Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/114

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
86
Nordmænd.

regnedes hele Veſtlandet fra Sireaaen til Finmarken; det Søndenfjeldſke var kun hvad vi kalde Øſtlandet tilligemed den øſtlige Deel af det nuværende Chriſtiansſands Stift. Endnu heder det at rejſe nordpaa, naar man rejſer lige i Veſt fra Valdres til Sogn; og en Mand fra det Nordenfjeldſke, ligemeget om han er fra Ryfylke eller fra Helgeland, kaldes af Øſtlændingen en Nordmand, med ſæreget Eftertryk paa „Nord“. Naar vore Forfædre kom ned til Øſtlandet fra Egnene ved Veſterhavet, faldt det ſaaledes af ſig ſelv, at de kaldtes Nordmænd af de gautſke Folkefærd, ſom de allerførſt traf paa hiinſides Fjeldet. Det var ſaameget mere naturligt at benævne dem ſaaledes, ſom der endog ere tydelige Spor forhaanden til at de i en meget lang Tid have opholdt ſig ved Veſterhavets Kyſter, førend de trængte over Fjeldet ned til Øſtlandets videre Dale og til Viken. I vort ældre Sprog, ſaavelſom i vort nuværende Folkeſprog, kaldes nemlig endnu Nordøſten landnorðr, Nordøſtvinden landnyrðingr, Sydøſten og Sydøſtvinden landsuðr og landsynningr, Nordveſten og Nordveſtvinden útnorðr og útnyrðingr, Sydveſten- og Sydveſtvinden útsuðr og útsynningr[1]. Alt hvad der kom fra Øſt, betragtedes ſaaledes ſom kommende fra Landet; hvad der kom fra Veſt, ſom kommende ude fra Havet; Øſten og Landet, Veſten og Havet, vare ſaaatſige uadſkillelige Begreber. Men dette pasſer kun til et Folk, der beboe en mod Veſten vendende Kyſtſtrækning, ſaadan ſom Norges. Ja det pasſer egentlig kun paa Norges Veſtkyſt, thi om den ubetydelige Kyſtſtrækning af Halland kan her ej være Tale, endmindre om Jyllands af tydſke Folkeſlag beboede Kyſt. Denne Betegnelſesmaade af Himmelegnene finde vi nu ej alene udelukkende hos Veſterhavets Kyſtbeboere, men endog ſom den ene brugelige i det oldnorſke Skriftſprog, ligemeget om den, der ſkrev, var en Øſtlænding eller en Islænding. Betegnelſesmaaden maa altſaa have dannet ſig ved Norges Veſtkyſt, og vore Forfædre maa have holdt ſig ved denne længe nok til at hine Ord ej alene kunde komme op og blive brugelige, men endog ſlaa ſaa faſte Rødder i Sproget, at de ſidenefter bibeholdtes i Egne, hvor de ikke længer pasſede til Lokalforholdene, ſom f. Ex. paa Norges Sydøſtkyſt. Men dertil udkrævedes viſt i det allermindſte et Par Aarhundreder. I denne Tid var der Anledning nok for Nordens øvrige Beboere til at lære vore Forfædre at kjende, og til ſaaledes at vænne ſig til at kalde dem „Nordmænd“, at dette Navn tilſidſt blev et Folkenavn, ved hvilket man ej længer ſtedſe havde den egentlige Betydning for Øje. Deres Land blev følgelig ogſaa kaldet „Norðrvegr“, den nordlige Vej, thi det var for tyndt befolket, og Befolkningen for lidet faſt, til at man endnu kunde kalde det „det nordlige Land“; og Ordet norrœnn (egentl.

  1. Se herom iſær Ivar Aaſens Ordbog, og Finn Magnusſen, om de gamle Skandinaviers Inddeling af Dagens Tider, S. 86.