Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/117

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
89
Nordmændenes Ankomſt til Søs.

denfor Torneaatræſket ere trængte ned i Ofoten og gjennem Salangsdalen til Egnene om Vaags-Fjorden. Den førſte Forklaringsmaade er imidlertid den rimeligſte. Thi kunde det end lade ſig høre, at de førſte Indvandringshobe kom over Land, gjennem uvejſomme Skove, nødes man dog ligefuldt til at antage, at de øvrige maa være komne til Søs langs Kyſten, og at enhver enkelt Afdeling har været nødt til at drage ſydefter forbi de Kyſt-Strækninger, den allerede fandt optagne af tidligere ankomne Stammefæller. Det er ſaaledes ligefuldt nødvendigt at antage, at Raumerne førſt ſatte faſt Fod i Raumsdalen, fordi de fandt Helgelands, Naumdalens og Nordmøres Kyſter beſatte; at Hørderne nødſagedes til at drage Raumsdalen forbi, fordi den var optagen af Raumerne, og endelig at Rogerne ej kunde finde nogen Plads at nedſætte ſig paa, førend de vare komne Hørdernes Kyſter forbi. Derfor er der heller intet til Hinder for at antage, at allerede Haalogalands førſte Beboere ſtrax droge Finmarken forbi, og ankom til Søs.

Hvad der dog iſær maatte lokke de førſt ankomne Nordmænd til at vælge deres Opholdsſted i Amd eller det nordligſte af Helgeland, var den lette Anledning til Erhverv, ſom Fiſkeriet ved Lofoten tilbød. Endnu i vore Dage er Lofotfiſkeriet et af de rigeſte i Verden; i ældre Tider maa det have været aldeles overordenligt, ligeſom overhoved disſe nordlige Kyſter maa have været overfyldte med Fiſk og Hvaler, foruden de utallige Vandfugle, der opholde ſig paa Ud-Øerne, og hvis Æg og Duun give et ypperligt Udbytte. For de nys ankomne Indvandrere maatte der ſaaledes juſt her være letteſt Anledning til Udkomme, førend det tilſtrækkelige Agerland og Græsningsland var vundet; men overhoved bekymrede man ſig her, og bekymrer ſig endnu den Dag i Dag lidet om Jorddvrkningen i Sammenligning med den Iver, hvormed Fiſkeriet drives[1]. Allerede i det 9de Aarhundrede nævnes der lejlighedsviis om den ſtore Folkeſtyrke, hvormed en anſeet Høvding paa Helgeland drev Skrejd- og Sild-Fiſkeri ved Lofoten, og dette omhandles ikke ſom noget uſædvanligt, men ſom en Skik, der altid havde fundet Sted[2]. Overhoved maa Fiſkeriet have været vore Forfædres Hovednæringsvej langs den hele Kyſt, indtil endelig Folkemængdens Tiltagen bragte dem til at trænge længer op i Dalene og omſider over Fjeldet til de øverſte Dalfører paa Øſtſiden

Under disſe Omſtændigheder bliver det altſaa meſt ſandſynligt, at vore

  1. Se f. Ex. Bloms Rejſe i Nordland. Ohtheres Rejſeberetning fra det 9de Aarhundrede i Kong Alfreds Overſ. af Oroſius: Han var blandt de førſte Mænd i det Land (Helgeland); dog havde han ikke mere end 20 Køer, 20 Faar og 20 Sviin; det lidet han pløjede, plejede han med Heſte.
  2. Se Eigla: „Thorolf var meget om ſig efter de Erhvervsgrene, ſom da havdes paa Helgeland, havde ſine Mænd i Sildeværene og i Skrejdfiſke, derhos var der nok af Sælvær og Eggvær“.