmasse synes endog fornemmelig at have holdt sig i de nordligere Egne, og de svagere Hobe, der strejfede om paa de sydligere Fjeldsletter, have vel efterhaanden draget sig mod Norden, eftersom deres Vandringer indskrænkedes af Nordmændene. Man maa her ikke forestille sig Forholdet, som om Nordmændene, ved efterhaanden at besætte Kysten sydefter, ogsaa afskar de sydligere Finner fra Forbindelsen med det yderste Norden. Vejen til Norden langs Fjeldsletterne stod dem altid aaben; desuden kunde Nødvendigheden af at drage nordefter først opstaa for dem, da vore Forfædre begyndte at drage over Fjeldene og tilegne sig Græsgangene; mod Norden maatte i alle Fald deres Instinkt og Forbindelser føre dem. Og vist er det, at vi allerede paa den Tid, Nordmændene og enkelte Afdelinger af Nordmændene allerførst nævnes hos Forfattere i Syden, ogsaa hos disse (Jornandes og Prokopius) finde Finnerne endog temmelig vidtløftigt omtalte under det Navn, vore Forfædre tillagde de egentlige Fjeldfinner formedelst deres Færdighed i Skidløben, nemlig „Skridfinner“[1], skjønt vistnok ingen anden ligefrem fortæller at de boede saa langt mod Nord, end Paul Warnefried, der udtrykkeligt siger at de boede i Nærheden af de yderste Egne mod Norden. Paul Warnefried levede imidlertid forholdsviis sildigt, og det var derfor vistnok tænkeligt, at Skridfinnerne saa langt tilbage, som i Begyndelsen af det 6te Aarhundrede, endnu opholdt sig længere sydpaa, især da Beowulf-Digtet, som vi have seet, nævner Finner i Nærheden af Raumernes Kyst, og Finnerne selv omtales af Jornandes som et fra Skridfinnerne forskjelligt Folk.
Af de nævnte Forfattere er det især Jornandes, som indlader sig paa, enkeltviis at opregne; „Skandja’s“, saaledes ogsaa Norges, Nationer. Prokop kalder dem alle tilsammen Thuliterne (ɔ: Beboerne af Thule), og beskriver ved denne Lejlighed Landet saaledes: Øen Thule er meget stor, vist ti Gange større end Britannia, og ligger meget langt fra denne mod Nord. Af Øen er den meste Deel ubeboet; i de beboede Dele findes 13 talrige
- ↑ Σκριθίφινοι, Prokopius; Scretofennæ, Jornandes; Scritobini, Paulus Diaconus.
