norðrœnn), hvormed man oprindelig kun betegnede, hvad der kom fra Norden – saaledes betegnes endnu Nordenvinden i det norske Sprog[1] – blev Folkets og Sprogets Navn, i samme Betydning som den, hvori vi nu tage Ordet „norsk“. Det synes at ligge i Sagens Natur, at de tre her omhandledes med hinanden uadskillelig forbundne Benævnelser, Norðrvegr, Norðmenn og norrœnn ej allerførst kunne være udgaaede fra vore Forfædre selv, men ere opkomne blandt Syd-Skandinaviens gotiske Nationer, da disse lærte hine at kjende. Hermed stemmer det ogsaa fuldkommen, at vi over hele Norden, idetmindste i norske og svenske Oldskrifter, finde de egentlige Tydskere, den sydligste Hovedgreen af den germaniske Stamme kaldte Suðrmenn (sydlige Mænd) og deres Land Suðrvegir (de sydlige Veje)[2]. Disse Benævnelser anvendes saa udelukkende og bestemt om det egentlige Tydsklands Beboere, at der, endog naar de forekomme i sildigere Skrifter, ej er mindste Tvivl om, hvilket Folk dermed er meent; de ere aldeles eenstydende med „Tydskere“ og „Tydskland“. Og de ere tillige saa ganske tagne i Brug for denne Betydning at endog den Dag idag i de Egne af Norge, hvor „Nordmand“ saa hyppigt bruges i den føromtalte Betydning af „Vestlænding“, intet tilsvarende „Sudrmand“ eller „Sør-Mand“ findes til at betegne en „Østlænding“, hvilket man dog unegteligt kunde have væntet. Østlændingen siger at han rejser „Nord“, naar han rejser vestover Fjeldet; Vestlændingen at han rejser „Syd“, naar han rejser østover Fjeldet; men Østlændingen kalder Vestlændingen en „Nordmand“, medens Vestlændingen kalder Østlændingen en „Austmand“. En Sudr-Mand kunde han ikke kalde ham, fordi han da vilde komme til at betegne ham som Tydsker.
Der er altsaa den største Sandsynlighed for, at begge Betegnelsesmaader, for vore Forfædre efter Norden, og for Tydskerne efter Syden, er opstaaet hos de gotiske eller skandiske Germaner, hvilke man altsaa i egentligste Forstand kunde kalde Mellemgermaner, og at de begge vedbleve at være de brugelige i Norden, fordi den gotiske Kultur havde slaaet for faste Rødder i Norden til at dens Levninger og Virkninger ikke ogsaa maatte spores efter det egentlige Goterfolks Forsvinden. Det er ogsaa let at forstaa, hvorfor just vore Forfædre, og ikke Sviarne eller de Svenske, betegnedes saaledes. De Svenske havde stedse været Goternes nærmeste Naboer, og vare rimeligviis komne over til Halvøen strax efter dem; Goterne havde altsaa fra først af kunnet forsølge deres Spor og træde i nærmere For-
