Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/119

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
91
Prokops Beſkrivelſe over Norge.

Nationer, hver med ſin Konge. Hvert Aar hænder her en forunderlig Begivenhed; nemlig at Solen ved Sommerſolhvervstid ej gaar ned i et Tidsrum af 40 Dage, men i al denne Tid ſtedſe ſees over Horizonten, ligeſom den, ſex Maaneder derefter, ved Vinterſolhvervstid, ikke viſer ſig, men en uigjennemtrængelig Nat ruger over Øen. I den Tid herſker ſtor Modfaldenhed blandt Indbyggerne, da de ikke kunne omgaaes hinanden. „Jeg ſelv“, ſiger han, „havde megen Lyſt til at beſøge Øen og med egne Øjne underſøge denne Sag, men det lykkedes mig ikke; derimod forelagde jeg dem, ſom derfra vare komne til os, dette Spørgsmaal, hvorledes det hang ſammen med Solens Opgang og Nedgang i deres Land; de ſvarede og forſikkrede ſom fuld Sandhed, at Solen i 40 Dage ej gik ned, men ſendte ſine Straaler ſnart mod Øſt, ſnart mod Veſt; naar den, idet den under ſit Løb bøjer ſig mod Horizonten, kommer tilbage til det ſamme Sted, hvor den førſt ved Opgangen viſte ſig, regne de at en Dag og en Nat er gaaen hen. Naar den vedvarende Nat begynder, regne de Dagene ved nøje at iagttage Maanens Gang. Naar den lange Nat har vedvaret i 35 Dage, pleje Enkelte at beſtige Bjergtoppene, og, naar de derfra nogenledes have faaet Øje paa Sølen, at tilkjendegive dem, der ere nedenfor, at Solen vil ſkinne for dem om fem Dage Da holder det hele Folk en Glædesfeſt, ſaa mørkt det endda er, og det er Thuliternes fornemſte Højtid. Det forekommer mig, ſom om disſe Øboere virkelig var heel bange for at Solen engang ganſke ſkulde ville forlade dem, ſkjønt dette hænder hvert eneſte Aar. - Af de i Thule boende Barbarer leve Skridfinnerne næſten paa vilde Dyrs Viis; thi hverken iføre de ſig Klæder, eller bruge Sko, eller drikke Viin, eller nyde noget af hvad der voxer paa Jorden: heller ikke drive de Agerdyrkning eller befatte deres Kvinder ſig med Haandarbejde, men Mænd og Kvinder leve kun for Jagten. Der er ogſaa en ſtor Mængde Vildt i de uhyre Skove og paa Bjergene; de nære ſig af de fangne Dyrs Kjød, og klæde ſig i deres Skind; de have hverken Liin eller noget at ſy med; derfor hefte de Dyrhuderne ſammen ved Sener, og beklæde hele Legemet dermed. Ikke engang deres Børn opføde de ſom Skik og Brug ellers er. Thi Skridfinnernes Børn opammes ej med Melk, eller røre Moderens Bryſt; naar en Kvinde har født et Barn til Verden, vikler hun det i et Skind og hænger det ftrax i et Tree, puttende et Stykke Marv i dets Mund, mens hun ſelv gaar paa Jagt. Saaledes leve disſe Barbarer; forreſten ere de øvrige Thuliter ikke ſynderligt forſkjelligt fra andre Menneſker. De dyrke flere Guder og Genier, nogle i Himlen, nogle i Luften, nogle i Jorden, nogle i Havet, foruden endeel andre Guddomme, ſom de tro opholde ſig i Kilder og Elve. De ere ivrige til at offre, og bruge alleſlags Offere; ſom det bedſte anſees Offeret af den, man førſt har fanget