Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/115

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
87
Noregr, Norðmenn, norrœnn.

norðrœnn), hvormed man oprindelig kun betegnede, hvad der kom fra Norden — ſaaledes betegnes endnu Nordenvinden i det norſke Sprog[1] — blev Folkets og Sprogets Navn, i ſamme Betydning ſom den, hvori vi nu tage Ordet „norſk“. Det ſynes at ligge i Sagens Natur, at de tre her omhandledes med hinanden uadſkillelig forbundne Benævnelſer, Norðrvegr, Norðmenn og norrœnn ej allerførſt kunne være udgaaede fra vore Forfædre ſelv, men ere opkomne blandt Syd-Skandinaviens gotiſke Nationer, da disſe lærte hine at kjende. Hermed ſtemmer det ogſaa fuldkommen, at vi over hele Norden, idetmindſte i norſke og ſvenſke Oldſkrifter, finde de egentlige Tydſkere, den ſydligſte Hovedgreen af den germaniſke Stamme kaldte Suðrmenn (ſydlige Mænd) og deres Land Suðrvegir (de ſydlige Veje)[2]. Disſe Benævnelſer anvendes ſaa udelukkende og beſtemt om det egentlige Tydſklands Beboere, at der, endog naar de forekomme i ſildigere Skrifter, ej er mindſte Tvivl om, hvilket Folk dermed er meent; de ere aldeles eenstydende med „Tydſkere“ og „Tydſkland“. Og de ere tillige ſaa ganſke tagne i Brug for denne Betydning at endog den Dag idag i de Egne af Norge, hvor „Nordmand“ ſaa hyppigt bruges i den føromtalte Betydning af „Veſtlænding“, intet tilſvarende „Sudrmand“ eller „Sør-Mand“ findes til at betegne en „Øſtlænding“, hvilket man dog unegteligt kunde have væntet. Øſtlændingen ſiger at han rejſer „Nord“, naar han rejſer veſtover Fjeldet; Veſtlændingen at han rejſer „Syd“, naar han rejſer øſtover Fjeldet; men Øſtlændingen kalder Veſtlændingen en „Nordmand“, medens Veſtlændingen kalder Øſtlændingen en „Auſtmand“. En Sudr-Mand kunde han ikke kalde ham, fordi han da vilde komme til at betegne ham ſom Tydſker.

Der er altſaa den ſtørſte Sandſynlighed for, at begge Betegnelſesmaader, for vore Forfædre efter Norden, og for Tydſkerne efter Syden, er opſtaaet hos de gotiſke eller ſkandiſke Germaner, hvilke man altſaa i egentligſte Forſtand kunde kalde Mellemgermaner, og at de begge vedbleve at være de brugelige i Norden, fordi den gotiſke Kultur havde ſlaaet for faſte Rødder i Norden til at dens Levninger og Virkninger ikke ogſaa maatte ſpores efter det egentlige Goterfolks Forſvinden. Det er ogſaa let at forſtaa, hvorfor juſt vore Forfædre, og ikke Sviarne eller de Svenſke, betegnedes ſaaledes. De Svenſke havde ſtedſe været Goternes nærmeſte Naboer, og vare rimeligviis komne over til Halvøen ſtrax efter dem; Goterne havde altſaa fra førſt af kunnet forſølge deres Spor og træde i nærmere For-

  1. Se Ivar Aaſens Ordbog.
  2. Suðrmaðr kaldes en Tydſker ofte i Sagaerne. Suðrœnir menn kaldes Tydſkerne i det gamle ſvenſke Veſtgøtalag. Suðrvegir forekommer i de gamle Eddadigte f. Ex. Guðrúnarkviða II. str. 8.