Nationer, hver med sin Konge. Hvert Aar hænder her en forunderlig Begivenhed; nemlig at Solen ved Sommersolhvervstid ej gaar ned i et Tidsrum af 40 Dage, men i al denne Tid stedse sees over Horizonten, ligesom den, sex Maaneder derefter, ved Vintersolhvervstid, ikke viser sig, men en uigjennemtrængelig Nat ruger over Øen. I den Tid hersker stor Modfaldenhed blandt Indbyggerne, da de ikke kunne omgaaes hinanden. „Jeg selv“, siger han, „havde megen Lyst til at besøge Øen og med egne Øjne undersøge denne Sag, men det lykkedes mig ikke; derimod forelagde jeg dem, som derfra vare komne til os, dette Spørgsmaal, hvorledes det hang sammen med Solens Opgang og Nedgang i deres Land; de svarede og forsikkrede som fuld Sandhed, at Solen i 40 Dage ej gik ned, men sendte sine Straaler snart mod Øst, snart mod Vest; naar den, idet den under sit Løb bøjer sig mod Horizonten, kommer tilbage til det samme Sted, hvor den først ved Opgangen viste sig, regne de at en Dag og en Nat er gaaen hen. Naar den vedvarende Nat begynder, regne de Dagene ved nøje at iagttage Maanens Gang. Naar den lange Nat har vedvaret i 35 Dage, pleje Enkelte at bestige Bjergtoppene, og, naar de derfra nogenledes have faaet Øje paa Sølen, at tilkjendegive dem, der ere nedenfor, at Solen vil skinne for dem om fem Dage Da holder det hele Folk en Glædesfest, saa mørkt det endda er, og det er Thuliternes fornemste Højtid. Det forekommer mig, som om disse Øboere virkelig var heel bange for at Solen engang ganske skulde ville forlade dem, skjønt dette hænder hvert eneste Aar. - Af de i Thule boende Barbarer leve Skridfinnerne næsten paa vilde Dyrs Viis; thi hverken iføre de sig Klæder, eller bruge Sko, eller drikke Viin, eller nyde noget af hvad der voxer paa Jorden: heller ikke drive de Agerdyrkning eller befatte deres Kvinder sig med Haandarbejde, men Mænd og Kvinder leve kun for Jagten. Der er ogsaa en stor Mængde Vildt i de uhyre Skove og paa Bjergene; de nære sig af de fangne Dyrs Kjød, og klæde sig i deres Skind; de have hverken Liin eller noget at sy med; derfor hefte de Dyrhuderne sammen ved Sener, og beklæde hele Legemet dermed. Ikke engang deres Børn opføde de som Skik og Brug ellers er. Thi Skridfinnernes Børn opammes ej med Melk, eller røre Moderens Bryst; naar en Kvinde har født et Barn til Verden, vikler hun det i et Skind og hænger det ftrax i et Tree, puttende et Stykke Marv i dets Mund, mens hun selv gaar paa Jagt. Saaledes leve disse Barbarer; forresten ere de øvrige Thuliter ikke synderligt forskjelligt fra andre Mennesker. De dyrke flere Guder og Genier, nogle i Himlen, nogle i Luften, nogle i Jorden, nogle i Havet, foruden endeel andre Guddomme, som de tro opholde sig i Kilder og Elve. De ere ivrige til at offre, og bruge alleslags Offere; som det bedste ansees Offeret af den, man først har fanget
