denfor Torneaatræsket ere trængte ned i Ofoten og gjennem Salangsdalen til Egnene om Vaags-Fjorden. Den første Forklaringsmaade er imidlertid den rimeligste. Thi kunde det end lade sig høre, at de første Indvandringshobe kom over Land, gjennem uvejsomme Skove, nødes man dog ligefuldt til at antage, at de øvrige maa være komne til Søs langs Kysten, og at enhver enkelt Afdeling har været nødt til at drage sydefter forbi de Kyst-Strækninger, den allerede fandt optagne af tidligere ankomne Stammefæller. Det er saaledes ligefuldt nødvendigt at antage, at Raumerne først satte fast Fod i Raumsdalen, fordi de fandt Helgelands, Naumdalens og Nordmøres Kyster besatte; at Hørderne nødsagedes til at drage Raumsdalen forbi, fordi den var optagen af Raumerne, og endelig at Rogerne ej kunde finde nogen Plads at nedsætte sig paa, førend de vare komne Hørdernes Kyster forbi. Derfor er der heller intet til Hinder for at antage, at allerede Haalogalands første Beboere strax droge Finmarken forbi, og ankom til Søs.
Hvad der dog især maatte lokke de først ankomne Nordmænd til at vælge deres Opholdssted i Amd eller det nordligste af Helgeland, var den lette Anledning til Erhverv, som Fiskeriet ved Lofoten tilbød. Endnu i vore Dage er Lofotfiskeriet et af de rigeste i Verden; i ældre Tider maa det have været aldeles overordenligt, ligesom overhoved disse nordlige Kyster maa have været overfyldte med Fisk og Hvaler, foruden de utallige Vandfugle, der opholde sig paa Ud-Øerne, og hvis Æg og Duun give et ypperligt Udbytte. For de nys ankomne Indvandrere maatte der saaledes just her være lettest Anledning til Udkomme, førend det tilstrækkelige Agerland og Græsningsland var vundet; men overhoved bekymrede man sig her, og bekymrer sig endnu den Dag i Dag lidet om Jorddvrkningen i Sammenligning med den Iver, hvormed Fiskeriet drives[1]. Allerede i det 9de Aarhundrede nævnes der lejlighedsviis om den store Folkestyrke, hvormed en anseet Høvding paa Helgeland drev Skrejd- og Sild-Fiskeri ved Lofoten, og dette omhandles ikke som noget usædvanligt, men som en Skik, der altid havde fundet Sted[2]. Overhoved maa Fiskeriet have været vore Forfædres Hovednæringsvej langs den hele Kyst, indtil endelig Folkemængdens Tiltagen bragte dem til at trænge længer op i Dalene og omsider over Fjeldet til de øverste Dalfører paa Østsiden
Under disse Omstændigheder bliver det altsaa mest sandsynligt, at vore
- ↑ Se f. Ex. Bloms Rejse i Nordland. Ohtheres Rejseberetning fra det 9de Aarhundrede i Kong Alfreds Overs. af Orosius: Han var blandt de første Mænd i det Land (Helgeland); dog havde han ikke mere end 20 Køer, 20 Faar og 20 Sviin; det lidet han pløjede, plejede han med Heste.
- ↑ Se Eigla: „Thorolf var meget om sig efter de Erhvervsgrene, som da havdes paa Helgeland, havde sine Mænd i Sildeværene og i Skrejdfiske, derhos var der nok af Sælvær og Eggvær“.
